Amerikanske og engelske tropper nedkastede krydsermissiler og bomber over Irak i december, idet de (ironisk nok) påstod, at det fire dage lange bombardement var nødvendigt for at forhindre Saddam Hussein i at udvikle masseødelæggelsesvåben.

Men bomber udgør kun en lille del af USA's dødbringende kampagne mod den irakiske befolkning. De økonomiske sanktioner, Irak har været underlagt siden efteråret 1990, er i sig selv masseødelæggelsesvåben, meget voldsommere end nogen trussel mod menneskeliv Hussein kan præstere.

Sanktionerne har dræbt næsten 2 millioner irakere i løbet af de sidste år, hvoraf næsten halvdelen har været børn. I 1994 dækkede regeringens fødevarerationer allerede under halvdelen af en voksens daglige kaloriebehov. I 1996 startede USA en 'mad for olie' politik, der tillod Irak at sælge små mængder olie for at skaffe hård valuta til at importere fødevarer og medicin for. Men det gjorde ikke den store forskel.

I oktober gik FN's nødhjælpskoordinator i Irak, Denis Halliday, af i væmmelse, fordi sanktionerne 'sultede 6000 irakiske spædbørn ihjel hver måned, ignorerer almindelige irakeres menneskerettigheder og vender en hel generation mod Vesten.' Halliday har lige siden rejst USA tyndt for at agitere imod sanktionerne.

Fødevarepriserne i Irak er steget med mere end 5.000 procent, siden sanktionerne først blev indført. I dag koster en lille pose spaghetti en tiendedel af en irakisk gennemsnitsmånedsløn. Men det er næsten umuligt at gro afgrøder, for ukrudts- og gødningsmidler er forbudte, eftersom de kan bruges militært. Kloakvand pumpes hele tiden ind i drikkevandet, fordi Iraks rensningsanlæg blev bombet af USA i 1991. Alligevel er klor forbudt, eftersom det også kan anvendes militært. Tyfus, dysenteri og kolera har nået epidemiske proportioner. Men de fleste hospitaler har ingen medicin, ikke engang aspirin. Farid Zarif, vicedirektør for FN's nødhjælpsprogram i Bagdad, udtalte forleden: 'Vi får at vide, at blyanter er forbudte, fordi grafit kan anvendes til at overfladebehandle fly, så de ikke kan ses på radar. Jeg er ingen militærekspert, men jeg finder det dybt foruroligende, at på grund af denne indvending, kan vi ikke give de irakiske skolebørn blyanter.'

Fornylig fik USA's politik spændingerne indenfor FN's Sikkerhedsråd til at koge over, idet Frankrig, Rusland og Kina offensivt pressede på for at få sanktionerne ophævet. De ville gerne genåbne handelen med Irak, og indser, at sanktionerne har styrket de anti-imperialistiske følelser blandt den arabiske befolkning i Mellemøsten. Benzin blev kastet på bålet, da UNSCOM's våbeninspektionsprogram blev afsløret som værende en del af et amerikansk sponsoreret spionnetværk, der i en treårig periode havde plantet aflytningsudstyr.

Amerikanske efterretningstalsmænd gravede sig blot længere ned i mudderet, i et forsøg på at bortforklare spionaffæren. 'Lektien er, at man ikke kan afvæbne et land, hvis ikke man er villig til at besætte det og forbyde en selvstændig nations status som militærmagt samt retten til at opbygge denne magt,' sagde Gordon Oehler, en tidligere chef i CIA. Som svar på, hvorfor sikkerhedsrådsmedlemmer som Frankrig ikke var informeret om spionoperationen, sagde Oehler: 'Hvis hemmelige informationer er åben for alle medlemsstater, kan det ikke fungere. Hvis man lader franskmændene, kineserne, og russerne komme indenfor, vil det slå det hele ihjel.' FN's 'multilaterale koalition', USA havde sat sammen med henblik på dets krig i 1991 mod Irak, er efterhånden gået helt i opløsning – og afslører derved FN som det figenblad for imperialismen, det altid har været.

Bombningerne af Irak i december har ydermere antændt en protestbevægelse både mod bombningerne og sanktionerne. Demonstranter har i hundrede og tusindvis protesteret mod bombningerne i byer overalt i USA. Bymøder er blevet organiseret af socialister og andre antikrigsaktivister, og har tiltrukket et bredere lag, der ønskede at blive aktive. I Washington DC talte golfkrigsveteranen Kevin McCarron fra tilhørspladserne: 'I grundtræningen fortæller de dig, at du ikke må plyndre, voldtage eller dræbe uskyldige, især kvinder og børn. Alt det så man stort på i Irak.' Blandt tilskuerne var også Fahad, en tidligere irakisk soldat der deserterede under krigen, som fortalte om almindelige irakeres had til Saddam Hussein. 'Men,' sagde han, 'USA vil aldrig gøre noget med Hussein. De har altid og vil altid blot gøre tingene værre for det irakiske folk. Se blot, hvad de gjorde efter krigen, da folk gjorde oprør mod Saddam… Kun irakere kan vælte Saddam.' De to tidligere 'fjender' gav hinanden hånden.

De amerikanske sanktioners dødelige konsekvenser er langt om længe dukket op i den borgerlige presse. Aviser såsom Chicago Tribune har kørt ledere, der opfordrede til ophævelse af sanktionerne. San Francisco Examiner's Stephanie Salter skrev, efter at have deltaget i et møde mod Clintons rigsretssag: ' Jeg stod virkelig i et dilemma. I stedet for "Vi vil ha' Bill" ville jeg hellere have råbt: "Stop den sekteriske, forfatningsstridige rigsretssag mod præsidenten, så jeg kan protestere mod hans sanktioner og morderiske krig mod Irak!"'

Venstreorienterede akademikere som Noam Chomsky, Edward Said, Edward Herman og Howard Zinn har vidt og bredt uddelt en 'Appel til Handling' mod sanktionerne, der bl.a. skriver: 'Først må vi organisere os og gøre denne sag til en hovedprioritet, ligesom amerikanerne stoppede Vietnamkrigen… Vi har behov for en national kampagne for at ophæve sanktionerne.' Aktivister fra organisationen Voices in the Wilderness, der regelmæssigt sender medicinske forsyninger og legetøj til Irak, blev i januar anklaget af regeringen for den 'forbrydelse' at 'eksportere donerede varer, deriblandt medicinforsyninger og legetøj, til Irak uden forudgående tilladelse.' Regeringen idømte den lille organisation en bøde på 160.000 dollars.

Men Voices in the Wilderness har svoret at kæmpe imod. Som Mike Bremer fortalte det amerikanske Socialist Worker: 'Vort svar til dem er tydeligt – vi vil ikke betale nogen bøde.' Bremer sagde, at organisationen planlagde at tage til Washington og 'vi vil medbringe sække med medicin samt vise dem billeder af børn der er syge, og dør på grund af sanktionerne. Og vi vil spørge: "Hvis I går ind for frihed, er det så ikke en basal frihed for ethvert menneske, at rejse hvorhen i verden det skulle være for at redde et døende barns liv?"'

Sharon Smith, Socialist Review 227