Det er ikke altid nemt at være diktator. Det må Zimbabwes præsident Robert Mugabe sande disse dage.

Landet er hårdt ramt af den økonomiske krise. Da Mugabe annoncerede en stigning på benzinpriserne på hele 67% gik tusindvis af arbejdere spontant på gaden, imod fagbureaukratiets ønsker. For at undgå at miste kontrollen gik fagtoppen til sidst med til at indkalde til ugentlige strejker. Den anden blev større end den første, og fattige bønder sluttede sig til og besatte 25 farme. Arbejderne forlangte lønstigninger på 20% for at holde trit med inflationen. Den tredje bebudede strejke blev afblæst, officielt for at give mulighed for at forhandle med erhvervslivet og regeringen.

Mugabe så sig tvunget til at gøre noget ved de løfter om jordreformer, han har fremsat lige siden han kom til magten for 18 år siden. I Zimbabwe sidder 4000 hvide på 30 pct. af landet – en arv fra landets fortid som et af de værste apartheidregimer. I løbet af en uge blev 841 farme nationaliseret, hvilket udløste vilde protester fra donorlandene. Blandt andet besluttede den Internationale Valutafond, IMF, at tilbageholde en hjælpepakke på 55 mio. dollars, og Verdensbanken indkaldte til krisemøde for donorerne. IMF forlanger, at regeringen skal opgive prisloftet på fx den vigtigste afgrøde majs, hvilket vil føre til enorme prisstigninger. For at undgå yderligere pres nedefra indførte Mugabe totalt demonstrationsforbud i 180 dage den 28. nov.

Dansk militærhjælp

Men det er nu ikke enhver form for international støtte, Mugabe har mistet. Danmark har sendt en militær rådgiver til Zimbabwe som et led i en samlet pakke på 19 mio. kroner til opbyggelse af “fredsbevarende styrker” i det sydlige Afrika. Zimbabwe bruger i forvejen næsten dobbelt så mange penge på militær som på sundhedsvæsen, og de “fredsbevarende tropper” er for tiden involveret i krigen i Congo for at forsvare Mugabes interesser i landets diamantminer.