Socialistisk Arbejderavis
Nr. 92 – Juni 1993 – side 9
Marxisme i hverdagen
Faglige ledere: Ven eller fjende?
Martin B. Johansen
Et slående træk ved forårets konflikt på slagterierne var, at slagteriarbejderne flere gange nedstemte forlig, som deres egne forhandlere anbefalede.
Normalt kan fagforeningslederne vinde medlemmernes opbakning til et dårligt forhandlingsresultat med en forklaring om, at det er det “bedst opnåelige” og “mest realistiske”. Men som bekendt viste det sig, at det var slagteriarbejdernes utvetydige krav om en normal 37-timers arbejdsuge, som var det “mest realistiske”.
Det mest overraskende ved forløbet i konflikten var, at lederne i NNF (slagteriarbejdernes fagforbund) ikke fra start stod fast på, at 4-dages ugen skulle afskaffes. Der har trods alt i flere omgange været strejker mod 4-dages ugen, så forbundsledelsen kunne regne med, at arbejderne var parat til at gå i konflikt.
På TV forklarede en slagteriarbejder denne uoverensstemmelse mellem ledelse og medlemmer med en bemærkning om, at det vist var siden, at fagforeningslederne havde stået ved slagtekæden. Den bemærkning indeholder en god del af forklaringen på den afstand, der ofte er mellem ledelse og medlemmer i fagforeningerne.
Selvom der naturligvis er forskel på de forskellige ledere af fagforeninger og fagforbund, så har de én ting til fælles: deres sociale position.
De faglige ledere er hverken kapitalister eller arbejdere, men professionelle mæglere mellem de to klasser.
Bureaukraterne i fagbevægelsen har en række væsentlige privilegier i forhold til de arbejdere, de repræsenterer. Deres løn er næsten altid højere, og de har større sikkerhed i ansættelsen. Det er ikke de faglige ledere, der bliver fyret, når en fabrik lukker. Og når de forhandler en 4-dages arbejdsuge igennem, så er det ikke dem, der skal arbejde hårdere.
De faglige lederes arbejdsforhold ligner overhovedet ikke de forhold, som fagforeningens medlemmer arbejder under. Ledernes arbejde ligger først og fremmest i at mødes med deres modpart på arbejdsgiversiden og forhandle sig frem til nogle aftaler. Og det betyder, at de som regel bruger mere tid sammen med arbejdsgiverne, end de bruger sammen med deres medlemmer.
De faglige bureaukrater kan kun retfærdiggøre deres privilegier, hvis de er i stand til at indgå overenskomster med arbejdsgiverne. Når NNF var imod, at regeringen greb ind i slagteristrejken, så var det ikke med den begrundelse, at et indgreb ville favorisere arbejdsgiverne. NNF’s begrundelse var, at et indgreb ville være et nederlag for selve forhandlingssystemet. Med andre ord: hvis de faglige ledere ikke kan snakke sig til rette med arbejdsgiverne, så mister lederne deres berettigelse.
Men det vil være forkert at sige, at de faglige ledere er ligeglade med deres medlemmer. For de er trods alt afhængige af, at fagforeningerne har nogle medlemmer, som kan betale deres løn. Derfor er de faglige ledere nødt til at lytte til medlemmernes krav.
Hvis afstanden mellem ledelse og medlemmer bliver for stor, så risikerer lederne, at arbejderne simpelt hen melder sig ud, som det har været tilfældet i bl.a Frankrig og USA op gennem 1980’erne. Eller også risikerer de, at vreden blandt medlemmerne bliver så stor, at de ikke kan kontrollere den.
Så man kan bedst beskrive det faglige bureaukratis opførsel som vaklende. Bureaukraternes overvejende indstilling er at undgå strejker, så de kan indgå de bedst mulige aftaler i et venligt forhandlingsklima.
Men i en situation, hvor arbejdsgiverne kræver drastiske forringelser, kan de faglige ledere føle sig tvunget til at gå ud i en faglig kamp for at bevare autoriteten overfor medlemmerne.
Eller hvis der omvendter et pres fra medlemmerne for at slås for kravene, så kan bureaukratiet sætte en topstyret strejke igang for at undgå at fagforeningens basis selv organiserer en strejke, som toppen ikke kan kontrollere.
Det var ved at ske under slagteristrejken. Slagteriarbejderne strejkede under forhandlingerne på trods af forbundsledelsens fordømmelse, fordi ledelsen havde “glemt” at kræve 4-dages ugen afskaffet. Siden forkastede arbejderne i flere omgange de overenskomster, som deres ledere havde indgået. Det var også klart, at et regeringsindgreb ville have medført øjeblikkelig nedlæggelse af arbejdet på de fleste slagterier.
I den slags situationer kan man opleve, at faglige ledere, som den ene dag taler om moderation og tilbageholdenhed, pludselig lyder vældigt radikale og snakker om kamp.
Utroværdige
For socialister er det en vigtig konklusion, at man under ingen omstændigheder skal stole på, hvad de faglige ledere siger eller lover. Deres sociale position giver dem nogle interesser, som de ikke deler med medlemmerne.
På den anden side skal man heller ikke ignorere det faglige lederskab. Lederne er nemlig nødt til at lytte til almindelige arbejderes krav og til en vis grad nødt til at handle derefter.
Det betyder, at for socialister i fagforeningerne er det vigtigt dels at kræve, at ledelsen kommer under demokratisk kontrol af medlemmerne, dels at være med til at opbygge et pres på ledelsen fra basis.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed