Den 20. august affyrede USA omkring 75 missiler mod mål i Sudan og Afghanistan. Angrebene dræbte 26 mennesker og sårede mindst 75.

USA erklærede, at angrebene ramte terrorist-mål og var hævn for bomberne mod de amerikanske ambassader i Nairobi og Dar-Es-Salaam. Den vestlige verdens ledere, her iblandt den danske udenrigsminister Niels Helveg, var hurtigt ude med støtte og forsvar til USA's aktion. Det på trods af, at USA ingen beviser havde for, at de ramte mål rent faktisk havde noget med terroristisk virksomhed at gøre.

Tværtimod har det vist sig, at den kemiske fabrik i Sudan, som USA bombede under påskud af, at den fremstillede nervegas, udelukkende producerede medicin. Sudan har anslået at fabrikken dækkede op til halvdelen af landets medicinbehov. Da Sudan efter bombardementerne foreslog at sende FN's våbeninspektører til fabrikken for at kontrollere USA's påstande om giftgasproduktion, afslog amerikanerne – det var ikke "nødvendigt". Efterfølgende har flere personer, der har arbejdet på fabrikken, afvist påstandene. Den britiske ingeniør Tom Carnaffin arbejdede for Baaboud familien, som ejer fabrikken, fra 1992 til 1996. Han siger: "Amerikanerne hævdede, at våbnene blev fremstillet i den veterinære del af fabrikken. Jeg har intimt kendskab til den del af fabrikken, og med mindre der er sket radikale ændringer indenfor de sidste par måneder, er den slet ikke udstyret til at opfylde de krav, kemisk våbenfremstilling stiller." Andre vidner har peget på, at fabrikkens sikkerhedsforanstaltninger lå på et ekstremt lavt niveau – noget, der peger væk fra påstande om våbenfabrikation.

De allernyeste oplysninger i sagen udstiller imidlertid USA's kynisme endnu mere. Prøver bestilt af Clinton selv før angrebene viste ingen spor af giftgas. Alligevel beordrede Clinton angrebene.

Og Osama bin Laden, af Clinton kaldet "America's Public Enemy Number One", er ikke bare dukket op af den blå luft. Han kæmpede i guerillakrigen i Afghanistan mod den russiske besættelse af landet i 1979. De afghanske guerillaer fik massiv støtte fra Vesten, og Ronald Reagan og Margaret Thatcher så dem som "frihedskæmpere". CIA ønskede at se Rusland fanget i sit eget Vietnam, og pumpede penge ind i krigsindsatsen mod russerne. Bin Ladens træningslejr i Khost, som var hovedmålet for USA's missilangreb, blev bygget med hjælp fra CIA. USA har selv været med til at opbygge den mand, de nu kalder USA's hovedfjende.

Nogle kommentatorer ser USA's "krig mod terrorisme" som et udtryk for USA's styrke. Og mange peger på skandalen omkring Clintons seksuelle eskapader som baggrunden for den militære aktion.

Selvfølgelig kommer bombningerne belejligt ikke bare for Clinton, men for hele den amerikanske herskende klasse, der har brug for et andet fokus end præsidentens tissemand. Men som leder af verdens største militærmaskine – USA bruger flere penge på militær end resten af verden tilsammen – har amerikanske præsidenter aldrig haft brug for en sexskandale som undskyldning for at gribe til våbenmagt.

Snarere end at vise, at USA står stærkt, tyder aktionen på desperation. Hvad er det modige i at verdens stærkeste militærmagt smider bomber i to af verdens fattigste lande? Hvor i ligger styrken i at jævne en civil medicinalfabrik med jorden?

USA's aktion har forværret forholdet til allierede i hele den muslimske verden og styrket bin Laden politisk. En af Washingtons arabiske hovedallierede, Saudi-Arabien, forholdt sig tavst til angrebene, mens den ægyptiske regering direkte fordømte angrebene i lighed med de fleste andre muslimske lande. USA har allerede tyndslidt tålmodigheden blandt de arabiske befolkninger og ledere ved at støtte en israelsk regering, som åbent saboterer fredsprocessen med palæstinenserne.

Spørgsmålet er, hvorfor USA valgte at udføre angreb, hvis politiske hovedeffekt har været yderligere at destabilisere pro-vestlige regimer i den muslimske verden. Enten forudså Clinton og hans rådgivere ikke de temmelig forudsigelige konsekvenser af deres handlinger, hvilket er muligt – undervurder aldrig den amerikanske sikkerhedstjeneste efter Vietnamkrigen.

Eller også forudså de det, men var ligeglade. De foretrak en brutal amerikansk magtudfoldelse. Dette ville ikke skræmme bin Laden og resten af det radikale Islam. Men det ville minde resten af verden – inklusive de andre stormagter – om Washingtons overvældende militære overlegenhed og dets villighed til at bruge den (Boris Jeltsins første vrede fordømmelse af angrebene viser, at han i hvert fald havde fanget budskabet).

Dette budskab var det vigtigt for USA at sende ud netop nu. Efter den kolde krigs ophør er der åbnet op for konkurrence om, hvem der kan blive den lokale eller regionale stormagt, nu verden ikke er stramt opdelt mellem USA og Sovjet. I denne situation er det vigtigt for USA at fastholde sig selv som supermagten, hvis interesser ikke kan trodses, ligesom USA bruger enorme ressourcer på at sikre, at ingen magt bliver for dominerende i et område. Den økonomiske krise, som startede i Asien, men som nu truer med at påvirke de vestlige økonomier, uddyber denne tendens endnu mere. Kampen om militær og dermed økonomisk dominans bliver med den økonomiske krise mere og mere vigtig for de herskende klasser.

USA's handlinger og de vestlige lederes hykleriske bifald til "kampen mod terrorismen" viser én ting: Imperialisme, som et system af organiseret militær vold, der tillader herskerne i de rigeste lande i verden at dominere og trampe på alle andre, lever i bedste velgående. Den må bekæmpes.