Den 15. august måtte nazisterne atter en gang sande, at de ikke uden videre kan marchere i Danmark – selv ikke med støtte fra det meste af Europa. De var henvist til en gåtur om morgenen, før nogen kunne få øje på dem. Det signalerer snarere svaghed end styrke, og 'marchen', vil hverken have nogen tiltrækningskraft på svage sjæle eller nogen skræmmende effekt på os andre. Tværtimod viser den, at aktiv modstand kan holde nazisterne nede.

Spørgsmålet er nu, hvilken form for modstand, der kan tage æren for at have holdt nazisterne nede. Det er næppe overborgmester i København Jens Kramer Mikkelsens opfordring til at blive indendørs og lukke vinduerne, som nazisterne frygtede effekten af. Havde det været den eneste form for modstand, ville nazisterne have haft mulighed for at marchere og tiltrække løsere tilknyttede nazisympatisører. De kunne fx have marcheret gennem indvandrerkvarterer og skræmt folk fra at gøre modstand.

Derfor er det et stort fremskridt, at mosaisk trossamfund er blevet presset af de unge jøder til at forlade sin hidtidige politik om passiv modstand til at deltage i demonstration på Christiansborg. Men selvom denne demonstration er et stort fremskridt, så kan man heller ikke bekæmpe nazisterne ved at demonstrere i en anden by eller bydel, end der hvor nazisterne marcherer.

Nazisterne er blevet presset i defensiven af en række aktioner, rettet direkte mod deres aktiviteter. Først i 1994, hvor beboerne i Kværs og Kollund i Sønderjylland, aktivt fordrev nazistisk aktivitet fra deres byer ved at demonstrere foran nazisternes huse ledsaget af angreb på dem.

Dernæst blev nazisternes forsøg på at marchere i Roskilde forpurret af almindelige mennesker, som med sten og flasker jog nazisterne ud af byen trods et stort politiopbud, som skulle beskytte nazisterne.

Det var disse erfaringer, der fik politiet til at konkludere, at de ikke ville være i stand til at beskytte nazisterne, hvis de fik lov at gå i centrum af Køge eller København. At politiet på ingen måde ønskede at genere nazisterne, fremgår af, at politiet tillod dem at marchere om morgenen, selvom marchen var ulovlig.

Antiracistisk Netværk havde arrangeret en demonstration i Greve ved nazisternes hovedkvarter, hvor nazimarchen skulle udgå fra, hvilket var det mest logiske sted at være, hvis man skulle stoppe marchen. Men netværket havde delt demonstrationen op i en fredelig demonstration, som stoppede 3-400 meter fra nazi-hovedkvarteret og som skulle undgå konfrontationer med nazisterne, og mindre grupper på 50-200 mennesker, som var parat til at slås mod nazisterne, og som skulle blokere de andre udfaldsveje fra nazi-hovedkvarteret, hvis det skulle blive nødvendigt. Denne taktik indeholdt imidlertid flere problemer.

For det første, hvis en gruppe på mellem 100-200 kom op at slås med de 132 nazister, der var mødt frem, ville den sejrende part være den, der var parat til at bruge de mest beskidte metoder – en kamp antinazisterne næppe ville vinde.

For det andet ville det bekræfte det billede, politiet og medierne elsker at fremstille, nemlig at kampen mod nazisterne foregår mellem en lille flok nazister og en lille flok lige så voldelige antinazister eller autonome – et billede som modstanden i Kollund, Kværs og Roskilde ellers havde rammet en pæl igennem.

For det tredje blev den fredelige demonstration splittet mellem arrangørerne og en fjerdel af demonstrationen, som ligesom de fleste andre demonstrationsdeltagere ikke var sat ind i den komplicerede taktik, og derfor ikke kunne forstå, hvorfor man skulle stoppe lige før hovedkvarteret. De angreb politiafspærringerne foran nazisternes hus, hvilket gav politiet en mulighed for at overreagere med tåregas og pansrede biler, så pressen alligevel kunne få sine billeder med ballade og vold.

Antiracistisk Netværk har angiveligt valgt sin taktik udfra en opfattelse af, at kun de få udvalgte ville være parat til at slås mod nazisterne. Heller ikke Netværket har lært af Kollund, Kværs og Roskilde, hvor det viste sig, at almindelige mennesker var parat til at gå langt for at stoppe nazisterne.

Næste gang nazisterne vil marchere må vi mobilisere de mange til at konfrontere nazisterne, hvis det bliver nødvendigt. Så vil udfaldet af kampen på ingen måde blive overladt til tilfældigheder.