[ Socialistisk Revy nr. 4 ]
Socialistisk Revy nr. 4
maj 1998

Socialistisk Revy hjemmeside

 

Forside

Simpel søgning

Udvidet søgning

Vis numre

 

Temasider

Temaer

 

Indhold nr. 4

Udskriv artikel

 

Nr. 4

Side 13
· Er England anderledes?

Side 14
· Er der grænser for vækst?

Side 16
· Halvfemsernes nye moralbølge

Side 19
· Vesten vasker sine hænder

Side 20
· Enhedslisten mellem reform og revolution

Side 23
· Marxismen og det jødiske spørgsmål

Side 26
· Caterpillars klapjagt

Side 27
· I Begyndelsen var Kommunen ...
· Fagbevægelsen set nedefra

Side 28
· Forsvar for den levende marxisme
· Vejen til ægte kvindefrigørelse

Side 30
· Skal staten have monopol på vold?

Side 33
· Så blev det payback-time

Side 34
· Kan strejken vindes?

Side 35
· Ti dage der rystede Danmark

 

Hovedmenu

Internationale Socialisters Ungdom

Socialistisk Arbejderavis

Arkivet

Links

English version

   

Socialistisk Revy nr. 4 – Side 13 – Maj 1998

Udskriv

Ved nærmere eftertanke

Er England anderledes?

"Storbritannien er anderledes". Dette argument høres altid fra højrefløjen i arbejderklassen. Men nu høres det også fra andre dele, nemlig fra dem, der gerne så en revolutionær ændring, men som har opgivet alt håb om, at den kan finde sted. Denne pessimisme opstår fra kontrasten mellem, hvad der sker i nogle af de store europæiske lande og det nuværende lave niveau i klassekampen i Storbritannien.

I de sidste par år har der i lande som Frankrig, Belgien og Italien været en skarp og mærkbar bedring fra nedgangen i klassekampen, som strakte sig fra sidst i 1970erne til midt i 1990erne. Og i Tyskland, som næsten ikke var berørt af den internationale vækst i klassekampen fra sidst i 1960erne til først i 1970erne, er strejker og protester fra arbejderklassen nu i fokus.

Samtidig har Storbritannien det laveste antal registrerede strejker, og ikke kun i arbejdsministeriets statistikker. Det ses også, hvis man i dag sammenligner de faglige rapporter i avisen Socialist Worker med dem for 10 eller 15 år siden.

Den anden side af det lave kampniveau er det konstante pres på arbejdspladsen. Flere skæve arbejdstimer, stigende pres for at arbejde hårdere, og selv blandt de bedste aktivister er der en stigende håbløshed overfor situationen. Det er ikke underligt, at man gang på gang hører dem sige, at folk åbenbart vil finde sig i alt. Men synspunktet har en grundlæggende fejl. Det ser kun på ét aspekt af den nuværende situation og ikke på det samlede billede.

For det første ignorerer det den generelle politiske kontekst. For ti år siden havde arbejderbevægelsen ikke kun oplevet enorme nederlag – specielt den store minearbejderstrejke. Der var også en minoritet i arbejderklassen, som troede, de kunne klare det gennem "folkets kapitalisme" – ved at købe deres lejligheder i det sociale boligbyggeri for at sælge dem med stor profit, investere i privatiserede aktier osv. Men lav-konjukturen i starten af 1990erne ændrede dette. Rundt omkring snakkede folk ikke mere om, hvordan man kunne tjene en hurtig skilling, men om hvis kammerater, der var blevet arbejdsløse og hvis huse var røget på tvangsauktion.

De store og uventede demonstrationer som udviklede sig under "the pit closure programme", de konservatives planer om omfattende minelukninger, i efteråret 1992 var et udtryk for forandring, ligeså var rækken af lokale protester over nedskæringer på sundhedsområdet og størrelsen på skoleklasser. Til sidst i efteråret 1992 kom vælgerskredet mod Labour. En lang række meningsmålinger samt rapporter fra socialistiske aktivister viste en forøget radikalisering mod venstre og med en grundlæggende klassebevidsthed om "dem og os" til følge. Dette skete blandt alle grupper af arbejdere, inklusiv mange – lærere og sygeplejersker f.eks. – som førhen havde opfattet sig selv som middelklasse.

Denne stemning, som adskiller 1990erne fra de sene 1980ere, eksisterer stadig. New Labour gør sit yderste for at erstatte håbet med kynisme, men dette er endnu ikke lykkedes. De seneste meningsmålinger viser stadigvæk, at flertallet i befolkningen er villige til at betale mere i skat for at øge de offentlige udgifter.

Den anden store fejl, folk laver, er at tro, at fordi stemningen endnu ikke er mundet ud i direkte kamp, så vil det aldrig ske.

Ligegyldighed opstår under to forskellige omstændigheder. Den ene er, når folk føler, at kamp er unødvendigt, for tingene bliver bedre alligevel. Dette var venstrefløjens store problem tilbage i starten af 1960erne, da bl.a. E.P. Thompson udgav en essaysamling med titlen Out of Apathy (Ud af ligegyldigheden). Men dette er bestemt ikke situationen i dag.

Den anden type ligegyldighed er, når der opstår en følelse af, at tingene bliver værre, men at den kollektive kamp er nyttesløs. Dette får folk til at kigge på deres individuelle sorger, selv om disse bare afspejler den generelle opløsning i deres liv. Men denne type ligegyldighed kan vendes meget hurtigt. I samme øjeblik en mere eller mindre tilfældig hændelse viser en given gruppe styrken i kollektiv kamp, så er andre hurtige til at følge dem. Der kommer en kædereaktion, hvor en spontan aktion vil være inspiration til andre.

Det var denne proces, som opstod i Rusland i 1905, der blev beskrevet af den revolutionære socialist Rosa Luxemburg i hendes skrift Massestrejken. Det samme skete i maj 1968 i Frankrig, og 1980 i Polen hvor en massestrejke lynhurtigt brød ud.

Det samme er sket i Frankrig, dog ikke med samme hastighed som i 1905 og 1968, siden midten af 1990erne. Før alt dette var pessimismen blandt aktivisterne i den franske arbejderbevægelse større end den nuværende i Storbritannien. Under protesterne over minelukningerne var stemningen, at sådanne ting ikke ville kunne forekomme i Frankrig.

Men i november 1995 voksede protester mod nedskæringer i den offentlige sektor og angreb mod jernbanearbejderes pensioner til en stor bevægelse, der sendte Juppé-regeringen i defensiven, og lagde fundamentet for dens valgnederlag sidste år. Det er præcis denne pludselige udvikling fra individuel utilfredshed til kollektiv stemning og aktioner, som lå bag den nye bølge af studenter og arbejderstrejker i Tyskland, den vellykkede UPS-strejke sidste år i USA og de italienske strejker der væltede Berlusconi-regeringen.

Bitterheden i Storbritannien er bestemt stor nok til, at et lignende stem-ningsskifte kan forekomme. Faktisk har den politiske venstredrejning allerede vist dette stemningsskifte. Det, der indtil videre har manglet, er selvsikkerheden til at ændre den generelle klassestemning til aktioner. Dette er ikke overraskende, eftersom arbejderklassen i Storbritannien led større nederlag end nogen andre i Europa i 1980erne, og fagforeningslederne spiller stadig på disse minder for at retfærdiggøre deres egen fejhed. Men det er den værste form for historisk snæversyn at tro, at tingene for evigt kan forblive i den nuværende stilstand. I samme øjeblik en gruppe arbejdere bliver tvunget til kamp og opdager, de har styrken til at vinde, vil selvtilliden komme tilbage. Når det sker, vil den bitterhed, der nu ødelægger folk, ryste samfundet i dets rødder.

Chris Harman

 

 

www.socialister.dk – 21. juni 2024 kl. 13:25