Socialistisk Arbejderavis
Nr. 99 – Januar 1994 – side 4
Øresundsbroen
Attentat mod miljøet
Jacob Nøhr Schubart
Den politiske farce omkring Øresundsforbindelsen kører stadig på fulde omdrejninger.
De fleste almindelige mennesker er nok klar over, at hverken miljøgarantien eller milliardbudgettet holder.
Diverse høringer, ekspertkommissioner, snak om nulløsninger m.v., kan ikke skjule Øresundsbroens mange uheldige konsekvenser.
Broen bliver et alvorligt attentat på det i forvejen syge miljø i Øresund og Østersøen.
Landanlæggene i forbindelse med projektet kommer til at ødelægge boligområder og fritidsmuligheder for titusindvis af københavnere. Dertil kommer ødelæggelserne for befolkningen på den svenske side af sundet.
Det kæmpestore milliardbudget holder ikke. Broen bliver langt dyrere end de officielle skøn. Regningen skal betales af skatteyderne i en tid hvor regeringen skærer ned på på den sociale velfærd.
Ingen mennesker hverken i Sverige eller Danmark ønsker den bro.
Hele det politiske spil om broen er et skoleeksempel på manipulation, topstyring og fortielser.
Kynisme
Hundredevis af familier er jaget fra hus og hjem. I alt 233 huse er blevet jævnet med jorden.
Topmålet af kynisme er, at alt dette er sket, før den svenske regering har sagt endelig ja til projektet.
Imens stiger modstanden mod broen markant blandt befolkningen i både Danmark og Sverige.
55% imod
De sidste nye meningsmålinger fra Gallup viser at 55% af befolkningen i Danmark er imod Broen, mens 25% er for.
I Sverige er 49% imod forbindelsen og 30% er for.
Siden 1991, da projektet blev vedtaget, har der været en del spredte forsøg på at organisere en folkelig modstand mod broen.
De nye opinionstal viser, at der er mulighed for at samle mange mennesker imod Øresundsforbindelsen.
De berørte mennesker på Amager og i Sydhavnen samt befolkningen i resten af København må genoptage kampen.
Vreden må vendes til handling. Organiser underskriftsindsamlinger, blokader, demonstrationer og andre aktiviteter.
Ikke for sent
Det er bestemt ikke for sent. Men det eneste, der kan stoppe broen, er en bred folkelig kampagne.
Ligesom den folkelige modstand der i sin tid stoppede planerne om atomkraft i Danmark.
De mange udskydelser i den svenske regerings endelige beslutning, og den megen vaklen i den danske regering viser, at de to regeringer har interne problemer med vedtagelsen.
Selvom Øresundsforbindelsen bliver besluttet, er det ikke for sent at bekæmpe den.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe