Socialistisk Arbejderavis
Nr. 99 – Januar 1994 – side 8
1993 – håbets år
Utilfredsheden ulmer. Strejker ryster Europa
1993 var året, hvor håbløsheden blev vendt til spirende håb. Annus Horribilis, 1992, gav os det Bosniske mareridt, nazistisk terror i Rostock og mange andre tyske byer, mordbrandene i Möln, massefyringer over hele Europa med op mod 20 millioner uden job, og ikke mindst sult og borgerkrig i Somalia.
1993 har ikke løst et eneste af disse problemer. Snarere tværtimod. Krigen på den Bosniske slagmark fortsætter og skurkene er ikke kun de serbiske millitser. Fascister har fået tag i en betragtelig del af de italienske og russiske vælgere. Arbejdsløshedskurven er ikke knækket, vi venter stadig på "opsvinget", og sultens kløer har sat sig andre steder end i Somalia.
Men 1993 har vist, at der er millioner af mennesker, der er parate til at yde aktiv modstand mod markedsøkonomiens hærgen i vores liv. Studenter i Storbritannien, Frankrig og Danmark protesterer og gør oprør. Krigen på Balkan møder massiv modstand fra civilbefolkningen. Europa oplever masseaktioner, strejker og demonstrationer, mod fyringer, nedskæringer, lønnedgang og privatiseringer. Arbejdskampene er dog tit begrænset til fag og under fagforeningsledelsernes kontrol.
Kort sagt – arbejderklassen er på banen igen.
1993 markerede et markant og synligt skift fra de frygtelige år i 80'erne, hvor det ene nederlag og tilbageskridt for arbejderklassen og den sociale velfærd blev afløst af nye tilbageskridt. 1993, håbets år, gav signalet til, at nu er det vores tur til at vinde sejre.
“...sporene fra den ødelæggende maj-revolution i 1968, der var tæt på at styrte general Charles de Gaulle...for 25 år siden, skræmmer,” skrev Jyllandsposten i forbindelse med Air France strejken imod massefyringer d. 27 oktober 1993
Utilfredsheden ulmer
Selvom der ikke har været storstrejker i Danmark i 1993, så ulmer utilfredsheden under overfladen. Strejketallet i 1993 var dobbelt så stort som året før.
Der har ikke været masseaktioner og strejker i Danmark i den samme størrelsesorden som i en del andre europæiske lande. Nyrup-regeringen har haft en del "good-will" hos fagforeningstoppen og blandt en del aktivister. Ikke desto mindre ulmer der både utilfredshed og vilje til kamp lige under overfladen.
Næsten 1000 strejker
Strejkeaktiviteten har været dobbelt så stor i 1993 som 1992, som igen var 25% højere end 1991. Der har været op mod 1000 strejker. De fleste på lønspørgsmål men mange også imod fyringer (ca 10%). Ebbe Nielsen fra Dansk Industri siger: “Lønstrejkerne har været koncentreret om nogle enkelte større virksomheder og har haft en betydelig længere varighed end tidligere.”
Specielt strejker mod fyringer er vigtige, fordi de viser en stigende lyst til aktivt at forsvare arbejdspladserne. Samtidig har nogle af strejkerne været imod fyringer, som er blevet opfattet som urimelige. Det gælder Danpo- strejken i marts på fjerkræslagteriet i Vamdrup, imod at en voldelig værkfører korporligt smed 5 tamilske arbejdere ud af fabrikken, fordi de nægtede at presse tempoet mere i vejret.
Blokeret i to dage
Men også strejken på Eternitfabrikken i Ålborg i april, hvor firmaet blev totalt blokeret i to dage, var begrundet i en fyring af en påstået “voldelig” arbejder. Eller som fællestillidsmanden sagde: “Det ender med, at vi skal gå to og to for at have vidner.” Begge strejker endte i genansættelser af de fyrede.
I det hele taget viste 1993 at flere arbejder grupper har tegnet en streg i sandet overfor arbejdsgiverne. Specielt slagteriarbejderne, som gennem en tre uger lang strejke i april tvang både arbejdsgivere og deres egen fagforening til at opgive 4 dages ugen.
Fællestillidsmanden Bernt Andersen, Danish Crown Odense, sagde: “Både i 70’erne og 80’erne har vi kunnet høre og læse overalt, at det ikke nyttede at konflikte. Vi har bevist det modsatte.”
SAS lammet
SAS's personale tvang i foråret SAS's ledelse til at trække en bebudet massefyringsplan tilbage efter blot to dages total lammelse af flytrafikken.
SAS arbejdernes vilje til fortsat at forsvare arbejdspladser kom til udtryk igen i november, da SAS var ved at blive fusioneret med flere andre selskaber og fyringer lå i luften. De ansatte gik straks til fagligt møde, men fusionen gik i vasken.
Indenfor det offentlige område var sygeplejerskerne parate til, trods en massiv front af fagtop og arbejdsgivere, at strejke imod den forhadte "lokalløn". Kun ved at stjæle pengene fra sy- geplejeelevernes løn og give det til de laveste løntrin kunne der skrabes et flertal sammen for ikke at aktionere.
Både pædagogmedhjælperne og SID-kommunalarbejdere forkastede resultatet af forårets overenskomstforhandlinger, men da der ingen vilje var til at slås hos deres faglige ledere, kunne der skabes et flertal for ikke at strejke i anden ombæring.
Lokallønnen væk
Men det nummer bliver svært at gentage i 1995 til over-enskomstforhandlingerne. Folkeskolelærernes kongres i efteråret 1993 tegnede meget godt stemningen blandt de offentlige ansatte, da de pålagde forhandlerne at få fjernet “lokallønnen” ved de næste overenskomstforhandlinger.
Lav deltagelse
Overenskomsterne i 1993 blev vedtaget med et historisk lavt lønresultat, og en lige så historisk lav deltagelse i urafstemningen om resultatet.
Men det betød ikke, at folk holdt op med at kæmpe, tværtimod betød det yderligere uro på arbejdspladserne. Arbejdsgivernes forsøg på at tvinge 0 kroners politikken igennem i lokalforhandlingerne skabte mange lønkonflikter. Fra midten af april til midten af maj var der mindst 9000 ude i strejke foruden slagteriarbejderne. Terma i Århus, Haugstrups i Odense, ABB IC Møller i Fredericia, og Danfoss på Als var de mest markante. Mange af disse strejker blev vundet.
Specielt i Esbjerg nåede sommerens arbejdskampe op på en usædvanlig højde. Vestfrost, BILKA, Colorlux og Vestkraft var de mest kendte men der var mange andre små-konflikter.
Arbejdsgivere bekymret
Det fik informationschefen i Dansk Industri, Poul Shever til at beklage, “....de ulovlige aktioner (i Esbjerg, red.) har desuden en karakter, der nu for alvor ryster organisationen. Det vækker således bekymring, at aktioner og blokade præges af fysisk hårdhed med ondsindet islæt.”
Det var en torn i øjet på arbejdsgiverne, at arbejderne dels var indbyrdes meget enige om at holde fast, og at de fik megen sympati fra resten af arbejderklassen i Esbjerg. Således blev en trussel om at sætte politi ind mod Vestkraftarbejderne for at bryde blokaden modsvaret af en trussel om en lokal generalstrejke! Næsten samtlige strejkende vandt en sejr.
Specielt Vestfroststrejken, som startede bølgen, ydmygede totalt arbejdsgiveren. “Vi har fået vores krav opfyldt 100% og vi er så lykkelige, at tårerne render os ned af kinderne,” udtalte en af de strejkende.
Solidarisk holdning
Arbejderklassen i Danmark bliver en faktor i 1994. Derom er der ikke meget tvivl. Besvarelser fra LOs medlemmer afspejlet i rapporten “Medlemmer i bevægelse” viste en overvejende social og solidarisk holdning blandt arbejderne. Skraldemandsmodellens massive popularitet viser den samme tendens. Det betyder, at ethvert angreb på velfærdsstatens grundpiller eller massefyringer kan forventes at møde modstand.
LO imod
Problemet er, at LO og fagforeningstoppen ikke er indstillet på at lede denne kamp. Derfor ser vi tendenser til “selvstændig” organisering. "Forum mod privatiseringer og nedskæringer i den offentlige sektor" er et af initiativerne. Tillidsmandssamarbejdet under slagterikonflikten var et andet eksempel. Under Esbjergstrejkerne var der ligeledes et fagligt netværk af tillidsfolk på tværs af arbejdspladserne.
Strejker ryster Europa
Fyringer og nedskæringer er blevet mødt af store strejker mange steder i Europa. I Tyskland er røde faner blevet en del af hverdagen.
Overalt i Europa har arbejderne svaret igen på regeringernes angreb. Specielt i Spanien, Belgien og Grækenland. Men også blandt de "store" lande i Europa har regeringerne mødt massiv modstand.
Fire ugers strejke
I Tyskland startede 1993 med, at arbejdsgiverne forsøgte at ændre på ligelønsaftalen med fagforeningerne, således at ligeløn skulle opnås mellem øst og vest senest i 1996. Det udløste en fire ugers strejke blandt stål- og metalarbejdere i øst. Utilfredshed med hele situationen prægede strejkelysten. "Kohl lovede arbejde, et bedre liv, reel genforening. Men se hvad der er sket. Enten lukker de hele molevitten eller skærer ned i antallet af arbejdere gennem rationalisering" sagde en havnearbejder fra Rostock.
Strejken endte i et kompromis, men dette var ikke nok for Kohl og arbejdsgiverne. De kom med en nedskæringspakke i september, som indeholdt en dagpengenedgang på 3% og skatteforhøjelser på 7%. Hertil kommer indførelse af to "ka- rensdage" for sygdomme og afskaffelsen af vejrligsbetalingen, som betyder, at arbejderne får løn i tilfælde af dårligt vejr. 100.000 demonstrede mod pakken i september mens 100.000 bygningsarbejdere tog til Bonn i oktober og protesterede mod afskaffelsen af vejrligsgodtgørelsen.
Samtidig har der været et hav af lokale strejker og protester. Der Spiegel udtrykte situationen således d. 11 oktober: "Demonstrationer, protester og røde faner...er blevet en del af hverdagen."
Privatisering og nedskæring
I Frankrig præsenterede den nye borgerlige regering en "femårs plan", som indebar privatiseringer, skattelettelser for virksomhederne og nedskæringer indenfor det sociale system. Samtidig skulle arbejderklassen betale mere for de sociale goder. Dette afstedkom siden sommerferien en hel række lokale protester og strejker.
Arbejdere på fyringstruede virksomheder har været ude i strejke, samt bank- og undergrundsbane -og postarbejdere i Toulouse, som var ude i strejke i fire måneder.
Dette fremtvang et minimum af respons fra fagforeningen, CGT og den mere moderate FO. Sidst i september deltog 45.000 i demonstrationer på landsplan. Mens 35.000 togarbejdere demonstrerede i Paris i oktober. Seks dage senere gik CGT og FO sammen og 100.000 marcherede i gaderne. Nogle dage senere gik 30.000 lærere i protestmarch.
Kulmination i oktober
Kulminationen på denne protestbølge blev en endagsstrejke i midten af oktober indenfor den offentlige sektor. Som Louis Viannet fra CGT sagde: "Kravene om tryghed er særligt akutte i de store statsselskaber, som er truet af privatisering." Metroen i Paris lå øde, 2/3 af togene og 4/5 af busserne kørte ikke.
Men kampen tog en meget mere millitant drejning da 4000 Air France arbejdere tvang regeringen til at tilbagekalde en rationaliseringsplan, som betød massefyringer. De strejkede i 10 dage og afviste politiets gentagne forsøg på at bryde deres blokader. Strejkens millitans og sejr har inspireret andre arbejdere til at gå i aktion.
Medierne har koncentret sig meget om valgene i Italien. Både fascister, gammelkommunister og seperatister har fået stor opbakning, på bekostning af de gamle korrupte politikere. Men de italienske arbejdere er trådt massivt frem på scenen i 1993.
14 millioner i strejke
I februar var der en 24 timers generalstrejke i flere regioner hvor Liga Nord ellers havde fået parlamentarisk opbakning. I marts forlangte flere hundrede tusinde demonstranter regeringens afgang. I oktober deltog 14 millioner i en fire timers generalstrejke, som er den hidtil største manifestation af arbejdernes vrede. Anledningen var regeringens plan om nedskæringer i pensioner, uddannelse og offentlig transport.
Generalstrejken var en reaktion fra fagforeningens top fordi regeringen ikke havde overholdt en aftale indgået i 1992. Strejken var en advarselsstrejke og kontrolleret af fagforeningerne, men den har sat gang i mange andre grupper og fremkaldt andre protester. Blandt andet demonstrerede 200.000 pensionister mod regeringens planer om nedskæringer i pensioner. Mens folkeskoleelever, offentligt ansatte og landarbejdere alle har protesteret inden for de sidste måneder af 1993.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed