Kidnapningen og anholdelsen af lederen af det kurdiske arbejderparti PKK, Abdullah Öcalan, har resulteret i massive demonstrationer blandt kurdere verden over.

I Danmark ligger en kurdisk kvinde på hospitalet med svære forbrændinger, efter at have sat ild til sig selv under en demonstration. Ved det israelske generalkonsulat i Berlin blev tre kurdere dræbt og 16 såret, da israelske soldater åbnede ild mod demonstranter – på trods af påstand om selvforsvar viste senere undersøgelser, at de dræbte var blevet skudt ned bagfra.

Den tyrkiske stat anser Öcalan for at være deres fjende nr. 1, og har kørt en triumfkampagne i medierne efter hans tilfangetagelse. Han anses for at være ansvarlig for 30.000 dræbte under kurdernes kamp for et selvstændigt Kurdistan. Dette skyldes dog primært propaganda, og overser de grusomheder, det kurdiske folk har været udsat for gennem hele historien.

Tyrkiet har i årevis kørt en hård militærkampagne mod kurderne. Næsten dagligt angriber bombefly formodede PKK-stillinger i bjergene, og 3.000 landsbyer er blevet jævnet med jorden, hvilket har drevet over 3 mio. kurdere på flugt. Uanset hvilke handlinger PKK har stået bag, er det intet imod den terror, som den tyrkiske stat og deres allierede har udsat det kurdiske folk for i årevis. Da Tyrkiet er medlem af NATO og garant for kontrol over området, ses der af Vesten gennem fingre med dette. Når man laver flyveforbudszone over Irak under påskud af at ville beskytte kurderne, skinner vestens hykleri endnu mere igennem. Før Golfkrigen, da Saddam Hussein var Vestens allierede, var Iraks grusomheder mod kurderne ikke noget, der sås som et problem.

At 26 mio. kurdere ikke kan danne deres egen stat, skal ses i lyset af deres geografiske placering. Kurderne bebor et område mellem Tyrkiet, Iran, Irak og Syrien, der alle i mere eller mindre grad undertrykker kurderne. Området er rigt på olie, og det i sig selv er nok til, at et frit Kurdistan ikke er noget man frivilligt går med til. Ydermere er området centralt for Tyrkiet i deres planer om at kontrollere flodernes vandforsyning i det meste af Mellemøsten. Vestlige interesser står igen i vejen for et helt folks basale rettigheder.

Kurderne blev ofret

Kurdernes kamp for et selvstændigt Kurdistan er ikke et nyt fænomen. Siden deres opståen som selvstændigt folk i det 7. århundrede har de været ofre for den ene stormagts undertrykkelse efter den anden – lige fra de arabiske og tyrkiske hære til mongolerne.

I nyere tid har vestlig imperialisme spillet en afgørende faktor i kurdernes situation. I 1916-18 førte engelsk og fransk kolonipolitik til en opdeling af Mellemøsten og Tyrkiet. Det gamle ottomanske imperium var faldet, og Vesten greb chancen for at kontrollere de ressourcerige områder.

I Tyrkiet resulterede dette i en selvstændighedskrig under Mustafa Kemal, der kæmpede med kurdernes støtte. For at splitte denne bevægelse annoncerede England og Frankrig nu deres støtte om et selvstændigt Kurdistan, der kunne sikre vestens olieforsyninger i området. Men med Kemals sejr i 1922 og den efterfølgende fredstraktat var der ingen interesse i, at opfylde ønsket om et frit Kurdistan.

Irak blev til engelsk koloni i 1918, men på trods af løfter om et selvstændigt Kurdistan blev ethvert forsøg på dannelsen af et sådant brutalt smadret af engelske tropper.

Den engelske og franske imperialisme, der, når situationen passede til det, havde støttet ønsket om et frit Kurdistan, endte med at være grunden til, at dette ikke kunne lade sig gøre. Kontrol over oliekilder med der af følgende imperialistisk opdeling af området, levnede hverken plads til kurdere eller et selvstændigt Kurdistan.

Siden da har der været talrige forsøg på at danne et frit Kurdistan, men gang på gang er det endt med grusomme massakrer på det kurdiske folk. Millioner er blevet ofre i stormagternes forsøg på at fastholde kontrollen med de ressourcerige områder. Historien viser, at tomme løfter ikke bringer verdens største statsløse folk frihed, men at dette kun kan ske ved en samlet modstand mod imperialisme og diktatur blandt hele regionens arbejdere.

Rasmus Keis

 

Toppen af siden

 

Interview

Er PKK en terror-organisation?

I anledning af kurdernes demonstrationer mod anholdelsen af Öcalan har Socialistisk Revy talt med formanden for den kurdiske forening Fey-Kurd, Ahmet Tanrisever.

– Grunden til, at så mange kurdere har deltaget i demonstrationerne er ikke, at de har tilknytning til PKK, men at Öcalan står som symbolet for et frit Kurdistan. Det vigtige er ikke, om man støtter PKK, men anholdelsen af Öcalan er et generelt angreb på kurdernes ønske om et eget land.

– PKK bliver i vestlige medier fremstillet som udelukkende en terrororganisation. Dette er en forkert indgangsvinkel, da PKK blandt kurdere ses som værende et befrielsesparti – hvis det var en terrororganisation, havde der ikke været den opbakning blandt kurderne, der er. Det er klart, at der er lavet fejl i kampen, men der bliver ikke sat fokus på den tortur og ødelæggelse, som den tyrkiske hær er ansvarlig for. At PKK bruger våben, skal ses som rent selvforsvar. Kampen er ren overlevelse.

– Anholdelsen af Öcalan fører flere ting med sig.

– For det første skaber det øget opmærksomhed i samfundet, selvom en del af debatten har været meget negativ. De vestlige regeringer lukker stadig øjnene for kurdernes rettigheder, og fokuserer på egne interesser i Tyrkiet. Men befolkningerne er i stigende grad blevet opmærksomme på undertrykkelsen af kurderne.

– For det andet har det skabt større sammenhold blandt kurdiske organisationer, der førhen har været i strid med hinanden. I Danmark er der 8 organisationer, hvor alle er enige om at samarbejde i protesterne mod Öcalans anholdelse, og dette er en generel tendens i hele verden. Før anholdelsen havde det fx ikke været muligt at samle så mange mennesker til demonstration. Men vi accepterer ikke voldelige midler. Bombetruslen mod Københavns Hovedbanegård er ikke vores værk men andres forsøg på at svine kurderne til.

– Oprettelsen af et selvstændigt Kurdistan er ikke bare til fordel for kurderne men for hele verden. Fred i Kurdistan betyder også fred mellem tyrkere og kurdere i alle andre lande.