Netop som økonomiske kommentatorer beroligede hinanden med, at den økonomiske krise var forbi, at nedgangen i Sydøstasien vistnok var vendt til en lille vækst, at krisen i Rusland var isoleret og at Latinamerika havde holdt stand, kollapsede den ottende største økonomi i verden, den brasilianske.

Allerede i september-oktober sidste år, hvor de sydamerikanske lande blev ramt af krisen, mistede Brasilien en milliard dollar om dagen i ugevis og havde brug for en hjælpepakke på 41,5 mia. dollar fra den Internationale Valutafond, IMF. Krisen lod til at blive overvundet, og præsident Fernando Henrique Cardoso blev genvalgt i oktober på løfterne om at være det eneste bolværk mod økonomisk kaos.

Men IMF's hjælp er aldrig gratis. Kravet, der også havde vist sig at være katastrofalt i Sydøstasien i 97, var en fjernelse af statsstøtten til fødevareproduktionen, sundhedsvæsenet og uddannelsessektoren. Samtidig blev renten sat til 40% for at motivere udenlandske investorer til at lade deres investeringer blive i Brasilien. Men det betød, at skønsmæssigt hver fjerde indbygger i Rio de Janeiro er gået bankerot. Som en af fagforeningsleder udtrykte det: "Vi har mange medlemmer, der ikke længere kan tilbagebetale renterne eller betale afdragene." Det kastede økonomien ud i en recession og skattegrundlaget svandt ind, hvilket gav større underskud. Kun en brøkdel af IMF's krav er blevet ført ud i livet. I alt skal 23,5 mia. dollar hentes hjem i skattestigninger og nedskæringer.

I midten af januar blev den brasilianske valuta, realen, udsat for et massivt spekulationsangreb, der nok en gang kostede en milliard dollar om dagen, indtil regeringen måtte opgive sin fastkurspolitik overfor dollaren og lade realen "flyde".

Som altid er det arbejderne, der må betale prisen for erhvervstoppens mislykkede finanseventyr. På blot tre dage steg priserne på basale fødevarer som ris, mælk og madolie med 20 pct. Regeringen forventer officielt, at arbejdsløsheden vil stige til 12 pct., men det ligger langt under, hvad kommentatorer skønner den nuværende arbejdsløshed allerede er, nemlig 20 pct. – indenfor nogle grene af industrien er den endda så høj som 40 pct. Der er derfor ingen mulighed for, et forbrugeropsving kan trække landet ud af krisen. Tværtimod.

Krisen truer først og fremmest med at sprede sig til nabolandet Argentina, der har indgået et nært handelssamarbejde, Mercosur, med Brasilien. Før krisen udgjorde Brasilien 45 pct. af den latinamerikanske økonomi, kollapset er derfor katastrofalt for nabolandene. Ikke kun for Argentina, den anden store økonomi i Sydamerika, men også for de to andre medlemmer i Mercosur, Uruguay og Paraguay, samt Chile og Bolivia, der er tæt knyttet til samarbejdet. Det giver den overvurderede amerikanske økonomi store problemer, for selvom Brasilien kun står for en meget lille del af den amerikanske eksport, så tegner hele Sydamerika sig for 20 pct.

Heller ikke EU skal tro sig for sikker. Spanien er efter USA den største enkeltinvestor i området. For få år siden blev denne stærke spanske involvering set som den bro, der skulle sikre EU-landene en del af det lovende, fremadstormende nye marked i Sydamerika. Men nu er det sammen med Euroens sammenfletning af de europæiske valutaer den største "smittevej" til EU.

Selvom investorerne og deres politikervenner beroliger hinanden med, at ingen af de kriseramte lande – Sydkorea, Thailand, Indonesien, Malaysia, Singapore, Japan, Hong Kong, Rusland og nu Brasilien – alligevel udgør nogen stor del af Vestens eksport, så udgør de tilsammen en stadig voksende del. Og der bliver stadig færre steder, der kan virke som den dynamo, der trækker verdensøkonomien op af sumpen. Tværtimod rykker krisen stadig tættere på verdenskapitalismens hjerte: USA og EU.

Den eneste måde, vestlige regeringer kan udskyde "smitten" på ville være ved at indføre streng kontrol med spekulation og valutahandel. Desværre gør de det stik modsatte. Herhjemme har de fx sænket beskatningen på aktieindtægter.