Året 1848 markerede den første ægte internationale række af revolutioner. Sean Vernell genkalder dette vendepunkt i europæisk historie, og argumenterer for, at det markerede fremkomsten af arbejderklassens styrke.

En utrolig bølge af revolutioner skyllede gennem Europa i de første måneder af 1848. Næsten samtidig brød revolutioner ud i Frankrig, Italien, Tyskland og Østrig-Ungarn. Chokbølgerne kunne mærkes i mange andre lande. Som historikeren Eric Hobsbawm siger: “Der har aldrig været noget tættere på ... verdensrevolution ... end denne spontane og generelle opblussen.” Selv om disse revolutioner endte med nederlag, var de med til at danne grundlaget i den revolutionære socialistiske tradition, som vi kender den i dag.

Revolutionerne i 1848 kom ikke som den store overraskelse for mange af datidens politiske tænkere. Alexis de Tocqueville udtrykte en følelse, han delte med mange europæere tidligt i 1848: “Vi sidder på en vulkan, kan du ikke se jorden ryster på ny? Der blæser en vind af revolutioner, og stormen ses i horisonten.” Omtrent samtidig med disse ord blev Marx og Engels’ Det kommunistiske manifest udgivet for første gang. De begivenheder, der udspillede sig samme år, bekræftede ikke bare, hvad de havde skrevet, men var et skridt foran, og videreudviklede deres forståelse af den revolutionære proces.

Det 19. århundredes første halvdel var en periode med hurtig industriel vækst. Byer som Paris, Milano, Wien, Berlin og Køln voksede enormt, da udviklingen i industrien tiltrak arbejdere fra landet. Levestandarden i disse byer var forfærdelig. Den industrielle spredning var ujævn, men alle lande i Europa oplevede den. En ny klasse – med dens egen potentielle magt – var født, den industrielle arbejderklasse.

Næsten alle Europas lande var på dette tidspunkt regeret af enevældige konger. Folk manglede basale demokratiske rettigheder såsom valgte parlamenter og pressefrihed. Kravene om disse rettigheder blev centrale i revolutionerne i 1848. Nogle lande havde allerede lavet reformer. Efter en revolution i 1830 i Frankrig var Louis Phillippe indsat som borgerlig konge, en konstitutionel monark i stedet for en enevældig – et forsøg på at forhindre oprør fra neden. Men ingen steder i Europa, bortset fra Storbritannien, var de mest dynamiske dele af borgerskabet, de nye fabrikanter, repræsenteret i nationale politiske institutioner.

Gennem hele 1847 blev Europa ramt af økonomiske kriser, hvilket skabte forfærdelige forhold for arbejderklassen og bønderne. Det var det værste år af den irske kartoffelpest, og der var hungersnød i Flandern. Europa var en krudttønde, der ventede på at eksplodere.

I februar 1848 blev Frankrig erklæret republik, da Louis Phillippe blev væltet. Han havde regeret Frankrig i samarbejde med korrupte finansmænd. Begge var hadet af arbejderklassen, bønderne og de industrikapitalister, der var uden politisk indflydelse. Da soldater åbnede ild mod en ubevæbnet demonstration, blev der øjeblikkeligt sat barrikader op, og den “smukke revolution”, som Marx kaldte den, var begyndt.

Dette var en revolution, hvor fabrikanter i samarbejde med advokater, småhandlende, arbejdere og bønder rejste sig mod den gamle orden. Spændingerne inden for alliancen af klasser, der havde væltet Louis Phillippe, var mere synlige end i hidtidige revolutioner. I løbet af få uger var ingen af de centrale europæiske regeringer forblevet uberørte. I marts havde Berlin dannet en grundlovgivende forsamling, barrikader var skudt op i Wien, Ungarn, Milano og Sicilien. Revolutioner for national selvstændighed var i gang. Politiseringen af masserne var enorm. I Tyskland omfattede kravene en samlet demokratisk republik ledet af grundlovgivende forsamlinger samt pressefrihed. Krav om uafhængighed for nationalstater i de magtfulde monarkier i habsburgernes Østrig-Ungarske imperium og det russiske imperium var også en integreret del af 1848-revolutionen. Polen, Tjekkoslovakiet og Sicilien havde alle deres egne masseopstande. I Storbritannien havde chartistbevægelsen fået fornyet energi af de franske begivenheder, og organiserede to massive demonstrationer.

 

Revolutionerne spredtes hurtigt fra det ene land til det andet, delvis på grund af udviklingen af kommunikationsmidlerne – et resultat af industrialiseringen. Nyheden om stormen på Bastillen i Paris den 14. juli 1789 var tretten dage om at nå Milano. I 1848 muliggjorde postvæsenet, jernbanen og vigtigst af alt telegrafen, nyheden om revolution at nå frem fra by til by næsten øjeblikkeligt – 1848 var den første ægte internationale revolution.

1848 er vigtig, fordi kommunister for første gang fik indflydelse på revolutionernes gang. Karl Marx og Friedrich Engels kastede sig ud i organisering og agitation. I marts var de taget til Køln. Marx redigerede Neue Rheinische Zeitung, et dagblad støttet af de mest venstreorienterede fabrikanter i området. Det første nummer udkom den 1. juni. Målet var at organisere den demokratiske blok af klasser – den fremvoksende kapitalistiske klasses yderste venstrefløj samt arbejdere, bønder og småhandlende – imod lederne af de nye forsamlinger. Marx tog også del i mange af arbejdernes klubber og socialistforeninger, der allerede eksisterede. Engels kæmpede sammen med de revolutionære i Baden i Sydtyskland i et håbløst forsøg på at afværge kontrarevolutionen.

Marx og Engels’ teori om revolution blev første gang testet i 1848. De mente, at revolutionen i starten ville være en borgerlig revolution, som skabte en demokratisk republik, der så igen ville skabe betingelserne for en fuld kapitalistisk udvikling. De indså, at borgerskabet var for feje til på eget initiativ at gøre dette, og de måtte drives frem af den “demokratiske blok” af klasser. Kampen for socialisme ville hurtigt følge bagefter. De regnede ikke med, at der ville være en lang periode mellem disse to, hvad de også havde pointeret i Det kommunistiske Manifest: “Den tyske borgerlige revolution kan kun være det umiddelbare forspil til en proletarisk revolution.”

Men efterhånden som kampen udviklede sig, og indsatsen blev større, blev det klart, at borgerskabet ikke ville udfylde den rolle. Borgerskabet havde stået i spidsen for den engelske revolution i 1649 og den franske revolution i 1789, som havde afsat monarker og indført et nyt politisk system. I 1848 var arbejderklassen meget større og var ved at blive bevidst om sine egne særskilte politiske og økonomiske interesser. Borgerskabet frygtede nu denne nye klasse mere end de gamle magthavere. De kunne ikke gennemføre det demokratiske stade af revolutionen af frygt for at slippe et nyt oprør fra neden løs, som også ville fjerne dem selv. I stedet foretrak borgerskabet at alliere sig med deres gamle fjender, de gamle feudale monarker for at knuse en videre udvikling af revolutionen.

 

Efter afsættelsen af Louis Phillippe blev en ny midlertidig regering indsat i Frankrig. For første gang var en arbejderrepræsentant i regeringen. En række vigtige reformer blev vundet: afskaffelse af dødsstraffen, almindelig stemmeret for mænd, hæren blev åbnet for såvel arbejdere som for jordejere. Nationale værksteder blev indført for at løse problemet med arbejdsløshed og for at fastholde en ti timers arbejdsdag. De nationale værksteder betød meningsløst og psykisk belastende arbejde for de arbejdsløse, men var også steder, hvor arbejdere kunne samles og organisere sig.

Den “smukke revolution” i februar blev hurtigt grim. I april gav en række valg med almindelig stemmeret de konservative flertal i regeringen. Da den første bølge af revolutionær stemning døde ud, havde små selvstændige som bønder og butiksejere nægtet at betale højere skatter. Albert, den eneste arbejderrepræsentant, røg ud af regeringen. Den skrøbelige koalition mellem klasserne blev endelig brudt, da franske arbejdere forsøgte at bevæge sig hen imod en social revolution.

Da regeringen nedlagde de nationale værksteder, flød bægeret over. Alle medlemmer af værkstederne, der ikke var født i Paris, blev tvunget til at arbejde på landet i fjerne provinser, og ugifte medlemmer blev indkaldt til militæret. Arbejderne reagerede prompte, og opsatte barrikader i Paris. Bevæbnede arbejdere tog til Paris’ centrum for at angribe rådhuset Hotel de Ville. Regeringen svarede igen ved at indsætte militæret. Arbejderne kæmpede bravt i flere dage, men de forblev isoleret i Paris. Det hele endte med, at regeringens overmagt brutalt slagtede revolutionen, med over 3000 dræbte arbejdere og endnu flere fængslede. Marx forstod vigtigheden af opstanden i juni, som han havde beskrevet som “det første store slag mellem de to store klasser, som deler det moderne samfund. Det var en kamp for bevarelsen eller ødelæggelsen af den borgerlige samfundsorden.” Nederlaget i Frankrig gav andre europæiske regenter mod til at starte en kontrarevolutionær offensiv.

I Tyskland, hvor den industrielle udvikling var langt mindre fremskredet, var bourgeoisiet endnu svagere og indledte hurtigt et samarbejde med de gamle magthavere for at knuse revolutionen. Marx og Engels argumenterede åbent for en revolutionær regering og var forkæmpere for et folkeligt oprør. Midt i september fandt et folkeligt oprør sted i Frankfurt. Byrådet svarede igen med at få østrigske og preussiske tropper til at slå oprøret ned. Militær undtagelsestilstand blev med støtte fra byens grundlovgivende forsamling indført i Køln. I Berlin opløstes forsamlingen den 9. november, da den preussiske konge indsatte 10.000 tropper og erklærede militær undtagelsestilstand. I november blev de oprørske styrker, som havde holdt Wien i tre uger, også knust af habsburgerne.

Hvordan kan vi vurdere udfaldet af revolutionerne i 1848? I løbet af få måneder led de alle nederlag. Den gamle statsmagt havde omorganiseret sig og brutalt knust oprørsbevægelserne.

Det liberale borgerskab indså hurtigt, at de foretrak orden frem for at indføre deres fulde demokratiske program. Fra 1850erne og fremefter indså de fleste europæiske regeringer, at de måtte lave politiske og økonomiske forandringer uden at ty til revolution. Således fik faglærte arbejdere og håndværkere i England i 1867 stemmeret – en indrømmelse til chartisternes krav. I Tyskland gennemførte den konservative Bismarck i praksis opgaverne fra 1848 gennem en national samling. I Frankrig fjernede Napoleon III hurtigt forfatningen fra 1848 og regerede i 20 år – hans styre endte med endnu en revolution.

 

Marx og Engels lærte flere vigtige ting, som skulle blive uvurderlige i kommende revolutioner. Det blev klart for dem, at deres oprindelige forestilling, om at revolutionen skulle gennemføres med en “demokratisk blok”, var umulig. Begivenhederne i Frankrig i juni havde vist, at borgerskabet var mere bange for arbejderklassen end for den gamle orden.

Arbejderklassen i 1848 var først lige ved at blive født. Den var stadig svag både i antal og politisk. Den var kun lige begyndt at blive en bevidst politisk enhed i sin egen ret. Marx og Engels havde større publikum for deres ideer end nogensinde før, men de manglede den type indflydelse, som var nødvendig, for at nå de mål, de havde sat i Det kommunistiske Manifest.

Marx og Engels levede i eksil i England efter nederlaget i 1848. De uddrog læren af den mislykkede revolution, og argumenterede specielt for, at arbejderklassen skulle organisere sig uafhængigt af andre klasser, og skabe en organisation, der kunne lede arbejderne til selv at tage magten. Marx argumenterede for, at revolutionen skulle være “permanent” eller vedvarende for at lykkes:

“Det er vores opgave at gøre revolutionen permanent, indtil mere eller mindre alle besiddende klasser er blevet tvunget ud af deres dominerende stilling, indtil proletariatet har erobret statsmagten ... ikke kun i et land, men i alle betydende lande i verden.”