Socialistisk Revy
Nr. 10 – December 1998 – side 23
Film: Eric Darnell + Lawrence Gutterman: “ANTZ”
Revolution på seks ben
Gitte Dion Pedersen
ANTZ
Instruktion: Eric Darnell og Lawrence Gutterman
Stemmer: Woody Allen, Sylvester Stallone, Sharon Stone m.fl.
I en storfilm fra Hollywood forventer man nok ikke at finde en historie om en vellykket arbejderrevolution. Men det er lige præcis, hvad man får, hvis man går i biografen og ser den computeranimerede film ANTZ.
ANTZ er ikke specielt en børnefilm, for den indeholder en så giftig samfundssatire, at også voksne vil hoppe i sæderne, når arbejdermyrerne kæmper sig vej mod friheden.
Filmens helt, Z-4195, er født til at være arbejder på lige fod med millioner af andre myrer. Myrekolonien er et klassesamfund og ingen undslipper deres skæbne.
Z er udmattet og frustreret over sit arbejde, der består i at grave og bære. Han ved, at der må være et bedre liv end det, men den herskende klasses magt er ikke sådan lige til at rokke ved.
Nede i de dybe gange hvor arbejderne graver, terroriserer ondskabsfulde mellemledere deres undersåtter. Tonen er let genkendelig: “Kom så, vi er et team. Det er for koloniens bedste.”
På toppen sidder aristokrater og krigsliderlige generaler og spejder ud over deres værk. Deres konkurrence med andre insektarter driver dem i krig mod termitterne. I denne selvmordsmission går millioner af myreliv tabt, og krigen bliver startskuddet til revolutionen.
Z opdager at der er en verden uden for kolonien, et sted der hedder “Insectopia”, hvor der er uanede mængder af mad, og man ikke behøver at arbejde som før.
I mellemtiden er generalerne i kolonien ved at planlægge en overtagelse af samfundet, hvor det kun skal være de dygtigste og mest loyale myrer, der overlever. Spørgsmålet er nu, om det vil lykkes for dem, eller om arbejderne får spoleret deres planer.
Animationen er flot, og flere steder er dialogen hentet direkte fra Karl Marx.
Det er en morsom og gribende film, der fungerer så godt, som den gør, på grund af den direkte sammenligning mellem myre- og menneskeverdenen.
Billedtekst:
Z og Prinsesse Bala
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe