De almindeligste årsager til, at folk bliver socialister, er forbundet med de materielt undertrykkende enkeltsituationer, som folk generelt konfronteres med. Typisk problemer på arbejdspladsen, eller med ordensmagten i tilspidsede situationer. Sådanne situationer i hverdagen er mini-versioner af de bevidsthedsændrende processer, som forekommer i den mere direkte revolutionære situation, som Marx & co. beskriver de historiske eksempler på, og som muliggør den brede overgang til et nyt og fundamentalt anderledes samfund.

Hvis det ellers er mig tilladt at være en undtagelse fra denne regel, vil jeg imidlertid hævde, at det ikke er sådanne enkeltsituationer, der har været afgørende for min politiske orientering. Jeg har aldrig været i klammeri med systemet udover det sædvanlige, og jeg har, som de fleste danskere, i det store hele altid været tilfreds med (og endog taknemmelig for) mine rent materielle levevilkår.

Min tilgang til det verdensbillede, som jeg deler med den radikale venstrefløj, har i alt væsentligt været, og er stadig, en intellektuel og emotionel proces – affødt af min generelle observation og oplevelse af samfundet og mine medmennesker.

Som en mentalt energisk person med en aktiv fantasi har jeg altid været bevidst om menneskets enorme potentiale. Potentiale for kreativitet, udvikling, lighed, livsglæde, gensidig social stimulation og kærlighed, samt en bevidst kontrol over vores omgivelser som optimerer vores overlevelsesmuligheder. Og jeg har kunnet se, hvordan vi forsømmer at bruge det potentiale; hvordan de fleste af os ikke engang er bevidste om det.

Men jeg har altid følt mig draget af det, og har måttet finde og nære det i min egen fantasi, og i eskapistiske underholdningsmedier (især science fiction). Når jeg bliver anti-kapitalist, er det, fordi det er helt tydeligt, at kapitalismen på ingen måder deler disse værdier, men er direkte fjendtligt og krigerisk indstillet over for dem; kapitalismen handler om profit og magt, forklædt i alskens flotte, men i sidste ende komplet uholdbare, floskler. Ideen om profit som frelsende princip er simpelthen en religion. At vi i øjeblikket skulle leve i fornuftens tidsalder er noget af en joke. Fornuft udspringer af humanisme og videnskab, menneskets to største præstationer. Humanistisk og videnskabelig er kapitalismen kun i den grad, den kan tjene på det.

Man kan sige, at kapitalismen er et udslag af menneskets primitive udviklingsstade, og man kan sige, at kapitalismen er ond i sig selv. Det er helt klart menneskets natur at være selvisk – når der er grund til det, såsom få ressourcer, der gør, at kun de mest selviske vil overleve. Sådan er naturen indrettet.

Men idet der er ressourcer nok til at alle kan trives, ændrer menneskets adfærd sig væsentligt – så er årsagen til selviskhed fordampet. Kapitalismens ondskab består så i, at illusionen om begrænsede ressourcer konstant, og med magt, opretholdes, i form af markeds-, penge- og profitsystemet, selv om den vestlige verden nu i længere tid rigeligt har haft evnen til at føde, klæde og huse samfulde 5-6 milliarder mennesker i verden. Hvorfor gøres der ikke noget ved den enorme menneskelige lidelse, der foregår i verden, når det nu ville være så nemt?

Men fordærvet går meget dybere end som så. Kapitalismen praktiserer massiv daglig undertrykkelse af folks intellektuelle og følelsesmæssige muligheder, og undertrykker dermed også driften efter at skabe en ligeværdig, fællesmenneskelig verden, hvor enhver form for lidelse systematisk minimeres.

Mine idéer om en skøn civilisation – som jeg altså tager så seriøst, at jeg vil kæmpe for dem – udgør den vigtigste del af grundlaget for mit verdensbillede, og jeg har forsøgt at forme min indre personlighed, moral og tænkemåde ud fra en sådan menneskeværdig civilisations standarder – et samfundssystem hvor modsætningsfyldt bevidsthed er en saga blot, hvor selvdestruktive drifter hører fortiden til, og hvor oplyst naturlighed råder. De samme idealer reflekteres i Marx’s idéer og vil være fremherskende i det klasseløse, kommunistiske samfund.

Ved simpelthen at være åben over for de marxistiske principper, og tænkere, fandt jeg først i juli ’98, 26 år gammel, ud af, at jeg – helt uden at gå på kompromis – kunne projicere samtlige mine menneskelige og utopiske forestillinger over i den videnskabelige marxisme, som indeholder den mest troværdige og udogmatiske metodologi til opnåelse af det gode samfund, og fortæller én, hvordan man bedst hjælper til med at fremelske det. Jeg har aldrig, og er fortsat ikke, tiltrukket af ideen om en væbnet revolution – men når man undersøger det reelle magtforhold mellem den herskende klasse og resten af os, så kan man konkludere, at det desværre er aldeles nødvendigt for at fjerne det undertrykkende kapitalsystem.

Det første skridt er at blive bevidst om, hvad der skal gøres. Det andet skridt er at være villig til at gøre det. Jeg har altid stået ved mine radikale meninger, og været parat til at tage konsekvensen af dem. Det bliver jeg nødt til for at kunne tænke på mig selv som et godt menneske. Før jeg mødte IS kendte jeg stort set ingen mennesker, der var lige så samfundspolitisk radikale som jeg selv, og jeg troede, da jeg først mødte dem, heller ikke, at IS var det. At en decideret revolution ikke figurerede i mine planer skyldtes kun uvidenhed – en fejl, som nu er blevet rettet. Selv om jeg afskyr vold, har jeg altid gået ind for at kæmpe for det, man tror på. Hvis éns idealer ikke er dybfølte nok til, at man vil forsvare dem for enhver pris, så elsker man hverken dem eller livet højt nok.

Menneskets solidariske natur vil blive blotlagt i en fremtidig revolution, hvis vi formår at vejlede den ordentligt. Den moderne marxisme hævder ikke at være en eksakt videnskab; hvis den første revolution ikke lykkes, må vi sætte vores lid til den næste. Det er som bekendt gået galt før, men vi lærer af vores fejl. Som revolutionære socialister er det eneste, vi kan gøre, at gøre vores bedste og håbe, det er godt nok.

Tue Sørensen er studerende og nyt medlem af Internationale Socialister