Balladen om rigsretssagen mod Bill Clinton giver et skævt billede af, hvad den politiske dagsorden i USA egentlig handler om. Sharon Smith tegner et andet billede af en isoleret højrefløj og et skift til venstre blandt almindelige amerikanere.

For nogle få uger siden bombede USA Irak i det største militære angreb siden Golfkrigen – 400 krydsermissiler og flere hundreder bomber regnede ned over det irakiske folk. På den baggrund erklærede talsmænd for Pentagon, at de havde i sinde at gå over til en ny "inddæmningspolitik" over for Irak, hvilket vil sige hyppige luftangreb for at forhindre Iraks genopbygning. Samtidig vedtog Repræsentanternes Hus hjemme i Washington at indlede en rigsretssag mod præsident Clinton på grund af en trivialitet.

Ved første øjekast kunne det se ud, som om den politiske dagsorden i USA er rykket til højre med den republikanske højrefløj i total kontrol på hjemmefronten og amerikansk imperialisme på besærkertogt i udlandet. I virkeligheden skal de seneste ugers begivenheder ses som det foreløbige højdepunkt i en udvikling, hvor både republikanerne og demokraterne mere og mere mister kontakten med den befolkning, de hersker over.

Det amerikanske samfund er ikke en konservatismens højborg, men et samfund hvori klassedeling og social polarisering er ved at skabe en krise i samfundets top. Rigsretssagen mod Clinton er den tåbeligste form, denne krise har antaget, men krisen er alvorlig nok. Det morderiske amerikanske overfald på Irak er et letgennemskueligt forsøg på at aflede opmærksomheden fra rigsretssagen.

Newt Gingrichs uhøjtidelige afsked illustrerer denne krise i den amerikanske herskende klasse. Gingrich stod i spidsen for "den republikanske revolution" for blot fire år siden. En revolution, der selv på venstrefløjen blev set udtryk for folkelig opbakning bag det kristne højre. Da republikanerne overlegent vandt valgene i 1994 og fik flertallet i Kongressen for første gang i 40 år, stod Gingrich højtideligt på trappen til Kongressen og offentliggjorde sin "Kontrakt med Amerika".

Gingrich blev dog hurtigt en af de mest foragtede politikere i USA, og partiet droppede sloganet fuldstændigt i slutningen af 1995. Mange almindelige mennesker brød sig ikke om Gingrichs plan om, at børn af mødre, der mistede bistandshjælpen, skulle sendes på børnehjem. Endnu flere blev rasende, da han uddelte skattelettelser for de rige, samtidig med at han modsatte sig en stigning i mindstelønnen.

Men Clinton overvandt den republikanske revolution ved at stjæle dets program. Det var Clinton, ikke Gingrich, der gennemførte nøglepunkterne i Kontrakten – ikke mere bistandshjælp, længere fængselsstraffe og øget brug af dødsstraf, skattelettelser for de rige. Men han gjorde det dog uden republikanernes flammende retorik. Selv nu påstår Clinton, at han ønsker at 'redde' regeringens sociale pension for de ældre – ved at privatisere den.

Lewinsky-skandalen

I 1998 greb republikanerne entusiastisk muligheden for at vælte Clinton ved hjælp af Monica Lewinsky skandalen. Men deres besættelse af Clintons sexliv skulle vise sig at være katastrofal for Gingrich. Lige siden den uafhængige anklager Kenneth Starr begyndte at omtale sexskandalen i januar sidste år, har en stadigt større del af befolkningen modsat sig denne snagen i en offentlig persons privatliv. Alligevel var republikanerne, bundet som de er til det kristne højre, uvillige til at ændre kurs. Tværtimod tog deres angreb på Clinton til, jo tættere de kom på midtvejsvalget i starten af november. Gingrich havde afsat 10 mio. dollar til et 'overraskelsesangreb' på demokraterne gennem tv-reklamer med Lewinsky-sagen. Det var kun republikanerne, der blev overraskede, da planen viste sig at slå fejl.

I forbindelse med valget nedstemte befolkningen i to stater forslag om forbud mod sene aborter. En række republikanere med tilknytning til det kristne højre mistede deres pladser – deriblandt Alabamas guvernør Fob James, der havde truet med at sætte militæret ind for at sikre, at De Ti Bud blev hængende i retssalene. Meningsmålinger viste at 70 pct. – inkl. 49 pct. af republikanerne – angav republikanernes fokusering på Clintons sexliv som hovedårsagen til partiets dårlige resultat. I løbet af få dage havde et mytteri i det republikanske parti væltet Gingrich. Han påstod, at han var blevet 'afpresset' til at gå af af 'kannibaler' i partiet, men han har kun sig selv at takke. Gingrich, der i mere succesrige tider omtalte sig selv som 'definitionen på civilisation', havde forsøgt at genoplive 1980ernes reaganisme. Men i stedet for et ryk til højre blandt befolkningen, som han havde forventet, gik befolkningen mere og mere til venstre, efterhånden som klassebevidstheden er vokset.

Mordet på den homoseksuelle studerende Matthew Shepard den 7. oktober blev for eksempel til et massivt opgør med anti-bøssernes hykleri med demonstrationer og fakkelvagter overalt i USA. Flere demonstranter gav direkte Christian Family Research Councils anti-bøsse annoncer i medierne skylden for at oppiske et hysteri imod bøsser. Stemningen var så markant, at selv i amtet Miami-Dade, hvor anti-bøsse kampagnen var startet, besluttede amtsrådet d. 2. december at forbyde diskrimination på grund af seksuel orientering. Som New York Times skrev om beslutningen: "Såvel bøsse-aktivister som embedsmænd i Miami-Dade er enige om, at beslutningen afspejler en national holdningsændring, idet amerikanerne er blevet stadig mere tolerante."

I hvert fald en del af højrefløjen er klar over denne holdningsændring. James Dobson, lederen af Focus of the Family, udtalte efter valget i november: "Min største bekymring er ikke Det Ovale Kontor eller Det Hvide Hus. Min største grund til at være nedtrykt i dag er det amerikanske folk ... Landet er rykket til venstre ... Landets moralske sindelag har undergået en radikal forandring." Men det republikanske parti har endnu ikke forstået denne trend. Partiets mediekonsulent, Larry McCarthy, har indrømmet, at republikanernes fokus på familieværdier og kriminalitet er ude af trit med befolkningens bevidsthed i dag. Men, sagde han håbefuldt, "kriminaliteten stiger måske."

Utilfredshed

Kapitalismens to partier, tvillingerne republikanerne og demokraterne, giver ikke den amerikanske arbejderklasse mulighed for at udtrykke deres ønske om et klassealternativ. Mange arbejdere giver udtryk for denne fremmedgørelse ved simpelthen at undlade at stemme. Stemmeprocenten var kun 36 ved valget i november. Andre giver udtryk for deres utilfredshed ved at stemme på hvem som helst, der ikke tilhører de to store partier. Det er det, der forklarer, at Reformpartiets kandidat, den tidligere bryder Jesse 'The Body' Ventura, kunne vinde en overraskende sejr med kampagnesloganet "Slå igen i '98!" og blive guvernør i Minnesota.

Og mens republikanerne er blinde for det ændrede politiske landskab, er demokraterne lige så meget ude af berøring med de sager, der betyder noget for almindelige arbejdere. De fleste stemmeberettigede udtaler, at de vigtigste emner bl.a. er en sundhedsreform, statsstøttet uddannelse, jobs og social sikkerhed for de gamle – emner, som begge partier stort set har ignoreret. En ny undersøgelse af statsstøttet uddannelse i 29 lande, som OECD lavede, viste, at USA har en af de højeste grader af analfabetisme. Det rangerer næstnederst (lige før Mexico), hvad angår antallet af studentereksamener. Rapporten beskrev også lærererne i USA som blandt de dårligst lønnede og hårdest arbejdende overhovedet.

Det var arbejderklassen, der bragte Clinton til magten i 1992, først og fremmest på grund af hans løfter om sundhedsreformer. Siden da har yderligere 6 millioner mistet deres sygesikring, hvilket bringer det totale antal op på 44 millioner – 16 pct. af befolkningen – der nu mangler enhver form for sygesikring. I Clintons regeringstid er gigantiske sundhedskonglomerater, såkaldte "Health Maintenance Organizations" ("organisationer til vedligeholdelse af sundheden"), HMO'er, begyndt at dominere, og deres hovedprioritet er profit, ikke sundhed. Hvert tiende hospital er blevet taget mindst én gang i at afvise patienter fra skadestuerne, hvis de ikke havde nogen sygesikring, eller fordi den forsikring, de havde, ikke dækkede.

Ingen effekt

Newt Gingrichs afsked har næsten ingen effekt haft på almindelige menneskers liv – afgrunden mellem de rige og magtfulde og de almindelige arbejdere bliver ved med at vokse. I december forsatte republikanerne med at presse på for at få gennemført en rigsretssag, mens demokraterne bønfaldt om at nøjes med en irettesættelse, og det store flertal ønsker ingen af delene. Clinton bombede Irak som et svar på Gingrichs afgang for at vise sin regerings styrke ved hjælp af den amerikanske imperialismes militære magt.

Og erhvervslivets grådige udskejelser er fortsat ufortrødent. Business Week kunne selvsikkert erklære, at Wall Street 'atter festede'. Aktiepriserne steg igen, efter at Nationalbanken sænkede renten tre gange på to måneder, og genvandt hele august og september måneds tab på 20 pct. De samme økonomer, der blot få uger forinden havde forudsagt en begyndende verdenskrise, skiftede kurs sammen med aktierne på Wall Street. En naiv analytiker i Salomon Smith Barney jublede: "Vi har gennemgået en klassisk markedscyklus på nogle få uger i stedet for de måneder eller år, det plejer at tage."

De, der var villige til at se lidt længere end Dow Jones aktieindekset, har derimod udtrykt en hel del mere kynisme. Tidsskriftet The Economist påpegede for eksempel, at for første gang siden 1930erne begyndte det amerikanske forbrug i september at overstige indtjeningen og blev endnu værre i oktober. Ydermere er aktiemarkedets værdi nu 27 gange sidste års overskud. Og mens aktiepriser i gennemsnit er steget 20 pct., er dette gennemsnit skævvredet af nogle få aktier som Microsoft og Wal-Mart, der er steget 100 pct. eller mere. En gennemsnitlig aktie er kun steget 4 pct. Endnu vigtigere er, at den asiatiske krise har sænket erhvervslivets profitter med 2 pct. i forhold til året før, hvilket især rammer industrien. Firmaerne vil forsøge at genoprette profitten ved at skære i udgifterne, først og fremmest på arbejdernes bekostning.

Nu, hvor velfærden ikke længere findes, kan politikerne ikke længere score points på at hævde, at "nassere" stjæler skatteydernes penge. Befolkningens bekymring er skiftet til den voldsomme stigning i fattigdommen. Med det støtte fald i kriminaliteten i de sidste år, sammenholdt med tredoblingen af antallet af indsatte i fængslerne – der nu udgør 1,6 millioner, de fleste for ikke-voldelige forbrydelser – er det kriminalitetshysteri, Gingrich og Clinton har oppisket i løbet af 1990erne, ikke længere en faktor. I stedet er politibrutalitet og fængselsvæsenets racisme blevet en væsentlig faktor for de henved 10 pct. af den sorte befolkning, der enten er i fængsel eller på prøveløsladelse, samt deres familier.

Politikerne i Washington har ikke gjort noget forsøg på at løse de virkelige problemer, arbejdere er stillet overfor. Newt Gingrichs afgang burde en gang for alle begrave myten om højrefløjens fremgang i USA. Vreden over dem, der profiterer på markedet, vokser. Modstanden mod racisme og andre former for hykleri vokser. Viljen til at slås vokser også. Kampene er oftest lokale – demonstrationer mod dødsstraf eller bombningen af Irak og små strejker. Den afmagt, arbejderne før følte over for kapitalisternes angreb, er nu ved at blive vendt til det håb, der kommer af kamp.