Socialistisk Arbejderavis
Nr. 9 – Maj 1985 – side 7
Marxismens betydning
Ingen lysende fyrtårne
Ole Mølholm Jensen
Torsdag den 11. april døde Enver Hoxha. Han var statsleder i Albanien fra 1944 til sin død. For nogle var torsdag den 11. en sorgens dag. Det gjaldt for de små grupper uden for Albanien, som har set Albanien som socialismens lysende fyrtårn.
Det hjemlige DKP-ml var blandt de sørgende. I Albanien blev der beordret en hel sørgeuge. Sorgen har dog ganske givet været større i det albanske statsbureaukrati end i arbejderklassen. Arbejderklassen er sluppet af med en tyrannisk hersker, der med det albanske kommunistpartis egne ord »styrede Albanien med en jernnæve«.
Internationale Socialister hører heller ikke til dem, der sørger over Enver Hoxha. Vi ser Hoxha som en del af den herskende klasse i Albanien. En herskende klasse, der har sat sine egne interesser igennem på ryggen af den albanske arbejderklasse.
Stalin er død
Enver Hoxha står på linje med sit eget forbillede, J. Stalin, som en af dem, der har forsøgt det umuliges kunst, at opbygge socialisme i ét land.
Ideen om socialisme i et land udvikledes af Stalin i Sovjet efter Lenins død i 1924. Før 1924 havde alle kommunister i Sovjet fastholdt, at hvis socialismen skulle overleve i Sovjet, måtte den socialistiske revolution bryde ud og sejre i de store industrialiserede lande så som Tyskland, England og Frankrig.
De havde alle forståelsen for, at socialismen kun kunne overleve ved en fortsat udvidelse af revolutionen til en verdensrevolution. De vidste, at hvis 1917 revolutionen i Sovjet ikke blev spredt til andre lande, ville den ende med nederlag. De gamle bolsjevikker eller kommunister i Sovjet var konsekvente internationalister. De så, at en nationalistisk opbygningsmodel var umulig. De kæmpede for verdensrevolutionen. Lenin skrev om deres holdning:
»Den proletariske internationalisme forlanger for det første, at de interesser, der knytter sig til den proletariske kamp i et enkelt land, skal underordnes de interesser, der knytter sig til kampen i verdensmålestok. For det andet forlanger den, at nationer, der har hidført sejren over bourgeoisiet, skal have evne og vilje til at bringe de største nationale ofre for at styrte den internationale kapital«.
I modsætning hertil mente Stalin, at socialismen kunne opbygges i Sovjet alene, og at internationalismen i stedet skulle forstås som: »En internationalist er uden forbehold, uden tøven, uden at stille betingelser, parat til at beskytte Sovjetunionen«.
Tragisk nok er det Stalin, der vinder kampene i Kommunistpartiet i Sovjet i årene fra 1926 til 29. De af bolsjevikkerne, der fastholder den politiske linje fra revolutionen, bliver alle kørt ud på et sidespor uden indflydelse; tragisk fordi Stalins forsøg på at opbygge socialismen i ét land, medfører en utrolig hård undertrykkelse af arbejderklassen og fattigbønderne.
For at få arbejderne til at knokle i fabrikkerne måtte bureaukratiet bruge tvang. Grunden var, at det bureaukratiet i stat og partiapparat ville have produceret, var maskiner til at producere flere maskiner istedet for forbrugsgoder til arbejderklassen. Arbejderklassen mistede fuldstændig sin indflydelse og magt i samfundet. Bureaukratiet blev til en selvstændig herskende klasse, der opbyggede den sovjetiske økonomi ud fra nationale interesser.
Den umulige socialisme
Bureaukratiets motiv til benhårdt at prioritere industriopbygning og dermed sværindustri frem for fødevareindustri opstod, fordi de tog udgangspunkt i den sovjetiske stats overlevelse. Det tvang dem ind i konkurrence med de kapitalistiske stater. Det nødvendige overskud for at udvikle industrien til et niveau, der svarede til de vestlige staters, måtte nødvendigvis skabes af arbejderklassen. Konsekvensen var en kolossal undertrykkelse og urimelige arbejdsvilkår, såsom tvangsarbejde i arbejdslejre og minimal personlig frihed i form af arbejdspas og kontrolbøger.
Fra at være en stat, hvor arbejderklassen havde magten over produktionen, blev Sovjet fra 1928/29 til et samfund, hvor bureaukratiet på bedste kapitalistiske vis styrede og kontrollerede produktionen i konkurrence med kapitalisterne i Vesten. Den bureaukratiske statskapitalisme blev skabt som resultat af »socialisme i et land«.
Hoxha er død
Enver Hoxhas opbygning af socialismen i Albanien har haft de samme konsekvenser. Arbejderklassen har aldrig haft magten. Magten har ligger i hænderne på den herskende klasse i parti og statsbureaukrati. Arbejdere, der strejker i Albanien, bliver mødt med maskingeværer. Arbejderklassen har ingen selvstændige fagforeninger.
På samme måde som i Sovjet har Enver Hoxha holdt sig ved magten i kraft af undertrykkelse af arbejderklassen og udryddelse af enhver opposition indenfor parti og statsapparat. Enver Hoxha er en af de få af de albanske ledere, der har lidt en naturlig død. De fleste af lederne fra revolutionen 43/44 er enten blevet likvideret eller også er de sporløst forsvundet.
Kampen for den enkelte stats overlevelse betyder også, at bureaukratiet får. interesser tilfælles med kapitalistiske stater i at undertrykke opposition. Den såkaldte socialistiske stat kommer således til at forråde den internationale socialistiske bevægelse. Med til Enver Hoxhas synderegister hører også, at han, for at undgå stridigheder med Grækenland, internerede de græske partisaner, der flygtede til Albanien. Disse partisaner var kommunister.
Eneste farbare vej internationalisme
Vi begræder ikke Hoxhas død. Vi begræder de mange ofre, som forsøgene på socialisme i et land har påført arbejderklassen og kampen for socialisme. For resultatet af Stalin, Hoxha og Pol Pot er, at socialismen er blevet miskrediteret.
Det er opgaven i dag at gå tilbage til Lenin og de gamle revolutionære i Sovjet og fastholde, at socialisme kun er mulig, hvis den fuldføres med en verdensrevolution. At fastholde denne tradition i modsætning til stalinismen kræver en revolutionær organisation, der bygger sin politik på erfaringerne fra bl.a. Lenin og Trotskij. Derfor bygger vi Internationale Socialister.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed