Saving Private Ryan
Instruktion: Steven Spielberg
Medvirkende: Tom Hanks, Matt Damon m.fl
Premiere d. 23 oktober

I årtier er den anden verdenskrig blevet fremstillet som “den gode krig”. Hollywood især har skildret krigen i “desinficerede” kampscener, med John Wayne og Robert Mitchum som heroiske soldater, der slås for frihed, demokrati og den amerikanske drøm.

I det mindste afviger Steven Spielbergs Saving Private Ryan fra denne patriotiske tradition. Filmen viser anden verdenskrig i al sin gru, forvirring, meningsløshed og rå vold. Men Saving Private Ryan ender med at acceptere de fleste af krigsmyterne – og med at hæve den patriotiske fane – alligevel.

Filmens åbningsscene er D-dags invasionen i 1944, hvor amerikanske soldater kryber omkring på Normandiets strande under tysk maskingeværild. Under invasionen dør tre brødre fra samme familie – Ryan-familien.

Den amerikanske generalstabschef George Marshall beordrer kaptajn John Miller (spillet af Tom Hanks) til at samle en lille gruppe, der kan finde den sidste bror, menig Ryan (Matt Damon), så han kan vende hjem til familien i live. Undervejs udtrykker Miller og soldaterne under hans kommando, deres frustrationer og vrede over krigen. Miller, hvis hånd ryster på grund af krigsstress, siger “For hver gang jeg dræber, føler jeg mig længere og længere væk hjemmefra.” Han tvivler endda på, at enhver soldat, dræbt under hans kommando, tjener det større formål at redde andre liv. Men på trods af alle de spørgsmål som filmen således stiller, accepterer den kritikløst andre ideer om krigen. For eksempel skildres samtlige tyske soldater som onde.

En anmelder fra det “intellektuelle” magasin New Yorker sagde, at filmen næsten fik ham til at stille sig på sædet og “...råbe til Tom Hanks, at han skulle dræbe flere tyskere, og når han var færdig med at dræbe tyskere, så dræbe endnu flere tyskere”

I sidste ende bruges redningsmissionen som substitut for alle de ofre, amerikanske soldater måtte lide, under det, der skulle være en frihedens sag.

På trods af sin realistiske skildring af krig, ender Saving Private Ryan med at være en krigshistorie om nobel selvopofrelse for den store sag.

Men den anden verdenskrig havde meget lidt at gøre med så noble sager som at bekæmpe fascismen eller forsvare demokratiet. De stærkeste lande, inkl. USA, tolererede oprindeligt fascismen i Italien og Tyskland, og gik først i krig da deres interesser blev truet.

Langt fra at bekæmpe nazisternes største forbrydelse – holocaust – gjorde USA intet for at redde jøderne, da muligheden forelå. I stedet begrænsedes jødisk immigration, og de nægtede at bombe de jernbanelinier, der ledte til koncentrationslejrene, hvor 6 millioner døde i gaskamrene.

På hjemmefronten afskaffede USA demokratiet og internerede 120.000 japansk-amerikanske civile i amerikanske kz-lejre. Den slags fakta kunne Spielberg godt have kastet lys på. I stedet vælger han at gøre folk som general Marshall til en helt.

Men virkelighedens Marshall var ingen helt. Han begyndte sin karriere som officer i krigen for at kolonisere Filippinerne, i hvilken over en million filippinere blev dræbt. Under den anden verdenskrig forsvarede han raceadskillelse i militæret og omtalte sorte soldater i racistiske vendinger. Han insisterede også på, at USA ikke ville tøve med at bombe civile.

Tanken om, at Marshall skulle have vist personlig interesse i de meniges liv er latterlig. Marshalls bøddel, general George Pattons holdning er mere typisk. Han gav engang en soldat, der var indlagt med granatchok en lussing og kaldte ham “kujon”. Han udtalte: “der findes ikke noget, der hedder granatchok. Det er noget jøderne har fundet på.”

I stedet for at gøre op med de myter, der omgiver krigen, har Spielbergs stillet sin store indflydelse i mytemagernes tjeneste. Den sande historie om anden verdenskrig mangler stadig at blive vist i biograferne.

Oversat fra Socialist Worker (USA)