Socialistisk Arbejderavis
Nr. 99 – Januar 1994 – side 2
Hobro
Gymnasieelever besætter asylcenter
Tirsdag den 14. december besatte en gruppe gymnasieelever fra Hobro byens asylcenter, Kærnehuset.
De protesterede imod, at deres gymnasiekammerat, Mustafa Abdul-Ghani, der er palæstinensisk flygtning fra Libanon, skulle udvises med den absurde begrundelse, at der nu er fred mellem PLO og Israel.
Til pressekonferencen om fredagen var ca. 100 elever mødt op for at støtte aktionen.
Aktionen betød, at gymnasieeleverne vandt første omgang. Sagen blev taget op til genovervejelse, med løftet om hastebehandling af sagen.
Sagen afvist
Flygtningenævnet har nu svaret med en afvisning. Mens flygtningenævnet har behandlet sagen, er antallet af aktionerende gymnasieelever blevet reduceret, men der er stadig en hård kerne, der er blevet på asylcenteret, for at afvente afgørelsen.
De siger, at de har fundet ud af, at man er nødt til at slås selv, hvis man vil ændre tingene, og at de også selv har lært meget af aktionen.
Som en af dem udtrykte det: “Vi er da i hvert fald blevet mere idealistiske og antibureaukratiske, og derudover er min holdning til flygtningepolitikken blevet langt mere venstreorienteret.
Det har også været godt for os, fordi vi har opdaget, at vi kan snakke med flygtningene lige så godt som med vores danske kammerater.”
Flygtningenævnets afgørelse, betyder at Mustafas eneste håb for at blive i Danmark, er at aktionen genoptages. Kun ved selv at handle og lægge pres på Birthe Weiss, kan der på ny skabes modstand mod udvisningen.
Billedtekst:
Gymnasieelever i Hobro besatte et asyl-center for at forhindre, at deres palæstinensiske klassekammerat blev udvist. De må gøre det igen.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe