[ Socialistisk Revy nr. 4 ]
Socialistisk Revy nr. 4
maj 1998

Socialistisk Revy hjemmeside

 

Forside

Simpel søgning

Udvidet søgning

Vis numre

 

Temasider

Temaer

 

Indhold nr. 4

Udskriv artikel

 

Nr. 4

Side 13
· Er England anderledes?

Side 14
· Er der grænser for vækst?

Side 16
· Halvfemsernes nye moralbølge

Side 19
· Vesten vasker sine hænder

Side 20
· Enhedslisten mellem reform og revolution

Side 23
· Marxismen og det jødiske spørgsmål

Side 26
· Caterpillars klapjagt

Side 27
· I Begyndelsen var Kommunen ...
· Fagbevægelsen set nedefra

Side 28
· Forsvar for den levende marxisme
· Vejen til ægte kvindefrigørelse

Side 30
· Skal staten have monopol på vold?

Side 33
· Så blev det payback-time

Side 34
· Kan strejken vindes?

Side 35
· Ti dage der rystede Danmark

 

Hovedmenu

Internationale Socialisters Ungdom

Socialistisk Arbejderavis

Arkivet

Links

English version

   

Socialistisk Revy nr. 4 – Storstrejketillæg – Maj 1998

Udskriv

Ti dage der rystede Danmark

af Jørn Andersen og Anders Schou

Folk, der havde afskrevet storstrejker, har en kort hukommelse. Så sent som i 1985 fandt den hidtil største strejke i Danmarkshistorien sted. Jørn Andersen og Anders Schou beretter om Påskestrejken, der i ti dage vendte op og ned på samfundet.

Store strejker er ikke kun noget, der foregår i Sydeuropa eller i Danmark i en fjern fortid. Så sent som i 1985 var 7-900.000 arbejdere i strejke i to uger. I udgangspunktet for at få en bedre overenskomst, men undervejs blev samfundet sat så meget i stå, at den borgerlige Schlüter-regering let kunne være væltet.

Baggrunden for 1985 ligner baggrunden for den nuværende strejke: Arbejdsgiverne stod stejlt, de var sikre på, at Schlüter-regeringen, der var kommet til magten i 1982, ville støtte dem. Beskæftigelsen var steget, så også på arbejdersiden kunne man mærke en vis selvtilllid. Men samtidig var der utilfredshed med, at regeringen kun kom med nedskæringer, mens aktionærer og yuppier havde kronede dage.

I modsætning til 1998 kom der i 1985 aldrig noget mæglingsforslag. De faglige ledere var klar over, at medlemmerne ville have nogle resultater, og turde ikke indgå et forlig. I stedet truede de med strejke, og håbede på, at truslen enten ville få arbejdsgiverne til at give efter eller regeringen til at gribe ind.

Men arbejdsgiverne ville ikke give mere end 2 pct., hvilket var mindre end inflationen – altså en reallønsnedgang for den samlede arbejderklasse. Og regeringen forholdt sig passiv. Så mandag den 25. marts gik 300.000 arbejdere på LO/DA-området i strejke.

Det var ikke arbejdernes strejke, men de faglige lederes. De fleste arbejdere var nok utilfredse, men regnede det for omsonst at strejke – “regeringen greb jo alligevel ind”.

Alligevel var der folk, der forsøgte at organisere aktivitet, enten gennem fagforeningerne eller gennem uafhængige overenskomstinitiativer. Der blev organiseret blokade mod skruebrækkere og uddelt løbesedler, der argumenterede for fagforeningernes overenskomstkrav og for en aktiv storstrejke. Men langt de fleste var passive.

Tirsdag aften den 26. meddelte Schlüter, at regeringen ville gribe ind i konflikten og vedtage en lov, som fastlagde overenskomsterne for de næste to år. Indgrebet lå tæt på arbejdsgivernes udspil og fjernt fra arbejdspladsernes forventninger.

Arbejdstiden blev kun nedsat med en time, og lønstigningen lå under det halve af inflationen. Indgrebet omfattede ikke blot hele det private arbejdsmarked, men også hele det offentlige område. Her var der varslet konflikt for 100.000 offentligt ansatte, som skulle starte med at strejke mandagen efter, den 1. april. Men med det skridt lagde Schlüter sig ud med stort set alle lønmodtagere, som blev rasende over hans arrogante indgreb. Nu begyndte begivenhederne for alvor at tage fart. Passivitet blev i løbet af et par dage vendt til aktivitet.

Torsdag den 28. marts skulle Folketinget vedtage lovindgrebet. Men ca. 1500 aktivister fra fagbevægelsens venstrefløj i København blokerede de ni broer, som giver adgang til Christiansborg. Trods politiets angreb lykkedes det at holde blokaderne i flere timer og udsætte behandlingen af lovforslaget.

De borgerlige politikere rasede, én af dem snakkede om højforrædderi. Men på landets arbejdspladser kunne de mange privat og offentligt ansatte, som ikke var i konflikt, følge slagets gang over radioen time for time. En mejeriarbejder fortalte: “Folk, som dagen før ville være blevet forfærdede, sagde, at det havde de godt af. Alle snakkede om det. Vi grinede alle af politikerne. Det var starten på det, der fulgte.”

[ Blokaden af Christiansborg ]

Fra blokaden af Christiansborg under Påskestrejken

Harmen over Schlüters indgreb var stor, og nu oplevede folk, at de ikke behøvede at føle sig afmægtige – de kunne gøre noget for at stoppe regeringen.

De faglige lederne fra både LO og FTF havde indkaldt til demonstration om fredagen i de større byer i protest mod indgrebet. Fremmødet var massivt. Over 100.000 mennesker fyldte Christiansborg Slotsplads ud over bristepunktet. På Rådhuspladsen i Århus mødte over 20.000 op, og billedet var det samme landet over – demonstrationerne var de største siden 1945. Det fælles krav var: “Schlüter må gå”.

Nogle grupper af privat og især offentligt ansatte, som endnu ikke var i konflikt, besluttede at tilslutte sig strejken. Overalt diskuterede folk, om de skulle gå med. De små netværk af stærke arbejdspladser, røde fagforeninger og aktivister fra venstrefløjens organisationer fik større betydning i takt med, at nye grupper tilsluttede sig for at være med til at sprede konflikten. De faglige ledere i fagbevægelsens top var ved at miste kontrollen med konflikten.

Lørdag vedtog det borgerlige flertal på Christiansborg indgrebet. Forbundslederne overgav sig, og afblæste strejken. Hardy Hansen sagde om fredagen: “Vi har vist vores protest. Nu må vi gå tilbage og normalisere arbejdet. Men husk hvor krydset skal sættes ved næste valg.”

De faglige ledere havde spillet et dobbeltspil – og tabt. De kunne have organiseret en aktiv strejke, så regeringen ikke turde gribe ind. I stedet valgte de at håbe på, at regeringen ville kaste nogle krummer til deres side, eller at arbejdsgiverne ville bøje af. Da det ikke skete, måtte de nødtvungent starte strejken.

Men da regeringens indgreb kom, var der ingen krummer til arbejdersiden. Lederne var rasende. Men mange års træning på de bonede gulve og til en høj gage (ofte det dobbelte af en arbejderløn eller mere) havde lært dem, at det var farligt at bevæge sig uden for det fagretslige system, som de jo ret beset levede af at administrere. Frem for at være ledere, de bedste blandt ligemænd, var de blevet et bureaukratisk lag, som var fritaget for det daglige pres fra ensformigt og nedslidende arbejde og en dårlig økonomi. De var nok rasende, men de kunne leve med det.

Anderledes var det for de arbejdere, der skulle leve under Schlüters overenskomster. Om mandagen gik man ikke i gang med at arbejde. Der blev diskuteret. De samme arbejdere, som ugen før gik i strejke uden entusiasme, men fordi deres fagforening havde sagt, de skulle, måtte nu tage stilling selv. Skulle man følge opfordringen fra de faglige ledere og gå i arbejde? Eller skulle man fortsætte strejken uden støtte fra lederne? Argumenterne blev vendt og drejet, og flere hundrede tusinde arbejdere besluttede ved afstemning at fortsætte strejken.

Men nu skulle strejken organiseres. Det var ikke nok blot at lade være med at arbejde. Man sørgede for, at ens egen arbejdsplads blev lukket, så ingen skruebrækkere kunne gå ind og overtage arbejdet. Der blev taget kontakt til andre arbejdspladser med opfordring til, at de også fortsatte strejken. Der blev sendt blokader ud til de steder, der ikke selv kunne finde ud af at tage stilling. Ja, i mange tilfælde tog de svage arbejdspladser kontakt til de stærkere for at få sendt en blokade ud, så de kunne få en “undskyldning” for at gå med. Og de, der var blevet blokeret ude, hjalp dagen efter andre med ud.

Det var ikke kun de store industriarbejdspladser. Det var busserne, posthusene, hospitalerne, aviserne, skolerne. Grupper, der aldrig havde strejket før, var nu dybt involveret. Det var ikke et isoleret arbejdspladsfænomen, men omfattede hele samfundet.

Magtforholdene blev vendt op og ned. En blokadevagt ved en busterminal fortalte: “Vi kontrollerede virkelig, hvad der skete. En velklædt mand kom hen til blokaden, hvor jeg stod. Jeg spurgte ham, om han havde noget med busselskabet at gøre. Og han svarede: Ja, men ikke i dag. Nu har jeg ingen kontrol eller indflydelse, men normalt er jeg direktør.”

Der var møder overalt. Først på de enkelte arbejdspladser, senere på dagen i fagforeninger, blokadegrupper og aktionskomiteer og om eftermiddagen oftest på byplan. Der var det mest udvidede demokrati, nogen endnu havde oplevet. Tingene blev ikke længere kun diskuteret på de bonede gulve, men på hver eneste arbejdsplads, fagforening og gadehjørne. Bevidstheden om, at man ikke var alene, gjorde, at titusinder kastede sig ud i aktiviteter, de normalt følte sig for isolerede til at deltage i.

Tirsdag d. 2. april var det endnu mere omfattende. Overalt var der en følelse af, at alt var muligt. Radio og TV spillede kun musik. I stedet var det i lokalradioerne, at debatten foregik, og informationer blev udvekslet.

Magtens mænd var ingen steder at se. I 48 timer var samfundets normale kontrolmekanismer sat ud af kraft og erstattet af et levende demokrati fra neden. Men mens bevægelsen var på vej fremad, havde man travlt i magtens korridorer. Der blev lagt planer for at bringe tingene tilbage til “normale” tilstande. Bevægelsen måtte splittes.

Den afgørende rolle blev hverken spillet af politikere, arbejdsgivere eller LO-bosserne. De havde mistet enhver troværdighed. Derimod var det oftest venstreorienterede folk blandt de ansatte fagforeningsfunktionærer, venstre-socialdemkrater og medlemmer af DKP (det daværende Danmarks Kommunistiske Parti), som nok mente, der skulle være en bevægelse til at presse politikerne, men den skulle kun bruges til at skaffe dem selv indflydelse. Nu var bevægelsen kommet ud af kontrol og måtte stoppes.

Med et spidsfindigt argument om, at det var “taktisk smart” at gå i arbejde onsdag før påske og tirsdagen efter for at få udbetalt søgne-helligdagspenge blev de talerør for de mest forbeholdne og usikre i bevægelsen. Mange steder fulgte man onsdag denne “taktiske” opfordring. Bevægelsen var endnu ikke erfaren nok til at komme med et samlet modsvar, og der opstod den interne splid, som var formålet. Selv om nye grupper, især blandt offentligt ansatte, gik med i strejken, var den svækket så meget, at man turde sætte politiet ind.

Og da de samme ledere havde forhindret, at der kom et landsdækkende tillidsmandsmøde i påsken, havde bevægelsen ikke noget fælles forum, men blev efterladt splittet og forvirret. Historien om, hvordan det præcist skete, er der desværre ikke plads til at fortælle her.

Onsdagen efter påske var der de største demonstrationer under påskestrejkerne. Alt lå stille. Men stemningen var passiv, omend frustreret: Bevægelsen var tilbage under bureaukraternes kontrol.

I nogle få dage var det en reel mulighed at vælte regeringen og få et andet overenskomstresultat end Schlüters. I de dage blev alle de konkrete, praktiske problemer i strejken løst af arbejder-demokratiet fra neden. Men bevægelsen kunne ikke af sig selv modstå presset fra bureaukrater og karrieremagere i egne rækker. Dertil krævedes en stærkere organisering – af såvel strejken selv i form af et landsdækkende fælles forum. Men også af de socialistiske aktivister blandt de strejkende, som kunne give et modsvar til bureaukraterne.

Alligevel viste disse få dage et glimt af, hvad arbejderklassen kan, når den kaster sig ud i en aktiv kamp. De viste, at den herskende magt ikke er usårlig, men kan udfordres fra neden. De viste, at alternativet til den privilegerede elites kontrolmekanismer er et aktivt arbejderdemokrati fra neden. Den viste, at arbejdermagt ikke er en fortænkt drøm, men en konkret mulighed. Havde det fået lov at udvikle sig, lå spiren til et ægte socialistisk samfund på spring. For socialisme er ikke andet end udvidet arbejderdemokrati.

Og så startede det hele altså bare med en “kedelig” overenskomstkamp.

 

 

www.socialister.dk – 21. juni 2024 kl. 13:55