Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 99 – Januar 1994 – side 5

PROSA, Kommunedata

Glemt strejke mod gratis overarbejde

Carsten Lorenzen

255 ansatte på Kommunedata har strejket siden 1. december for at fastholde 37 timers arbejdsuge.

De kommunale arbejdsgivere er gået i offensiven overfor edb-folkene på Kommunedata og har krævet en overenskomst, hvor der ikke er fastsat nogen højeste arbejdstid.

Meningen er, at overarbejde i weekender og efter klokken 21 hverken udbetales eller afspadseres. Det er mere, end edb-fagforeningen PROSA vil acceptere, og 255 mand har strejket siden 1. december.

Men strejken har ikke tiltrukket sig den store opmærksomhed, bl.a. fordi de strejkende udfører reparations- og udviklingsarbejde, mens de daglige funktioner med for eksempel udbetaling af løn og pensioner udføres af HK-ansatte.

Det egentlige problem ligger i splittelsen mellem HK og PROSA, fordi HK allerede har accepteret, at de bedst lønnede ikke længere får afspadsering, når de har arbejdet mere end 37 timer på en uge. HK har endda antydet, at de ville udføre strejkeramt arbejde. I hvert fald har formanden for HK-Kommunal, Kim Simonsen, sagt, at det er svært at trække en grænse mellem HK'ernes og PROSA-folkenes arbejde.

Mange ledige

De strejkende synes, det er grotesk, at de skal arbejde længere, når der er en ledighed på cirka 13 procent på edb-området.

– Vi er mange, der har små børn, og skal vi arbejde over i weekenden uden mulighed for at afspadsere, kan vi ikke få familielivet til at hænge sammen, siger en af de strejkende, Trine Danvold.

Imod overarbejde

De strejkende har brugt tiden på at lave en meningsmåling om holdningen til overarbejde. 79 procent af de adspurgte mener, at overarbejde bør undgås i en tid med arbejdsløshed.

Det kan være svært at vinde enorm opbakning til strejken fra andre faggrupper – de nye arbejds- tidsregler vil i givet fald kun gælde for ansatte med en månedsløn på over 27.000.

Alligevel er det vigtigt, at andre dele af fagbevægelsen støtter PROSA-folkene. For vinder arbejdsgiverne, vil de forsøge at gennemføre lignende forringelser for de lavere løntrin i løbet af de næste år. Derfor skal PROSA også fortsætte med at arrangere små demonstrationer, lave meningsmålinger osv.

Og der bør hurtigst muligt sættes gang i en indsamling med mærkater og underskriftslister, ligesom man bør overveje mulighederne for at udvide strejken.

Flere artikler fra nr. 99

Flere numre fra 1994

Se flere artikler om emnet:
Faglig kamp 1991-2000

Se flere artikler af forfatter:
Carsten Lorenzen

Siden er vist 2014 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside