I Information blev ordet d. 6. feb. givet til arbejdsmiljøforskeren Tage Søndergård Kristensen. Han er rigtig ude med riven: Fagbevægelsen er usolidarisk og agerer i et “ansvarsfrit rum" mener han.

Tempoopskruningen på de danske arbejdspladser er en direkte følge af medlemmernes krav om mere fri og højere løn, påstår han.

Så han er ikke i tvivl: Den eneste fornuftige udgang på de nuværende overenskomstforhandlinger er hverken mere i løn eller mere fritid. For at få denne særprægede konklusion til at glide ned må han ty til groteske sammenligninger, overdrivelser og uvederhæftige påstande.

Nogle scorer jo på, at andre holder igen. Disse nogen er i denne sammenhæng en gruppe, som arbejdsmiljøforskeren Tage Søndergård helt overser, nemlig arbejdsgiverne. Tempoopskruningen og deraf følgende udstødning er ikke det nødvendige resultat af arbejdernes krav om mere fri og højere løn. Den er et resultat af den strategi, arbejdsgiverne har valgt for at fastholde deres profitter. Fagbevægelsens krav om en sjette ferieuge er netop et forsøg på at kompensere for en mere og mere stresset hverdag. Kravet om mere ferie blev desuden rejst på baggrund af rekordstore overskud i virksomhederne de senere år.

Tage Søndergård mener, at de personer, der skal varetage arbejdernes interesser er ude af trit med medlemmerne. Deri har han meget ret. Men ikke fordi de kræver mere ferie. I den sammenhæng er det grotesk at bruge lægerne som bevis på, at folk kun vil bruge ferien til at arbejde ekstra, f.eks. i Norge. Det er der nok ikke ret mange pædagoger eller hjemmehjælpere, der havde tænkt sig. Nej, problemet med at være ude af takt med medlemmerne er et helt andet: Fagbevægelsens top er alt for "ansvarlig" overfor arbejdsgivernes krav om øget profit. Der er en udbredt vilje blandt almindelige lønmodtagere til at ville tage vare på de svageste, og det var også det, statsministeren udnyttede, da han skulle hive de sidste stemmer hjem ved valget i marts måned sidste år. Der blev stemt socialdemokratisk fordi socialdemokraterne sagde, de ville bevare velfærden, modsat hvad Venstre ville, og vil.

Tage Søndergård argumenterer for at afskaffe efterlønnen, fordi nogle velhavere bruger den til at "tage til Costa del Sol og spille golf på statens regning." Denne indignation er måske på sin plads. men så inddrag dog alle skatteålene i stedet for at tage efterlønnen fra dem, der enten er nedslidte som 60-årige eller som bliver smidt ud af arbejdsmarkedet. Var man så bekymret for, at for mange forlader arbejdsmarkedet, kunne man starte med at skaffe arbejde til de små 200.000 registrerede ledige.

Skulle man tage hans logik alvorligt ville den absurde konklusion være, at fagbevægelsen i stedet skulle kæmpe for lavere løn, mindre ferie og længere arbejdstid for at undgå, at arbejderne bliver stressede.

Jens Loller, tillidsmand SID,
Ulla Nielsen, tillidskvinde AC