Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 99 – Januar 1994 – side 10

IS mener: Fri adgang uden stopprøver

Studenter slår igen. Europæiske studenter i oprør

Adam Johansen

83 studerende ved Institut for Statskundskab i København har deponeret deres stopprøve. De opfordrer andre studerende om at følge deres eksempel.

Deponeringsaktionen er sat igang af 66% af de 1. årsstuderende. Adam Johansen fra Socialistisk Arbejderavis, der også læser på Statskundskab, har talt med Lotte Machon, Ania Stoltz-Andersen og Thomas Vind, som alle 3 er med i ledelsen af aktionen.

Thomas: “Vi har fra starten lagt diskussionen meget åbent op. Vi fordømmer ikke dem, der er imod deponeringen, og vi opfordrer de medstuderende, der ikke deponerer, men alligevel er imod stopprøver, til at give sig til kende i f.eks. læserbreve. Nogle af dem deltog i vores demonstration foran instituttet. Vi vil også gerne have tvivlerne med i vores kommende aktiviter.”

Ringe i vandet

Socialistisk Arbejderavis: Hvad skal der til for at vinde?

Thomas: “Nu gælder det om at få andre studerende til at tage debatten op. Det skulle helst føre til lignende aktioner, så de kan brede sig som ringe i vandet. Vi er inviteret til at tale for hele 1. årgang på psykologi i København d. 10. februar i forbindelse med en forelæsning. Vi er også blevet inviteret til møde på geografi. D. 7. februar er vi inviteret til et møde på Odense Universitet. Både i Århus og i Ålborg ved vi, at der forberedes møder. Vi vil gerne inviteres ud til andre fag og give ideen videre.”

Demonstration

Lotte: “Det gør ikke noget, at det kun er en lille gruppe, der tager initiativet. Det vigtigste er, at de finder sammen og går ud på holdene og rejser debatten. Vi overvejer at arrangere en kæmpedemonstration til foråret. Og vi har også tænkt på at lave et koordineringsudvalg for alle de studerende, der vil være aktive imod stopprøverne. I første omgang i København, men også gerne på landsplan.”

Thomas: “Det var et godt tegn, at forligspartierne bag ‘flerårsaftalen’ gav os et 3. forsøg til at bestå stopprøven. Det gjorde de for at lægge låg på debatten. Men det lykkedes ikke.”

Socialistisk Arbejderavis: Hvad betyder stopprøverne?

Ania: “Vi er imod stopprøverne, fordi de ødelægger uddannelserne. De forringer studiernes kvalitet, den studerendes selvstændighed og studiemiljøet. Vi skal jo uddannes til at være kritiske, men det forhindrer stopprøverne. I løbet af vores første semester her på Statskundskab er intentionen om, at de 3 fag, vi følger, har en vis sammenhæng, faldet totalt til jorden. Folk har kun forberedt sig ordentlig til stopprøvefaget. De tænker eksamensstrategisk, i stedet for at forholde sig til indholdet.”

Skrækslagne

Lotte: “Her på studiet arbejder vi jo i læsegrupper de første år. Det er her, man udvikler sig, fordi vores fag i så høj grad er et diskussionsfag. Der er ingen sandheder. Det er også godt at kunne samarbejde, for der er ingen jobs uden samarbejde.

Men folk er simpelthen skrækslagne for ikke at bestå sammen med dem, de er i læsegruppe med. F.eks. har nogle af vores medstuderende argumenteret for, at de ikke ville være i læsegruppe med studerende optaget via kvote 2, når de selv var optaget på deres karaktergennemsnit alene. Det er jo hysterisk.”

Deponeringsgruppen kan kontaktes:
c/o Fagrådet. Institut for Statskundskab. Københavns Universitet. Rosenborggade 15. 1130 København K. Tlf. 35323366.
Eller c/o Ania. Tlf. 31287550.

IS mener:

Fri adgang uden stopprøver

I forbindelse med deponeringen af stopprøver har studielederen på Statskundskab udtalt sin fulde for-ståelse for aktionen. Det er godt, men han har også udtalt, at kun ved fri adgang kan man indføre stopprøver.

Det er IS uenig i. IS mener, at de, der ønsker en videregående uddannelse, også skal have chancen. Ikke for at forberede sig til en stopprøve, men for at finde ud af, om studiet er noget for dem. IS tror på, at de, der ikke finder sig til rette, selv holder op med at læse. Det er trods alt ikke gratis.

Uddannelsessystemet er efter-hånden styret af en énsidig økonomisk prioritering. Det skal gå hurtigt og uden afvigelser fra læseplanen. Fordybelse og nysgerrighed reser-veres til de få.

Aktionen på Statskundskab er afgørende, ikke kun for at afskaffe den første stopprøve, men også den næste: bachelorprøven. Støt aktionen, aktionér selv.

Depositum fjernet

I december 1991 blev depositum afskaffet af Folketinget efter at hver 4. eller 9000 studerende samme efterår undlod at indbetale de 500 kr., som dengang var en betingelse for at komme i gang med en videregående ud-dannelse.

I mange år havde de HF-studerende forgæves forsøgt at få fjernet betalingen for enkeltfagskurser. Da det lykkedes gennem depositum-boykotten, at få de universitetsstuderendes krav på Folketingets dagsorden, lykkedes det samtidig at afskaffe enkeltfagsbetalingen på HF. Når først aktiviteterne ruller, bliver Folketing og regering velvillige.

Europæiske studenter i oprør

Studerende i mange europæiske lande aktionerer mod nedskæringer

Det er ikke kun i Danmark, at studerende slås mod forringelser.

I Norge har der i december været omfattende protester, demonstrationer og besættelser af universiter mod regeringens nedskæringsforsøg.

Gravide

Den norske regering vil bl.a. fjerne stipendieretten til gravide studerende og hæve renten på studielån med 3,5%. Foreløbelig har de studerende vundet retten til stipendier for de gravide studerende tilbage. Aktionerne fortsætter.

Besat

I England har 10.000 af studerende været med i demonstrationer i december. I London, Glasgow, Stratchclyde og Sheffield har universiteter været besat. De studerende slås mod planer om nedskæringer i stipendierne på ca. 50% over de næste 3 år. Den 22. januar er der indkaldt til aktionsdag mod nedskæringerne.

I Italien har 500.000 skoleelever og studerende den 11. december været ude at demonstrere mod privatisering af gymnasier. I forbindelse med demonstrationerne blev der gennemført flere besættelser af gymnasierne.

I Tyskland har de studerende været ude i kampe mod forringelser af lånemulighederne under studietiden og mod forringelserne af deres studieforhold. Også i Frankrig og Spanien har de studerende været i aktion mod nedskæringer og forringelser af studierne.

Flere artikler fra nr. 99

Flere numre fra 1994

Se flere artikler om emnet:
Universitets-studerende
Studenterkamp (int.)

Se flere artikler af forfatter:
Adam Johansen

Siden er vist 2097 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside