Velkommen til Sarajevo
Instruktion: Michael Winterbottom
Medvirkende bl.a. Stephen Dillane

Dette er en godt lavet film, som efterlader et stort indtryk. Med sin sammenblanding af tv-optagelser og drama fortæller den den virkelige historie om en engelsk journalist, Michael Nicholson (omdøbt i filmen til Michael Henderson), som opholdt sig i det belejrede Sarajevo under borgerkrigen i Bosnien. Filmen viser, hvordan begivenhederne fik Nicholson til at ændre sin opfattelse af pressens rolle i krigen. Det sker, da han besøger et udbombet børnehjem i en krigszone, hvor han møder den niårige Emira, som han til sidst smugler ud af landet.

En effekt, der gør stærkt indtryk, er den kontrast, der stilles op, ved at den starter med billeder fra Sarajevo før krigen med dens vintersportssteder og turisme – for umiddelbart at skifte til billeder fra den krigshærgede by. Selve filmen er faktisk optaget i Sarajevo. De udbombede beboelseskomplekser, de improviserede kirkegårde og de skyttegrave, der skulle beskytte mod snigskytter, giver en næsten helt uvirkelig følelse, som nærmest kan sammenlignes med stemningen i de mest pessimistiske science-fiction film. Her er det imidlertid virkelighed. Oven i dette kommer så, at for de fleste af de journalister, som opholdt sig i Sarajevo, var byens mennesker og ødelæggelser blot en kulisse for deres indbyrdes kappestrid om de mest spændende historier.

Men filmen har også nogle problematiske sider. Først og fremmest dens forsimplede beskrivelse af krigen som en kamp mellem onde serbere og underlegne muslimer. I virkeligheden var krigen en bitter borgerkrig, hvor krigsforbrydelser blev begået af begge sider, men hvor Vesten valgte at beskrive serberne som fjenden. Der er således dukket dokumenter op, som viser, at også muslimske grupper gennemførte massedrab. Filmen forsøger også at kritisere Vestens manglende indgreb i konflikten, men budskabet bliver det fejlagtige, at Vesten skulle have interveneret militært længe før. At intervention ikke var løsningen bekræftes af, at Vestens indgriben ikke kunne forhindre etniske udrensninger og heller ikke har løst problemerne på Balkan, som situationen i Kosova viser.

Et andet problem i filmen er dens beskrivelse af krigskorrespondenters rolle. En af filmens centrale pointer er, at Henderson i begyndelsen mener, at journalisters rolle blot skal være observerende og ikke tage stilling, men senere under indtryk af krigens karakter vender han 180 grader. Men filmen reflekterer ikke over, hvorfor oplevelserne under netop denne krig skulle have været specielt stærkere end fx krigen i Rwanda. Man sidder tilbage med en fornemmelse af, at den egentlige forskel er en snert af racisme, i og med at befolkningen i Bosnien er hvide europæere, og fordi mange kendte Jugoslavien som et populært ferieland.

Hendersons møde med den niårige Emira fungerer som en slags vendepunkt i filmen, hvor den ellers krigshærdede journalist bliver følelsesmæssigt involveret og sværger at fortælle børnenes historie på skærmen hver eneste aften, indtil de er bragt i sikkerhed.

Den efterfølgende historie er angiveligt den sandfærdige beretning om, hvordan Henderson illegalt smugler Emira ud af Bosnien i en bus med andre flygtede børn. Da børnene når i sikkerhed ved kysten, beskriver filmen det som en ren heltegerning. Men faktisk er spørgsmålet om udsmugling af et barn fra et land for derefter at adoptere det ikke så uproblematisk, som filmen forsøger at lægge op til. I virkelighedens verden har lederen af børnehjemmet kritiseret, at folk fra Vesten ikke vil give penge til genopbygning af børnehjemmet, men blot adopterer børnene, hvoraf de fleste faktisk ikke er forældreløse, men blot fattige.

Selv ikke da Emiras mor dukker op og forlanger sit barn tilbage, stiller filmen spørgsmål ved Hendersons ret til at adoptere barnet. I stedet vælger filmen at stille en kontrast op mellem Emiras nye liv i en velstående engelsk familie og moderens liv i en udbombet boligblok.

Velkommen til Sarajevo prøver at sige noget vigtigt, men formår det ikke rigtigt. Den forsøger at være kritisk over for Vestens rolle i krigen i Bosnien, men ender med at gentage Vestens egne myter om krigen.

Martin Johansen