Den tidligere agent Anders Nørgårds afsløringer af PET's åbenlyse ulovligheder i form af infiltration og registrering af SAP (Socialistisk Arbejderparti), Internationalt Forum og HT-chaufførerne i 80'erne har afstedkommet yderligere afsløringer.

Der er lækket oplysninger til Justitsministeriet af en sådan karakter, at selv Frank Jensen ikke kan stå imod presset for en uvildig undersøgelse af PET's virksomhed.

Den ideologiske højrefløj, med Berlingske Tidende, Jyllands Posten og koldkrigerprofessoren fra Odense, Bent Jensen, føler sig kaldet til at forsvare PET og har indledt en veritabel offensiv mod 70'ernes venstrefløj. I artikel efter artikel tegner der sig et billede af venstrefløjen i 60'erne og 70'erne som nogle, der beskæftigede sig med femte kolonne virksomhed, terroristiske planer for en voldelige omstyrtning af samfundet og i det hele taget som blodtørstige voldspersoner.

Billedet har meget, meget lidt med virkeligheden at gøre. Venstrefløjens arbejde i begyndelsen af 70'erne koncentrerede sig hovedsageligt om tre ting: kampen mod tilslutningen til det europæiske fællesskab (EF), kampen mod USA's voldelige og blodige engagement i Vietnam og Danmarks opbakning bag samme, og de hyppigere faglige kampe, fx kampen for ligeløn og forbedring af kvindernes situation på arbejdsmarkedet.

Den herskende klasse havde brug for PET til at forhindre, at et oprør ville frarøve dem deres privilegier

Venstrefløjen deltog i disse, fordi her var der mulighed for at knytte de brede kampe mod USA og Danmarks imperialisme, mod kapitalens Europa samt faglige kampe ind i et socialistisk perspektiv. Derfor foregik der en livlig og hed debat om vejen frem mod socialisme, med DKP som den absolut mest konservative kraft. DKP accepterede nemlig opdelingen af verden, som stadfæstet i Jalta aftalen efter anden verdenskrig. Sovjetunionen ønskede ikke revolutioner i de vestlige lande, da det kunne skabe problemer ift. magtbalancen med USA.

Dette sås tydeligt i Frankrig i 1968, hvor det franske kommunistparti (PCF) gjorde alt for at forhindre, at generalstrejken udviklede sig til et egentligt oprør og mulig revolution.

På samme måde tillod USA og Danmark russiske tanks at rulle over de ungarske arbejdere i 1956 uden at gribe ind. Bagefter brugte de massakren som argument mod Sovjet og mod "kommunismen" som idé. På denne måde havde den herskende klasse i Vesten brug for de vestlige kommunistpartier både som bremse ift. resten af venstrefløjen, som typisk var mere radikale, og som skrækeksempler over for befolkningen.

For den egentlige revolutionære venstrefløj, som blev skabt i studenteroprøret sidst i tresserne, stiller tingene sig anderledes. De kan ikke beskyldes for at have forbindelse til østblokken, da de udpegede dem som imperialistiske (dog ikke dele af VS), i hvert fald undertrykkende og ikke noget forbillede.

I stedet for rettes angrebet på vores revolutionære holdninger. I skrift og tale ytrede den revolutionære venstrefløj sig (også på TV) for ideen om at den herskende klasse ikke vil lade sig stemme væk fra magten, og at det vil være nødvendigt at tvinge dem til det. Det ville også være nødvendigt at forsvare revolutionen mod de gamle magthaveres forsøg på at sabotere den nye stat. Men samtidig blev det understreget, at sådan en revolution kun kunne lade sig gøre, hvis den havde opbakning fra et flertal i arbejderklassen.

De revolutionæres holdninger var farlige for magthaverne i begyndelse af 70'erne af helt andre grunde. De var farlige, fordi de kunne påvirke mange i arbejderklassen. 70'erne var en tid, hvor den borgerlige orden var i søgelyset og vaklede. En tid hvor mange unge arbejdere satte spørgsmålstegn ved systemet og deltog i faglige kampe. Det var ikke DKP's politiske og økonomiske samarbejde med Sovjetblokken, som var farlig, det var tanken om internt oprør fra egen befolkning, som skræmte. Derfor havde magthaverne brug for spionagevirksomhed mod egne borgere. Det er herfra faren mod deres rigdom kommer. Også i dag.