Socialistisk Arbejderavis
Nr. 95 – September 1993 – side 8
En verden i kaos
Ole Mølholm Jensen
Man kan ikke åbne en avis eller se et nyhedsprogram på TV uden at blive konfronteret med et kaotisk verdensbillede. Nød og elendighed, kriser og krige, arbejdsløshed og nedskæringer. Og fremfor alt er der ingen, der har et svar, som vi kan tro på.
Ole Mølhom Jensen behandler på de her sider den kaotiske verden, og hvorfor politikerne ikke har nogen løsninger.
Da Berlinmuren faldt, blev vi lovet en ny verdensorden med fred og økonomisk fremgang. I stedet fik vi flere krige, mere økonomisk krise og kaos.
Verden anno 1993 er blevet usikker og konfliktfyldt. Den økonomiske krise raser fortsat, og er blevet så alvorlig, at det ikke er set værre siden 30'erne.
Først var det genforeningen mellem de to Tysklande, der skulle medføre økonomisk fremgang, så var det markedsøkonomiens indtog i det gamle Sovjet, så blev det Clintons valgsejr i USA.
Ingen fremgang
Intet af det gav den forventede fremgang. Tyskland er havnet i negativ økonomisk vækst. I det tidligere Sovjetunionen er industriproduktionen faldet mellem 20 og 40%.
I USA gav Clintons valgsejr ingen fremgang, men derimod massearbejdsløshed, øget fattigdom og social usikkerhed. Efter Berlinmurens fald blev vi lovet en mere fredelig verden. Det modsatte er sket.
I dag har vi flere konflikter og krige end for få år siden. De daglige nyheder i TV eller i aviser taler sit tydelige sprog. Krigen på Balkan, i Angola, Israels invasion i Libanon, krige mellem de gamle sovjetiske republikker, bombningerne af Iraq, og Somalia.
Listen bliver længere og længere, og udviklingen på Balkan peger mod yderligere optrapning. Danmark har ikke siden 1864 været så aktiv i krigsdeltagelse som i de sidste 3 år. Først i forbindelse med krigen i Golfen i 1990-91 og nu på Balkan.
Mere elendighed
Elendigheden breder sig. Gadebørn bliver skudt i Brasilien. Der er udbrudt pest og kolera i Sovjet. Tuberkulose er igen udbredt i både USA og England. 40.000 børn dør hver dag af sult og fejlernæring.
20 millioner mennesker er drevet på flugt af krig og sult. Drømmen om en ny verdensorden med løfter om en fredelig verden med økonomisk fremgang og øget demokrati, har vist sig at udvikle sig til et kapitalistisk mareridt.
På det nyligt afholdte møde for verdens førende økonomiske magter i Japan, det såkaldte G 7 møde, blev det opsummeret meget klart.
Angreb på de svage
Kapitalismens tre største problemer i dag er: 1. Der bruges for mange penge på arbejdsløshedsunderstøttelse. 2. Det er for dyrt med de nuværende folkepensioner. 3. Sygehussektoren koster for mange penge.
Logikken er både kynisk og indlysende. De arbejdsløse, syge og gamle skal have en endnu mere kummerlig tilværelse, så får kapitalismen det bedre.
Den økonomiske krise har i høj grad udviklet sig til en politisk krise. De herskende er godt nok enige om at angribe arbejderklassen, og svage grupper som syge, gamle og arbejdsløse.
Svækket angreb
Men de angriber i dag fra en svækket position. De har ikke særlig stor opbakning i befolkningerne. Almindelig mistillid og utilfredshed med dem er udbredt. Se bare på Major i England. Han er den mest upopulære statsminister nogen sinde.
Clintons popularitet er faldet støt siden han blev valgt. Efter sidste parlamentsvalg i Frankrig blev Mitterands socialdemokratiske parti så svækket, at Mitterand som socialdemokratisk præsident må fungere med en borgerlig regering.
I Italien fik både de kristelige demokrater og socialisterne et ordentligt gok i nøden ved sidste valg.
Vores egen Poul Nyrup bygger sin regering på et skrøbeligt samarbejde med de små borgerlige midterpartier, og i meningsmålingerne har socialdemokratiet fået en gevaldig nedtur efter bare et halvt år ved regeringsmagten.
Herskerne uenige
De herskende er heller ikke enige om, hvordan de skal angribe. Hvor langt skal, og tør de gå. Skal der være mere inflation med efterfølgende risiko for lønpres.
Eller skal de dårligst rentable dele af industrien have lov til at gå fallit. Hvilket vil betyde endnu mere arbejdsløshed, og risiko for af fallitterne spreder sig som ringe i vandet til de rentable industrier.
I den nuværende situation, hvor vi ved, at de herskende vil angribe arbejderklassen, er det et stort problem, at venstrefløjen i arbejderklassen, er gået så katastrofalt tilbage.
Da muren faldt, faldt også de gamle kommunistiske partier sammen som korthuse. Det politiske og faglige tomrum, de har efterladt sig, er endnu ikke blevet udfyldt af socialistiske partier.
Modstanden vokser
Så selvom arbejderklassen stadigvæk vokser, og er godt organiseret, så er det politiske lederskab svagt. Resultatet er, at dele af arbejderklassen støtter nationalistiske eller andre reaktionære løsninger på de daglige problemer.
Flygtninge og indvandrerhetz er nemmere for de herskende at starte. Men på samme tid kan utilfredsheden i arbejderklassen blusse op i form af større strejker og kampe mod magthaverne.
Vi har set det i Tyskland i form af strejken indenfor Metal, i Grækenland i form af strejker imod nedskæringer, i England mod minelukninger, i Italien mod korruption og mange steder i Østeuropa mod faldende levestandard.
Arbejderklassen har i dag styrken til at udfordre magthaverne. Manglen på socialistisk lederskab er den egentlige krise i arbejderklassen. En opgave som alle socialister i dag skal tage utroligt alvorligt.
Det er i dag meget svært at se, hvordan kapitalismen skal løse sine problemer uden massive angreb på befolkningen, flere krige og ødelæggelser.
Socialisme eller barbari
Valget står i dag derfor mellem enten at fortsætte barbariet, med krige, sult, arbejdsløshed og undertrykkelse, eller at tage et brud med den måde, tingene i dag fungerer på.
Et brud, der sætter de menneskelige behov over kapitalismens profithensyn, og som er starten på et samfund, hvor almindelige mennesker har magten. Med andre ord et socialistisk samfund.
Billedtekst:
Almindelige mennesker betaler prisen for den ny verdensorden
Sammenbrud i EF
Valutasamarbejdet brød sammen, da EF tillod kurserne indenfor EMS'en at svinge med 30%.
Sammenbruddet betyder, at den økonomisk-monetære unions (ØMU'ens) anden fase er udskudt på ubestemt tid.
Nu skulle det ellers lige til at fungere så godt. Magthaverne i Europa, har gennem de sidste år banket løs med, at Maastricht-traktaten ville sikre økonomisk stabilitet
Det næste fixpunkt var den ØMU'ens anden fase.
En af hjørnestenene i udviklingen var det tætte valutasamarbejde i form af EMS'en, der blev etableret i 1979. Stabile valutakurser skulle sikre ensartede og stabile handelsforhold i det indre marked.
Sammenbruddet i valutasamarbejdet har længe været undervejs. I september 92 røg England, Spanien og Italien ud af samarbejdet med nationale devalueringer til følge.
Lige siden har der jævnligt været spekuleret mod den franske franc og kronen. Men at give spekulanterne eneansvaret for sammenbruddet er dog at skyde ved siden af målet.
Spekulanterne opererer blot inden for et anarkistisk økonomisk system. Dagligt flyttes omkring 900 milliarder af kroner rundt mellem verdens børser.
Reallønnen falder
At valutasamarbejdet bryder sammen netop nu, udtrykker, at magthaverne ikke ved, hvad de skal gøre ved krisen.
En flydende devaluering af kronen, som for tiden ligger og svinger mellem 6 og 8%, betyder, at reallønnen falder. Alle forbrugsvarer, der bliver importeret, stiger i pris.
Magthaverne vil uden tvivl forsøge at få os almindelige mennesker til at betale prisen for sammenbruddet i valutasamarbejdet.
Reaktioner fra fagforeningslederne har været afdæmpede. Ingen har rejst krav om kompensation for prisstigningerne.
I stedet klynger de sig til et spinkelt håb om, at nedskrivningen af kronen betyder flere arbejdspladser.
Den sammenhæng er der bare ikke. I Sverige er der i løbet af sommeren kommet 100.000 flere arbejdsløse, selvom den svenske krone sidste år blev kraftig devalueret.
De der foreløbigt har tjent på devalueringen, er aktieejerne. I løbet af de første 14 dage efter, at kronen begyndte at flyde, har de tjent 16 mia. kr. uden at løfte en lillefinger.
Og så siger de, at de må arbejde hårdt for deres mange penge.
Vi skal ikke forvente milde gaver fra regeringen. Vi får kun forbedrede forhold, hvis vi selv slås for det.
Billedtekst:
Sammenbruddet i valutasamarbejdet skyldes, at politikerne ikke har nogen løsning på krisen. Det skyldes ikke så meget spekulanterne
Nyrup angriber de svageste
Regeringen udpeger syndebukke, fordi den intet svar har på krisen.
Først fik Nyrup-regeringen et flertal banket igennem for et ja til Maastricht.
Der blev lovet stabilitet, fremgang og flere i arbejde.
Men arbejdsløsheden steg fortsat, og så brød valutasamarbejdet sammen. Regeringen angriber nu de svage grupper i samfundet.
Det ligner nærmest en politisk farce. 2. juni sidste år sagde et flertal af den danske befolkning nej til Maastricht.
Så skulle vi have en ny afstemning, og den 18. maj i år, fik magthaverne med Poul Nyrup i spidsen, så endelig deres vilje ved at love stabilitet, fremgang, social sikkerhed og flere i arbejde.
Og modsat truede de med de katastrofale følger af et Nej.
Korthuset braser sammen
Kun 2 måneder efter afstemningen braser store dele af EF-korthuset sammen.
I stedet for stabilitet fik vi øget usikkerhed og kaos.
Regeringen har samtidig gjort sit til at gøre livet mere usikkert for de svage grupper og arbejderklassen.
En skattereform blev hastet igennem, hvor de der meget har, skulle mere ha', og endelig en dagpengereform, der sender tusinder over på bistand, og gør det sværere for unge, at blive faglig organiseret.
Angreb på indvandrere og flygtninge
Sidste skud på stammen er, at Nyrup nu angriber indvandrere og flygtninge.
Regler for familiesammenføring, er pludselig blevet et centralt politisk spørgsmål.
Nyrup har sikkert været i gang med at studere de opinionsundersøgelser, der viser en tilbagegang på 15 mandater for Socialdemokratiet.
Hvad er så mere oplagt end at tage del i den nye socialdemokratiske linje med at angribe flygtninge og indvandrere.
Godt nok kritiserede Nyrup borgmesteren i Hvidovre, men samtidig mente han, at hun rejste centrale spørgsmål, som nu må undersøges nærmere.
Det er ikke mærkeligt, at regeringen får mindre opbakning.
En dårlig kopi af Clinton
I dag fremstår den som en dårlig kopi af en borgerlig regering. Ingen af regeringens mange løfter er blevet indfriet.
Regeringen, som forsøgte at hægte sig på Clintons valgsejr og håbet om økonomisk fremgang efter et ja til Maastricht, oplever nu som Clinton, at de ikke har løsninger på den økonomiske krise.
I stedet for at angribe de aktieejere, der tjener 16 mia. kr. på 14 dage, så angriber de som Clinton de svage og arbejderbefolkningen.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed