Socialistisk Arbejderavis
Nr. 9 – Maj 1985 – side 2
Arbejderne på Århus Olie
Tabte slaget, men kampen fortsætter
Ågot Berger
De 550 timelønnede på Århus Olie blev ligesom folk på alle andre arbejdspladser overladt til sig selv, efter at de faglige ledere havde slagtet strejkebevægelsen mod Schlüter. Men strejkeviljen var ikke knust.
Da ledelsen sagde blankt nej til at give mere end de 2% på trods af, at 85-budgettet kalkulerede med lønstigninger på 5%, og på trods af et rekordhøjt overskud på 60 mill. i 84 – så svarede arbejderne for første gang i fabrikkens historie med at gå ud i en langvarig strejke.
Lærdomme
Mange har været aktive under strejken med mærkat-salg, fagforenings og arbejdspladsbesøg og stået blokadevagter døgnet rundt. Folk som aldrig før har været på en talerstol har talt til flere hundreder på generalforsamlinger og kantinebesøg. Konemøde og støttefest blev arrangeret.
Selvtilliden, men også bitterheden er vokset under konflikten i takt med ledelsens provokationer.
Folk har måttet sande, at de ikke alene stod over for Møllen, men hele sammenrendet af kapitalister organiseret i Dansk Arbejdsgiverforening. Det blev understreget af DAs garanti om at støtte Møllen økonomisk så længe konflikten varede.
De strejkende har lært, at den borgerlige presse ikke er neutral, men arbejdsgivernes forlængede arm. Fortielser og fordrejninger har været hverdagskost. Ikke mindst i Aarhus Stiftstidende. Aktuelt har holdt en skandaløst lav profil, og mange abonnenter på Oliemøllen ryger nok efter konflikten.
Arbejdstilsynet har også bekendt kulør som arbejdsgivernes håndgangne institution. Da funktionærerne blev sat ind, blev sikkerhedshensyn tilsidesat på samlebånd. Mestre kørte trucks uden certifikat og produktionen blev startet op af mestre, som ikke har den fornødne erfaring. Oliemøllen er jo ingen bolsjefabrik, men en højeksplosiv fabrik der ligger midt i byhjertet som en tikkende bombe. Akkurat som Soyakagefabrikken i København, som gik i luften for nogle år siden.
Kampen blev mer bitter
Ledelsen hyrede et skruebrækkerkorps af smede til at udføre reparationsarbejde. De satte funktionærer ind for at få tømt lagrene og startet produktionen op i en afdeling. De strejkende svarede på provokationerne med øget støttearbejde og flere blokader.
Stemningen på blokaderne var god. Mestrene fik mange kommentarer med på vejen, når de tumlede rundt på trucks, væltede paller og sække. En af de strejkende beskrev fra en morgenblokade, hvordan en mester forsøgte at hjælpe nogle strejkebrydere ind på fabrikken: »Mester kom luskende over mod os, med kæberne hængende løst. Han kunne ikke skelne os fra de skruebrækkere, han havde hyret, og troede at vi var næste hold der skulle ind. Han var i sandhed et ynkeligt væsen. Samtidig observerede jeg den morgen en kat på hegnet bag mester. Som bekendt har katte instinktivt blik for et svagt bytte. Men til og med katten syntes at have medynk med dette væsen.«
Men politiet blev sat ind og blokaderne blev brudt. Den eneste måde dette uvæsen reelt kunne slås tilbage på, var gennem masseblokader, hvor andre arbejdspladser også deltog. Havnens arbejdspladser blev kontaktet, men det kom ikke til at fungere i praksis.
Strejken udviklede sig hurtigt til en styrkeprøve på, om 2% rammen kunne sprænges eller ej. Mens en lang række metalarbejdspladser fik lønstigninger langt over de 2%, blev der ikke givet ved dørene på Århus Olie. Grunden var, at de strejkende på tværs af faggrupper og lønsystemer stillede fælles krav: 5 kr. mere i timen til alle, væk med karensdagen og en teknologiaftale.
En prøveklud
De strejkende vendte sig direkte mod DAs forsøg på at splitte faggrupperne og øge lønforskellene, som også var DAs linie overfor Danfoss sidste år. Herudover er Århus Olie en typisk lavtlønsfabrik. Ca. 450 af de strejkende er indenfor normallønsområdet, uden aftale muligheder for løft i overenskomstperioden. Af de grunde blev strejken principiel fra starten. Den kunne have smittet landet over, modsat de 'sprængninger' af lønrammen, som finder sted indenfor områder med løfteparagraf ad forhandlingsvejen.
Ledelsen har uden tvivl fået noget at tænke over. De vil nok besinde sig et par gange med nye stramninger og provokationer. De vil længe have demonstrationen forbi administrationsbygningen klart i minde, hvor deres ellers så trofaste medarbejdere taktfast under røde faner råbte: »Vi sprænger rammen – når vi holder sammen«. Gemytterne vil næppe have lagt sig blandt de strejkende på Århus Olie lang tid fremover. Der venter mestrene mange øretæver rundt omkring i afdelingerne.
Intet ved det gamle
Intet bliver ved det gamle på Møllen efter denne strejke. Mange som næsten har været gift med firmaet, har mistet illusionerne om den flinke ledelse på Møllen. Tillidsfolk, som ikke aktivt har stået skulder ved skulder med folk på gulvet under strejken, skal fjernes ved først kommende lejlighed.
De aktive på tværs af afdelingerne, som har lært hinanden at kende under strejken, skal danne rygraden i at opbygge en stærk faglig organisering på Møllen. Og vigtigst er det, at strejkens fællesskab og princip om fælles forhandlinger fastholdes overfor ledelsen, og at der svares kollektivt igen, hver gang ledelsen forsøger sig med nye provokationer.
For et er sikkert, Århus Olie’s aktionærer ønsker ikke at komme ud i nye 6 uger uden mammon ned i lommerne på sig selv. Den erfaring og den styrke skal ikke glemmes.
Sejr var mulig
Fordi man taber et slag, har man ikke nødvendigvis tabt krigen. Det er en meget rammende beskrivelse af situationen på Møllen efter afslutningen på den godt seks uger lange strejke.
Selv om strejken får en uvurderlig betydning indadtil på længere sigt, kan det ikke bortforklare, at slaget mod 2% rammen umiddelbart er tabt.
Man tabte på trods af, at strejken havde mange gode odds med sig: Efter seks ugers strejke stemte 75% stadig for at fortsætte. Støtten til strejken blev stadig større, efterhånden som det gik op forfolk, at strejken var en spydspids for andre. Man var netop kommet igennem en kritisk fase, hvor skruebrækkeri, politiindsats og nødproduktion ikke havde vist sig at svække moralen. Faktisk var det ledelsen, som var ved at være møre på grund af pres fra kunder, økonomien og det hårde psykiske pres på skruebrækkerfunktionærerne.
Hvorfor blev strejken tabt?
For det første havde folk ikke været forberedt på at møde så hård modstand, som det giver at stå alene overfor en samlet arbejdsgiverforening.
For det andet blev der ikke taget de nødvendige skridt i forlængelse af dette; nemlig at arbejde for at kampen bredte sig, så arbejdsgiverne blev angrebet fra flere flanker. Dansk Metal i Århus var direkte med til at hindre dette ved at lægge en dæmper på de lønkampe, som var ved at udvikle sig på Dannebrog Værft og Danfoss.
For det tredje var der strejken igennem mangel på en reel strejkeledelse, direkte valgt af arbejdermødet – som kunne lede den daglige organisering.
Tillidsfolk stoppede strejken
Men den afgørende faktor, som stoppede strejken, var at et flertal blandt tillidsmændene opfordrede folk til at genoptage arbejdet. Allerede tidligt i konflikten var der stærke røster fremme om, at på et tidspunkt skulle man jo gå i arbejde igen. Underforstået uden resultat, eftersom der jo ikke er nogen, som ved deres fulde fem vil foreslå at strejke videre, når kravene er opfyldt.
På trods af opfordringen fra et flertal af tillidsfolkene om at gå i arbejde d. 6. maj, blev det med et knebent flertal besluttet at fortsætte strejken.
Dagen efter genoptog man arbejdet uden afstemning. Men stemmetallene fra dagen før viser også, at det er et stort mindretal, som er parat til at slås videre, hvis det bliver nødvendigt.
Mulighederne for at vinde var ikke udtømte. Århus Olies direktion, bestyrelse og aktionærkreds ville ikke i længden være villige til at se firmaet tabe kunder, for at tilfredsstille DAs 2% ramme. Århus Olie er en guldgrube, og det sidste kapitalisterne smider fra sig er deres mammon.
Men viden hos ledelsen om at der var kræfter indenfor strejken, som var villige til at genoptage arbejdet uden resultat, gav dem blot endnu mere blod på tanden til at holde ud.
Strejken blev stoppet af et flertal af tillidsfolkene – i stedet for at udvide strejken, tage kontakt med andre fabrikker som var ude i strejke og inddrage byens arbejdspladser igennem masseblokader mod skruebrækkeriet.
Billedtekst:
God stemning på blokaderne
Kaoterne på Møllen
En kaot er en faglig aktivist uden titler eller stjerner fra det faglige hierarki. Betegnelsen blev oprindelig lanceret af Metal-formanden Poul Erik Hougård, som skældsord mod blokadeaktivisterne fra påskestrejkerne.
Men »kaoterne« udviklede sig i løbet af strejken på Oliemøllen til et populært begreb. Ikke fordi de skabte kaos, men fordi de udviklede sig til at blive den væsentligste kraft i at organisere og forsøge at fastholde strejken, til kravene blev indfriet.
Kaot blev til tider overdrevet identificeret med tilknytning til Internationale Socialister. Dels fordi nogle IS’ere har været meget aktive i strejken, og fordi IS’ere på landsplan har været en støtte i at opbygge landsindsamlingen. Mange af de strejkende har oplevet, at det lille arbejderparti IS har betydet mere end det store arbejderparti, Socialdemokratiet, for at bringe strejken ud på landets arbejdspladser.
De værdifulde erfaringer fra strejken om, hvordan tingene skal gribes an »næste gang«, skal opsamles og spredes til andre arbejdspladser.
Men erfaringerne kan i længden kun fastholdes i en socialistisk organisation, der som udgangspunkt har at støtte arbejdere i kamp. Fordi det er gennem sin egen kamp arbejderklassen skal tage magten. Først da kan arbejdsgivernes tyranni afskaffes.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed