Kapitalismens åbenlyse problemer har mange steder ført til fornyet interesse for Marx. Men, siger Alex Callinicos i denne artikel, der fastholdes stadig mange myter om Marx' ideer. Her gendriver han nogle af dem.

Efter at være blevet behandlet som en død sild gennem det meste af 1990'erne, er Karl Marx tilbage på banen. I det seneste års tid har kommentatorer i de herskendes medier, som fx Financial Times og New Yorker (i Danmark aviser som Berlingske Tidende og Information, red.), haft artikler, som erklærer, at Marx' tænkning er relevant for verden i dag. Der går sjældent en uge, uden at økonomi-siderne i Guardian har mindst én henvisning til Marx' kritik af kapitalismen.

Det er især udviklingen i verdensøkonomien – ikke mindst det uventede sammenbrud i Sydøstasien – som forklarer, at Marx har genvundet sit renommé. Da verdenskapitalismen så ud til at have sejret i første halvdel af 1990'erne, blev Marx ignoreret. Nu hvor verdensøkonomien i stigende grad er i dybe vanskeligheder, bliver hans værker støvet af igen.

Men der er på mange måder ikke så meget indhold i denne tilbagevenden, som det umiddelbart ser ud til. Trods den større respekt og opmærksomhed, som han nu behandles med, bliver indholdet i hans tænkning stadig stort set afvist. Således skrev Guardian's Victor Keegan i starten af januar, at han gerne ville have en samtale med Marx under fire øjne, men fortsatte så: "Det, som virkelig ville have forbavset Marx, er markedssystemets ukuelighed, som nu ser ud til at have overlevet endnu en krise."

Bag denne type af i virkeligheden meget afvisende henvisninger til Marx ligger et sæt vedholdende myter om, hvad hans tænkning bestod i. Ingen af dem er nye – de fleste blev formuleret af hans første kritikere for over hundrede år siden. Men de gentages af uddannelsessystemet og massemedierne, især i deres højere, og angiveligt mere avancerede lag. Men de er som sagt myter, dvs. de giver et falsk billede af det virkelige indhold i Marx' tænkning. Her er fem af de mest rodfæstede.

Myte 1: En gammeldags opfattelse af klasser

Helt tilbage fra Det kommunistiske Manifest fremstiller Marx det kapitalistiske samfund som opdelt mellem et lille mindretal af kapitalister, i hvis hænder hele den økonomiske magt er koncentreret, og det store flertal af arbejdere, på hvis arbejde systemet hviler. Men, siger mange sociologer, samfundet af i dag passer ikke ind i dette billede. De fleste mennesker, i hvert fald i Vesteuropa, er middelklasse, har funktionærjobs i serviceindustrien frem for at slide i gammeldags fabrikker.

Denne kritik er baseret på en fuldstændig misforståelse af Marx' klassebegreb. For ham defineres klasse ikke af en persons livsstil eller beskæftigelse, ja, inden for visse grænser ikke engang af deres indtægt. Hvilken klasse et individ tilhører, afhænger af hans eller hendes forhold til produktionsmidlerne; det vil sige de produktive ressourcer – jord, bygninger, maskineri – uden hvilke der ikke kan ske nogen økonomisk aktivitet.

Arbejderne har ingen adgang til de produktive ressourcer – med deres arbejdskraft, deres evne til at arbejde, som en meget vigtig undtagelse. For at kunne leve må de sælge denne arbejdskraft til kapitalisterne, hvis rigdom gør det muligt for dem at kontrollere produktionsmidlerne. Arbejdernes svage forhandlingsposition i forhold til bosserne betyder, at de sælger deres arbejdskraft på ufavorable betingelser. De arbejder under nøje overvågelse af ledere og chefer i bytte for lønninger, som gør det muligt for cheferne at profitere på deres arbejde.

Klasse er for Marx således et socialt forhold. En arbejder kan efter hans definition lige så vel arbejde på et kontor, i et supermarked eller på et hospital som på en fabrik. Man kan udføre funktionærarbejde eller være med til at producere en service – fx ved at undervise børn eller servere burgere – lige så vel som man kan producere materielle værdier. Ifølge denne definition er det store flertal af befolkningen i fx de vesteuropæiske lande altså arbejdere – og faktisk viser opinionsundersøgelser, til sociologernes skræk, at et flertal i overensstemmelse hermed opfatter sig som arbejdere.

Myte 2: Den jernhårde lønningslov

Marx anklages endvidere for at tro, at arbejderklassen bliver stadigt fattigere, efterhånden som kapitalismen udvikler sig. Det er det, der nogle gange kaldes hans forudsigelse om massernes 'fremskridende elendiggørelse´. Men eftersom reallønnen i de udviklede kapitalistiske lande er steget betydeligt gennem de sidste 100 år, skulle Marx bevisligt have taget fejl.

Dette er en overraskende forvrængning af Marx' tænkning. 'Den jernhårde lønningslov', som siger, at reallønnen ikke kan stige ud over, hvad der mindst kræves til den blotte fysiske opretholdelse af livet, var en af de ortodokse pro-kapitalistiske økonomers hoveddogmer i 1800-tallet. Den byggede på Thomas Malthus' befolkningsteori, som siger, at befolkningstallet generelt vil stige meget mere end produktionen af fødevarer. Enhver stigning i lønnen ud over eksistensminimum vil, ifølge denne teori, tilskynde til, at befolkningstallet vokser og således skabe masseforarmelse.

Marx accepterede ikke denne teori, men bekæmpede den tværtimod energisk, og han forsøgte at overbevise socialister om ikke at acceptere den. I Løn, pris og profit udfordrede han de argumenter, som blev fremført af tilhængere af den utopiske socialist Robert Owen om, at 'den jernhårde lønningslov' betød, at fagforeninger aldrig kunne forbedre arbejdernes forhold. Marx viste, at fordelingen af produktet mellem arbejde og kapital afhang af styrkeforholdet mellem de to sider og derfor af klassekampen.

Derimod er det rigtigt, at Marx skelnede mellem absolut og relativ forarmelse. Selv om reallønnen stiger, kan den andel af arbejdsproduktet, som tilfalder arbejderne, samtidig falde i forhold til den del, som tilfalder cheferne i form af profit. Hvis arbejdernes arbejde bliver mere produktivt, kan deres levestandard stige, men de vil stadig være mere udbyttede, fordi cheferne får mere profit ud af dem.

Marx hævdede også, at der er grænser for de reformer, fagforeningerne kan opnå. Chefernes kontrol over produktionen betyder, at de kan svække arbejdernes forhandlingsposition ved at fyre dem. Det er det, der sker under en lavkonjunktur. Stigende arbejdsløshed tvinger de arbejdere, som stadig er i arbejde, til at acceptere tempoopskruning, lavere løn og dårligere arbejdsforhold. Gennem de sidste 25 års økonomisk krise er reallønnen i verdens rigeste land, USA, faldet betydeligt. Dette beviser ikke ligefrem, at Marx tog fejl.

Myte 3: Det uundgåelige økonomiske sammenbrud

Men, siger kritikerne, påstod Marx ikke, at kapitalismen uundgåeligt ville bryde sammen som følge af sine indbyggede økonomiske modsætninger? Og eftersom et sådant økonomisk sammenbrud ikke har fundet sted, er det så ikke bevist, at Marx helt sikkert, endnu en gang, har taget fejl?

Det er korrekt, at Marx udviklede en teori om økonomisk krise som uundgåelig i sit hovedværk Kapitalen. Længe før økonomen Keynes punkterede han den myte – som stadig er central for gængs økonomisk videnskab og som udbasuneres af finansministre som Gordon Brown og Mogens Lykketoft – at en velorganiseret markedsøkonomi nødvendigvis vil opnå en ligevægt, hvor alle dens ressourcer udnyttes fuldt ud. Han viste endvidere, at der er dybtliggende kræfter, som driver kapitalismen mod kriser.

Den vigtigste af disse er profitratens tendens til fald. Profitraten – det udbytte, som kapitalisterne får af deres investeringer – er det vigtigste mål for succes i en kapitalistisk økonomi. Men cheferne er en internt splittet klasse – de konkurrerer med hinanden. Hver især søger de at opnå en større andel af de profitter, de har presset ud af arbejderne.

Enkeltkapitalister investerer i forbedrede produktionsmetoder for at vinde en større andel af markedet. Deres rivaler er tvunget til at efterligne dem for at kunne overleve. Som følge heraf vokser investeringer – især i maskiner – hurtigere end arbejdsstyrken. Men disse arbejderes arbejde er kilden til profitterne. Mængden af profitter vokser således langsommere end mængden af investeringer. Når den generelle profitrate falder under et vist punkt, stoppes der for nye investeringer, og økonomien kommer i krise.

Men det må understreges, at Marx talte om 'profitratens tendens til fald'. Marx opregnede en række 'modvirkende faktorer', som tjener til at skubbe profitraten opad. Faktisk siger han: 'De samme faktorer, som skaber en tendens i den generelle profitrate til fald, fremkalder også modvirkningerne, som hæmmer, forhaler og delvis lammer dette fald'. Den vigtigste af disse faktorer er kriserne selv.

Under økonomiske kriser går firmaer fallit, og deres aktiver sælges billigt. Dette reducerer den samlede mængde kapital i økonomien. Samtidig er arbejderne, som vi har set, tvunget til under truslen om arbejdsløshed at acceptere en større udbytning. Disse kræfter medvirker til at gendanne profitraten til et niveau, hvor investeringer og siden vækst kan begynde igen.

Derfor 'eksisterer der ikke permanente kriser', som Marx sagde det. Profitratens svingninger fører kapitalismen gennem en cyklus af høj- og lavkonjunktur, som Marx var blandt de første til at analysere. De nedadgående faser i denne 'økonomiske cyklus' påfører arbejderne enorme lidelser. Når systemet er i krise, bliver klassekampen mere bitter og intens. Ud af denne polarisering kan der komme en arbejderklasse, som er politisk besluttet på at vælte kapitalismen. Men det betyder ikke, at kapitalismen nødvendigvis vil bryde sammen økonomisk.

Myte 4: Økonomisk determinisme

Denne forvrængning af Marx' økonomiske teori er en del af en større fejlfortolkning af hans tænkning. Alt for ofte fremstilles han som en økonomisk determinist, som troede at historiske forandringer er et uundgåeligt resultat af produktivkræfternes udvikling. Mere specifikt anklages han for at tro, at socialismen er uundgåelig.

Ganske vist er der en tendens i den marxistiske tradition – ikke mindst i den socialdemokratiske 2. Internationale, som udviklede sig efter Marx' død, og senere i stalinistisk orienterede partier – som har hævdet, at historien udviklede sig efter uundgåelige økonomiske love. Men trods lejlighedsvise formuleringer af Marx, som kunne støtte et sådant synspunkt, så er hovedvægten i hans tænkning meget anderledes.

"Menneskene skaber deres egen historie, men de skaber den ikke efter forgodtbefindende," lyder et berømt citat fra Marx, "ikke under selvvalgte forhold, men under forhold, som de umiddelbart forefinder, som er umiddelbart givet og overleveret." Det betyder, at mennesker faktisk er begrænset af deres materielle omstændigheder, men at disse begrænsninger ikke fratager dem valg eller initiativ.

Desuden siger Marx i Det kommunistiske Manifest, at enhver stor krise i klassesamfundene enten "er endt med en revolutionær omformning af hele samfundet eller med de kæmpende klassers fælles undergang." Med andre ord: Kriser opstiller alternativer, snarere end de forudbestemmer resultater. Hvordan arbejdere reagerer på en større økonomisk tilbagegang afhænger ikke blot af deres materielle situation, men også af deres kollektive organisationers styrke, de forskellige ideologier, der påvirker dem, og de politiske partier, der konkurrerer om at lede dem.

Marx skelner mellem samfundets økonomiske basis og dets politiske, juridiske og ideologiske overbygning. Han beskriver den første som 'den reelle basis' for det sociale liv. Men det betyder ikke, som hans kritikere hævder, at han anser overbygningen som irrelevant. Tværtimod: I krisetider bliver det, der sker i overbygningen – hvor, som han formulerer det, 'menneskene bliver sig denne konflikt bevidst og udkæmper den' – af afgørende betydning for udfaldet.

Myte 5: Statssocialisme

Endelig får vi at vide, at Marx' vision om socialisme er en totalitær vision, hvor staten vil få kontrollen over økonomien og regulere alles liv til mindste detalje. De stalinistiske samfunds sammenbrud i slutningen af 1980'erne var derfor en direkte konsekvens af manglerne ved Marx' egen opfattelse af fremtiden.

Men igen er dette en fuldstændig forvrængning af Marx' faktiske holdninger. Han anså ideen om statssocialisme som et selvmodsigende udtryk. "Friheden," skrev han, "består i at forvandle staten fra et organ, der står oven over samfundet, til et organ, der afgjort står under det."

I sine skrifter om Frankrig skældte han ud over fremvæksten af en centraliseret bureaukratisk stat, som mæskede sig på samfundets bekostning i kapitalens interesser. Han hilste Pariserkommunen i 1871 velkommen netop som "en revolution mod selve staten". Han hyldede arbejderne i Paris for at have demonteret det bureaukratiske statsapparat og erstattet det med offentlige institutioner under deres direkte demokratiske kontrol.

Socialismen, fastholdt Marx, kan ikke påtvinges et folk af en eller anden oplyst elite. "Arbejderklassens frigørelse må erobres af arbejderklassen selv" – en proces, hvor almindelige mennesker frigør sig selv ved at organisere sig demokratisk for at rive magten fra mindretallet af kapitalistiske udbyttere. De stalinistiske samfund var således med deres umådelige koncentration magt i toppen det stik modsatte af Marx' opfattelse af socialisme.

Det er grunden til, at sammenbruddet af disse samfund ikke afkræfter Marx' tænkning. Efterhånden som de uligheder og de urimeligheder, der er indbygget i de liberale kapitalistiske samfund, som dominerer verden i dag, bliver mere og mere åbenlyse, er det tid at vende tilbage til Marx – ikke til de myter om Marx, som her er blevet gendrevet, men til den ægte Marx, med hans skarpe kritik af det eksisterende system og hans vision om alternativet: Menneskets befrielse.

Oversat og bearbejdet af Jørn Andersen
fra Socialist Review 227