Alle vegne tales der om, at vi skal opdrages til demokrati, medindflydelse og ansvar. Men som denne historie viser, ser hverdagen tit meget anderledes ud.

I forbindelse med “Nu er det nok”-kampagnen og især dets krav om mere demokrati er vi to unge socialister, der har helt konkrete erfaringer, som kan begrunde dette krav.

En alt i alt deprimerende torsdag morgen i januar ankom vi til vores skole, Mulernes Legatskole i Odense. Mens søvnen stadig sad i øjnene og dagens første kop kaffe var vores fysiske livs midlertidige omdrejningspunkt, trådte vores dansklærer ind i lokalet med det formål at fortælle os om Holberg og dennes komedier. Så vidt, så godt. Dagen emmede stadig af normalitet.

Men denne torsdag morgen var der blandt de praktiske meddelelser en kortfattet besked om, at klassen skulle splittes i en drenge- og en pigedel. Dette skulle ske for “at løse klassens problemer”. Da vi ikke var helt klar over, hvad der blev henvist til, forsøgte vi naturligvis at få det uddybet, hvad der imidlertid ikke lod sig gøre, thi Holberg ventede forude ...

Vi kunne naturligvis ikke leve med denne uvidenhed, hvorfor vi i førstkommende frikvarter opsøgte skolens pædagogisk ansvarlige: Rektor.

Denne kunne oplyse os om, at det var en beslutning, han havde taget, efter at han i forbindelse med talrige møder med vores “lærergruppe” (det vil sige de lærere, der underviser os) havde erfaret, at vi var at betegne som skolens dårligste klasse. Og det var tilsyneladende den omtalte drengegruppes skyld – af genetiske årsager, der ikke skal belyses nærmere her.

Da vi ud fra vor (ringe?) viden om vores klasse problematiserede dette, understregede rektor sit udsagn ved at læse op fra en (sort!) bog med håndskrevne notater om hver enkelt elev. Han berørte i denne forbindelse to af vores klassekammeraters standpunkt. De to kammerater, som ikke var til stede, blev nævnt med navns nævnelse og ydermere beskrevet i uhyre negative vendinger.

I sin videre argumentation fortalte han, at han havde valget mellem at lave dette forsøg med at opsplitte klassen eller at bortvise et par af eleverne, dvs. de føromtalte to elever.

Det chokerede os en smule at få at vide, at det stod så slemt til, og da vi udtrykte utilfredshed med, at sagen ikke tidligere var blevet drøftet med klassen for at løse problemerne lidt mindre dramatisk, gentog rektor sit valg mellem de to onder.

Det lagde grund for en diskussion, hvor rektor endte med at komme til den konklusion, at den ene af os, Troels Krainer, var et problembarn.

Denne i vores øjne mærkværdige argumentationsform fik Troels Krainer til at gengælde fornærmelsen med en påpegning af ligheden mellem den måde, sagen var kørt på, og det fascistiske samfund, herunder i særlig grad måden at “kommunikere” på.

Denne bemærkning faldt på vej ud af døren til rektors kontor, men bevirkede at Troels Krainer måtte tilbringe endnu 45 minutter i rektors selskab.

Essensen i disse 45 minutter var et krav fra rektor om en undskyldning for førnævnte spydighed. Rektor gjorde i denne forbindelse Troels Krainer opmærksom på, at såfremt denne undskyldning ikke faldt, ville det medføre bortvisning fra skolen. Troels Krainer undskyldte.

Dagen efter – stærkt utilfredse, men dog begge stadig gymnasieelever – kontaktede vi vores dansklærer og krævede nok en gang en forklaring, denne gang med henblik på at klarlægge nogle af de mere tågede områder af rektors forklaring.

Dét viste sig at være interessant.

Det viste sig nemlig, at klassen i hendes øjne skulle splittes på grund af faglig overlegenhed – fra drengenes side! Formålet for opsplitningen skulle således være at hive de stille piger frem, så også de fik lejlighed til at vise deres faglige kunnen. Vi forstod ikke et klap, men var dog glade for den mere fredelige natur, opsplitningen nu havde antaget.

Vi var imidlertid stadig utilfredse med den behandling, rektor havde givet os. Og utilfredse med, at vi ikke havde haft mulighed for at få indflydelse på beslutningen samt de åbenlyse modsætninger mellem lærer og rektors forklaringer.

Derudover opdagede vi senere, at kun rektor og vores dansklærer kendte noget til “de talrige møder med lærergruppen”. Ingen af vores øvrige lærere erindrer nogensinde at have deltaget i et sådant møde.

Vi har klaget til elevrådet, der tog rektor i høring. Denne benyttede sig af sin præfabrikerede tale nr. 149 om ansvar for egen og andres læring, men nægtede at drøfte den konkrete sag.

Der står vi nu. Vi brygger for tiden på en større klage, som – hvis den ignoreres eller afvises – vil få elevrådet til atter engang at gå ind i sagen, denne gang med underskrifter fra gud og hvermand og offentlige instanser, således at rektor ikke kan afvise at drøfte sagen med elevrådet.

Troels Krainer og Johannes Ingwersen
2.U, Mulernes Legatskole