I dag vil mange beskrive det gamle Ægypten som værende et eksempel på et meget stabilt og harmonisk samfund, hvor befolkningen holdt sammen på grund af en stærk nationalfølelse og kulturarv.
Rasmus Keis påviser, at klassekampen, enten skjult eller åbenlys, var en ligeså stor del af det gamle Ægypten, som den er det i dag.

At skulle beskrive en mange tusind år gammel civilisation kan først synes at være en uoverskuelig opgave. Den vigtigste grund er selvfølgelig mængden af overleveret materiale, hvor den reelle historieskrivning primært er skrevet på papyrus. Den skrevne historie er kongernes historie, dette gælder i høj grad også i Ægypten. Dette kan til nogen grad legitimeres for den ældste historieskrivning, da man stort set ikke har materiale omhandlende "almindelige" mennesker dvs. arbejderklassen. Mange vil derfor sige, at det er umuligt at danne sig et sandfærdigt billede af samfundet, men med den marxistiske historieopfattelse hvor klassekampen er i centrum, får man et uundværligt redskab til forståelse af de historiske begivenheder.

Og netop i det gamle Ægypten har man nedskrevet en betydelig begivenhed i klassekampens historie, nemlig verdens første strejke.

Strejken udspillede sig i Deir el-Medina, som var den landsby de kongelige gravarbejdere boede i. Det var landets bedste håndværkere, hvis store tekniske kunnen fremstillede de fantastiske relieffer og udsmykninger i kongernes gravmonumenter. Men byen lå midt i ørkenen, og var derfor afhængig af stabile forsyninger af mad og vand udefra, hvilket var en større opgave, da der i alt boede ca. 500 mennesker. Det første materiale omhandlende strejken var et brev til vesiren, hvor arbejderne klagede over mangel på kornforsyninger. Det er ikke helt sikkert hvordan denne mangel opstod, men Kong Ramses III havde iværksat enorme byggeprojekter, der muligvis har drænet de ellers enorme kornlagre. En anden mulighed er, at forskellige embedsmænd, der var ansvarlige for forsyningerne havde stjålet nogle af disse. Den 14. november 1152 f.v.t. havde arbejderne fået nok af forsinkede og manglende forsyninger, så de nedlagde arbejdet. Efter tre dages strejke fik de udleveret en måneds forsyninger, og gik tilbage til arbejdet. Men måneden efter nedlagde de igen arbejdet. Her endte det med, at en arbejder fik prygl for blasfemi, hvilket skræmte de andre til at vende tilbage til arbejdet. Dette var dog en kort frist for formændene, da arbejderne kort tid efter igen strejkede. Her havde de lært af deres erfaringer, og udnævnt to talsmænd for gruppen. De gik hårdt til angreb på de lokale myndigheder, som de beskyldte for at være ansvarlige for de manglende forsyninger.

Den sidste trussel var simpelthen at melde de lokale embedsmænd til ypperstepræsten i Theben. Dette blev for meget for formændene, og pludselig begyndte forsyningerne at komme regelmæssigt. Ydermere blev nogle af arbejderne udnævnt som ansvarlige for at kontrollere og distribuere rationerne.

Sammenligner man denne strejke med i dag, finder man flere ligheder. Arbejderne i Deir el-Medina tilhørte nogle af de bedst betalte i Ægypten, men de kendte værdien af deres arbejde, og var villige til at slås for deres rettigheder. Selv i denne "arbejderbevægelsens" første strejke ser man, at der demokratisk bliver besluttet en strejke, der kollektivt føres ud i livet, og at der bliver valgt repræsentanter, der kan føre de strejkendes sag. At strejken så blev vundet, er kun med til at understrege den magt, der ligger skjult i arbejderklassen.

Man kan ikke forstå én given hændelse, uden at have et generelt billede af samfundet. Jeg vil derfor give en beskrivelse af de store træk i opbygningen af det ægyptiske klassesamfund.

Det første skridt mod et klassesamfund kom med indførelsen af landbruget og domesticeringen af husdyr. Før i tiden havde man levet i jæger og samler-samfund, hvor det ikke var muligt at opbevare større mængder mad, og hele stammen skulle flytte i forhold til byttedyrene. Korn har den fordel, at det kan gemmes til svære tider, samt at man kan blive fastboende – det er altså muligt at producere et overskud. Der er derfor grundlag for en reel befolkningsvækst, der ikke længere er hæmmet af vandringer og fødevarer. Dette gør, at selve produktionen af fødevarer ikke længere er en opgave for hele samfundet, men at der er mulighed for specialisering indenfor andre områder i meget større skala end hidtil. Det første skridt mod et klassesamfund er taget.

Det næste led i processen er statsdannelsen. En af de vigtigste begivenheder i Ægyptens historie var samlingen af landet, hvilket de fleste tilskriver Kong Narmer. Kort og godt handlede det om krige mellem forskellige magtcentre i landet, hvor udfaldet var øvre Ægyptens erobring af nedre Ægypten. Men hvorfor gennemføre en blodig krig? Svaret er ganske enkelt ressourcer. Ægypten er et forholdsvist ressourcefattigt land, og var nødt til at importere en lang række varer, bl.a. tømmer fra Libanon, sølv fra Anatolien (Lilleasien) og guld fra Nubien (Sudan). Eksporten var primært varer med forbindelse til landbruget, som tekstiler, papyrus, oksehuder og reb for at nævne nogle få. Det var altså essentielt for den herskende klasse, hvis de ville beholde deres magt, at have fuld kontrol over importen. Ægyptens geografiske forhold gør, at handelsvejene ligger koncentreret ved nord og syd, da øst og vest er spærret af store ørkenområder (det vi kalder Ægypten eksisterer kun langs med Nildalen).

Økonomien danner grundlaget for ethvert samfund. Ægypten var et landbrugssamfund, og det var på grund af overskuddet, som landbruget gav, at det ægyptiske samfund overhovedet kunne udvikle sig. Penge, som vi kender det, eksisterede ikke, men der var tale om en slags bytteøkonomi. Bønderne betalte skat i form af korn til templerne, der så sørgede for distributionen af dette overskud til resten af befolkningen. Øverst i samfundet stod kongen, som under sig havde et kæmpe bureaukrati til at føre regnskab med og varetage sine interesser. Kontrollen med de enkelte områder blev varetaget af guvernører indsat af kongen. Religionen spillede en central rolle i samfundet, og var med til at legitimere kongen som værende den øverste magt i samfundet. Han blev ophøjet til at være en gud på jorden, hvis opgave var at skabe orden i kaos.

Begreberne orden og kaos er nøgleordene i den ægyptiske religion. Orden eksisterede kun i Ægypten, alle andre lande repræsenterede kaos. Kongens rolle var at opretholde denne "perfekte" tilstand. "De herskende ideer i samfundet er den herskende klasses ideer", sagde Marx, og dette gælder i høj grad også i det gamle Ægypten.

Kongen var dog, på trods af sin gudestatus, konstant nødt til at retfærdiggøre sin eksistens, hvilket ses ved de enorme bygningsværker pyramider, templer, statuer o.lign. hvis eneste formål var at fremhæve kongens magt. Her blev kongen også tit vist som en stærk kriger, oftest i gang med at slagte diverse fjender. I den forbindelse bør man også bide mærke i, at kongens krigstogter oftest lå i starten af hans regeringsperiode, hvilket var med til straks at slå hans evner som dygtig militærmand fast.

For yderligere at bevare kontrollen blev opgaven med at opbevare og administrere fødevarer udført af præsterne. Templerne fungerede som økonomiske enheder, som administrerede lønnen (udbetalt i korn o.lign.) til arbejderne, og hvor reservelagre blev opbevaret til dårlige tider. På den måde fik den herskende klasse givet resten af befolkningen en taknemmelighedsgæld over, at guderne sørgede for at brødføde dem. Kongelisterne var også en vigtig del af dette. En af de mest berømte er Turin-kongepapyrussen, der blev skrevet under Ramses II (1290-1224 f.v.t.), og som viser rækken af konger startende med guder og halvguder fra tidernes morgen og op til Ramses II selv. Dette skal selvfølgelig give et billede af kongens nedarvede ret til tronen – den herskende klasse har aldrig haft råd til, at der blev sået tvivl om dens magtposition.

Men mennesket reagerer ud fra sin materielle virkelighed – ikke en åndelig. Dette kan ses meget enkelt i det faktum, at stort set alle gravrøverier blev begået i oldtiden, og ikke efter, at det faraoniske Ægypten var gået under. Kongerne fik ufattelige rigdomme – først og fremmest guld – med i gravene, men pånær nogle enkelte, der var skjult for godt, er alle kongegravene blevet plyndret, uden den mindste hensyntagen til kongens mumificerede lig. Det er endda meget tydeligt, at gravrøverne har haft nøje kendskab til præcis, hvordan de bedst kunne trænge ind i den forseglede grav, hvilket tyder på at de har været med til at bygge graven, eller i det mindste levet på samme tid, den blev bygget. Hvis befolkningen virkelig accepterede kongen som værende en gud, og dermed den helligste person i samfundet, ville disse røverier ikke have fundet sted.

Endnu mere markant er perioder med krise, hvor hele dette maskeradespil falder til jorden, og folk handler ud fra egne behov eller interesser.

Den største konstante trussel mod kongens egen magt kom fra resten af den herskende klasse. Problemet var Ægyptens geografiske forhold, hvor riget strakte sig mere end tusind kilometer langs med Nilen. For at opretholde kontrollen med disse områder måtte kongen indsætte loyale embedsmænd i form af borgmestre og præster. Årlige festivaler blev afholdt, hvor kongen besøgte de forskellige byer, og gennemførte visse ritualer, der skulle cementere hans position på jorden. Men i urolige perioder, fx krigstider, var det nogle gange umuligt for kongen at kontrollere disse områder effektivt, hvilket kunne give guvernørerne stor magt. Historien vidner da også om tilfælde, hvor der reelt har hersket to konger samtidig.

Amenhotep IV (1379-1362 f.v.t.) tog den yderste konsekvens af dette, og afskaffede hele det gamle religiøse system. De præcise årsager til denne handling er ikke kendt, men det er klart, at hvis der er tegn på en begyndende dobbeltmagtsituation, så er den mest effektive måde at afværge dette på, at fratage præstestyret dets religiøse – og dermed økonomiske – funktion. I stedet indsatte han én helligdom – solskiven Aton, med sig selv som det eneste bindeled til denne. Dette fratog effektivt al magt fra den gamle præsteklasse, og hans egne støtter blev indsat på de vigtige poster. Han ændrede navn til Akhenaton, og byggede en helt ny hovedstad Amarna, hvor alle billeder og statuer afbillede ham selv. Hans egne embedsmænd var dog ikke stærke nok til at opretholde den nye tro, og efter Akhenatons død blev det gamle system genindført.

Dette blev officielt gjort af den berømte barnekonge Tutankhasmon, men reelt var han styret af embedsmanden Ay, som blev indsat som konge efter mordet på Tutankhamon. Ay døde dog selv kort efter, og her er det værd at bemærke, at de næste par konger var stærke militærgeneraler, der om nødvendigt med råstyrke kunne holde landet samlet.

I den ægyptiske historieskrivning blev alle optegnelser om Akhenaton slettet, dog bortset fra kongelister hvor kronologien spillede en rolle – her blev han bare betegnet "fjenden". Både dengang og i dag var det vigtigt for den herskende klasse at opretholde ideen om et stabilt og harmonisk samfund.

Selv et så tidligt samfund som det gamle Ægypten udviser alstå de samme træk som ethvert senere klassesamfund. Strejken i Deir el-Mdeina er det tydeligste eksempel, vi har i det faraoniske Ægyptens historie på, at arbejdere i perioder, hvor deres levestandard er truet, står sammen og handler ud fra en fælles klasseinteresse – arbejderklassens. "Alle hidtige samfunds historie er en klassekampens historie", som Marx og Engels skrev i Det kommunistiske Manifest.