Socialistisk Arbejderavis
Nr. 91 – Maj 1993 – side 3
Markedsøkonomien går i fisk
Charlie Lywood
Fiskerne er desperate, og forliget løste ikke deres problemer. Deres kamp viser, at fiskere og arbejdere har fælles interesser.
Fiskernes aktioner for at forsvare deres levevilkår har givet genlyd over hele landet. Socialister støtter fiskerne i deres protest imod den umulige situation, som de er blevet bragt i. Spørgsmålet er: hvad er løsningen?
Grundlæggende har jagten på store fortjenester frembragt et meget effektivt erhverv med store moderne trawlere, som kan lokalisere fiskestimer med avanceret elektronisk udstyr. Dette har ført til, at fiskebestanden mange steder i verden er vigende. I Atlanterhavet er bestanden af tun næsten udryddet. Torskebestanden i Nordsøen er faldet med 83% mellem 1970 og 1990 (FN’s fødevare organisation, FAO). I Canada måtte 14.000 fiskekuttere ophugges i 80’erne, fordi fiskebestanden var lig nul.
Uhæmmet fiskeri og dermed forudsigelig fallit for mange fiskere i Europa har påtvunget kvoter i EF. Det er et forsøg på at sætte loft over det totale fiskeri. Først og fremmest for at holde prisen oppe og beskytte de mindre moderne fiskeindustrier, men også for at bevare fiskebestanden for fremtidigt fiskeri.
Forsigtighed
EF’s politik på fiskeriområdet er at nedbringe Europas fiskeflåde med 8 % over fire år. I virkeligheden er der brug for at reducere med 40 %, men EF er gået forsigtigt til værks. De sociale og menneskelige omkostninger ville være enorme med så stort et indgreb. Blandt andet fordi der ikke eksisterer noget program for, hvordan de mennesker, som bliver ramt af sådan en proces skal tilgodeses, hverken økonomisk eller socialt. Mange millioner mennesker er enten direkte eller indirekte beskæftiget med fiskeri.
Katastrofen for et samfund, som er direkte afhængig af fiskeri, kan ses ved et kik på Færøerne. Massive nedskæringer i socialforanstaltninger og forarmelse for hele samfundet.
De fleste fiskere har indtil nu støttet en eller anden form for regulering af fiskeriet, men mener nu i desperation, at de burde få lov at fiske flere fisk. Hvorfor? Fordi prisen for fisk er i bund i øjeblikket.
Engelske og spanske fiskepriser er i øjeblikket meget lave pga. deres devaluering i efteråret, og det indre marked gør, at priserne dermed falder. Prisfaldet rammer derfor dansk fiskeri specielt hårdt. Men også frosne fisk fra EFTA-lande som Norge, Finland og Sverige presser prisen. Mange konsumfiskere kan simpelthen ikke tjene nok til at forrente de lån, de har optaget for netop at kunne fiske effektivt.
Derfor kommer kravet om, at “få lov at fiske det man kan”. Konsekvensen er, at der ikke er nogen fisk at fiske om et års tid. Derudover vil yderligere fiskeri sænke prisen endnu mere.
Løser ikke noget
Markedskapitalismens logik er ubønhørlig. Kun gennem massive sociale katastrofer kan de få overlevende fiske med fortjeneste. Fiskeriforliget er kun et plaster på såret, og sikrer hverken fiskernes egen fremtid eller udgør en reel løsning på fiskeriets grundlæggende problemer.
Socialister har nogle andre bud. I et fornuftigt samfund vil vi ikke overlade fiskeriet til de rå markedskræfter. Vi vil indlemme fiskeriet under samfundets fælleseje, og dermed gøre fiskerne til lønarbejdere, hvad mange af dem i dag også reelt er. De arbejder bare for bankerne i stedet for samfundet. Samfundets kontrol ville kunne sikre en rolig overgang til det antal skibe, som er nødvendige, give kompensation til de fiskere som måtte holde op og tilbyde dem omskoling og et nyt job. Samfundets direkte kontrol med fiskeriet vil også sikre, at bestanden ikke rovfiskes.
Trussel om generalstrejke
Desværre lever vi ikke i et fornuftigt samfund. Hverken EF-bureaukraterne eller Nyrup og Mimi Jakobsen har tænkt sig at kigge på dette alternativ. Den danske regerings kolde og kyniske holdning til færingernes problemer understreger dette. Deres løsning er “lad falde hvad ej kan stå”. Kun det færøske LO’s trussel om generalstrejke afbød til dels de arbejdsløses totale forarmelse.
Det peger samtidig mod den magt, som reelt kan ændre tingene. Fiskernes aktioner har været eksemplarisk udført og tvunget 500 millioner kr. ud af statskassen til at afbøde deres situation. Men uden lastbilchaufførernes, sømænds og fiskearbejdernes aktive opbakning kommer fiskerne ikke langt.
Både fiskerne og arbejderne har en interesse i, at markedskræfterne ikke langsomt slår lokalsamfundene itu. Gennem fælles debatter og dermed fælles krav kan der opstilles fælles krav til staten om sikring af fiskersamfundene.
Billedtekst:
Fiskernes aktioner var militante og effektive. Men for at rede fiskersamfundene må arbejderklassen på banen.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed