[ Socialistisk Revy nr. 4 ]
Socialistisk Revy nr. 4
maj 1998

Socialistisk Revy hjemmeside

 

Forside

Simpel søgning

Udvidet søgning

Vis numre

 

Temasider

Temaer

 

Indhold nr. 4

Udskriv artikel

 

Nr. 4

Side 13
· Er England anderledes?

Side 14
· Er der grænser for vækst?

Side 16
· Halvfemsernes nye moralbølge

Side 19
· Vesten vasker sine hænder

Side 20
· Enhedslisten mellem reform og revolution

Side 23
· Marxismen og det jødiske spørgsmål

Side 26
· Caterpillars klapjagt

Side 27
· I Begyndelsen var Kommunen ...
· Fagbevægelsen set nedefra

Side 28
· Forsvar for den levende marxisme
· Vejen til ægte kvindefrigørelse

Side 30
· Skal staten have monopol på vold?

Side 33
· Så blev det payback-time

Side 34
· Kan strejken vindes?

Side 35
· Ti dage der rystede Danmark

 

Hovedmenu

Internationale Socialisters Ungdom

Socialistisk Arbejderavis

Arkivet

Links

English version

   

Socialistisk Revy nr. 4 – Storstrejketillæg – Maj 1998

Udskriv

Så blev det payback-time

af Martin Johansen

Overraskelsen var stor i den politiske elite, da et flertal afviste de nye overenskomster og dermed udløste en af de største overenskomststrejker nogensinde. Politikere, arbejdsgivere, LO-toppen, journalister og arbejdsmarkedsforskere sad tilbage med røde ører over, at deres forestillinger om klassekampens død pludselig blev modsagt af virkeligheden.

Faktisk burde de ikke være blevet så overraskede. En række faktorer har længe peget på, at overenskomsten kunne udløse en storkonflikt. Allerede i en meningsmåling fra februar sagde et flertal af arbejderne, at de var parate til at gå i arbejdskonflikt for de krav, som fagbevægelsen havde stillet ved overenskomstforhandlingerne. At det var alvorligt ment, viste en anden meningsmåling, som blev foretaget af Berlingske Tidende, da storkonflikten var en kendsgerning. Undersøgelsen viste, at i aldersgruppen 18-59 år er der i befolkningen som helhed lige mange tilhængere og modstandere af konflikten. Selv blandt borgerlige vælgere støtter næsten hver fjerde konflikten.

[ Børsens forside 20. marts 1998 ]

En anden faktor er det økonomiske opsving, som har bragt titusindvis af arbejdsløse tilbage på arbejdsmarkedet og givet virksomhederne store overskud. Mange politikere og kommentatorer har troet, at dette ville undergrave behovet for at strejke og organisere sig i fagforeninger. Men opsvinget har ført til det modsatte – at mange arbejdere har følt, at nu må der være råd til at indfri nogle af de krav, som er blevet holdt tilbage i årevis af hensyn til virksomhedernes konkurrenceevne.

Virksomhedernes egne tal viser med al tydelighed, at de sagtens kunne imødekomme fagbevægelsens krav. Dagbladet Børsen udkom midt under overenskomstforhandlingerne med forsiden: “Kanongevinster i dansk industri”, og skrev: “Dansk erhvervsliv tjener penge som aldrig før ... De tørre tal, der viser en stigning i omsætningen på 12 pct., i overskuddet på 20,4 pct. og en stigning i afregningen til aktionærerne på godt 11 pct., lægger samtidig en bombe under overenskomstforhandlingerne, hvor Dansk Industri stort set lægger op til en nul-løsning.” ‘De tørre tal’ viste også, at der i 78 udvalgte virksomheder blev udbetalt 2,6 milliarder kr. i 1997 til aktionærerne.

Men ydermere viste tallene, at de store overskud ikke er kommet ud af den blå luft, men er betalt af arbejderne. “Den stærkt forbedrede indtjening i virksomheden pr. omsætningskrone er tjent på rationaliseringer ... De [undersøgte] virksomheder øgede således kun antallet af ansatte med 4,9 pct. i 1997, selv om omsætningen gik frem med over 12 pct.,” skrev Børsen. Det er ikke mindst på grund af stigende arbejdstempo, mere overarbejde og skiftende arbejdstider, at kravet om flere fridage og kortere arbejdstid har været et meget vigtigt krav, ikke blot fra fagforeningerne, men fra den enkelte arbejder.

Det er i virkeligheden ikke noget nyt, at arbejderne ønsker kortere arbejdstid. Den såkaldte skraldemandsmodel, hvor fem personer deltes om fire jobs, blev støttet af et massivt flertal af arbejderne, inden den socialdemokratiske minister Jytte Andersen slagtede modellen. Baggrunden er blandt andet, at selvom den ugentlige arbejdstid er sat gradvist ned i dette århundrede, så er familiernes samlede arbejdstid vokset – inklusiv transport er den vokset fra 50 timer om ugen i 1964 til 80 timer i dag.

At virksomhedernes gode økonomi ikke er kommet arbejderne til gode viser sig også i den megen snak om “forbrugsfest”. Timelønnen i industrien er det sidste år steget med 4 pct., hvilket ikke giver plads til store forbrugsudvidelser. En ny undersøgelse i Jyllands-Posten bekræfter dette, i og med at hele 71 pct. af de adspurgte svarer nej til, at de har fået del i forbrugsfesten.

Hvis man lægger alle faktorerne sammen, så tegner der sig et billede, hvor arbejdsgiverne ikke kan skjule, at det går godt for virksomhederne, hvor medierne snakker om massiv forbrugsstigning – og hvor arbejderne på grund af faldende arbejdsløshed får stigende tillid til, at de faktisk kan presse indrømmelser ud af arbejdsgiverne.

Samtidig har de reformistiske ledere i Socialdemokratiet og LO demonstreret deres manglende evne til at indfri arbejdernes forventninger. Poul Nyrup talte ganske vist pænt om børnefamilierne i sin nytårstale, men hans eneste konkrete tilbud var moralske opstød, som skulle give de selv samme børnefamilier dårlig samvittighed. I stedet opnåede han, at mange arbejdere gjorde op med sig selv, at det var nødvendigt at sige fra overfor top-socialdemokraternes tomme løfter og arbejdsgivernes arrogance.

Det var en situation, som dårligt kunne undgå før eller siden at udløse en storstrejke.

Når politikere, kommentatorer og journalister alligevel kunne overse dette, skyldes det, at de igennem en årrække har argumenteret så kraftigt for klassekampens endeligt, at de selv er begyndt at tro på det. I deres verdensbillede findes der ikke en arbejderklasse overfor en kapitalistklasse, men én stor middelklasse og en lille underklasse. I deres verdensbillede er fagforeninger, strejker og solidaritet levn fra fortiden, som ikke passer ind i vor tids individualisme.

Men hvis strejker virkelig var passé, så kan man undre sig over, hvorfor arbejdsgiverne har gemt milliardsummer i konfliktfonde. For to år siden pralede arbejdsgiverne med, at de havde “penge til fem års arbejdskamp” gemt i fonde i bl.a. Luxembourg.

At der potentielt er dybe modsætninger mellem arbejdere og arbejdsgivere viser sig også ved opretholdelsen af hele det fagretslige system med overenskomster, arbejdsret og statens forligsmænd. Der er tale om et omfattende juridisk system, der skal holde ro på arbejdsmarkedet og straffe arbejdere, som trodser samarbejdet mellem fagtoppen og arbejdsgiverne. Men i og med at hele dette system stadig lever i bedste velgående, ligger der også en anerkendelse af, at storstrejker er en mulighed, hvis der kommer for stor afstand mellem hvad arbejderne kræver og hvad arbejdsgiverne vil give.

Et andet tegn på, at strejker ikke er noget fortidigt, er de nøgne facts. I første halvdel af dette århundrede var der fire store arbejdskampe eller strejkebølger, i 1918, 1921, 1925 og 1936. De største omfattede omkring 100.000 arbejdere. Men siden 1950 har der været fem store overenskomststrejker, i 1956, 1961, 1973, 1985 og nu 1998. Antallet af involverede arbejdere er generelt steget – 70.000 i 1956, 250.000 i 1973, mindst 600.000 i 1985 og foreløbig 470.000 i 1998. Dertil kommer strejkebølger i fx 1971, 1974, 1981 og 1995. Disse tal peger i stik modsat retning af klassekampens død – der er snarere tale om, at storkonflikter bliver både hyppigere og større.

Storkonflikten anno 1998 har modbevist alle ideerne om Danmark som et konsensus-samfund, om at vi alle sammen tilhører middelklassen, om at arbejderklassen og klassekampen tilhører en fjern fortid. Alle disse ideer er ikke mere end et tyndt lag maling, der skal skjule, at samfundet dybest set er et dybt splittet klassesamfund. Det er en splittelse som blandt andet viser sig i sociale skel – der er stor forskel på rige og fattige i dagens Danmark.

Men splittelsen handler ikke bare om kroner og ører, som “konsensus-teoretikerne” tror. Splittelsen handler først og fremmest om, hvem der bestemmer i samfundet – og det er en splittelse, som går igen på alle områder i samfundet. Splittelsen trækker en knivskarp grænse mellem arbejdere og arbejdsgivere, men vi finder den også mellem bistandsklienter og kommunalbestyrelsen, mellem studenter og universitetsledelsen, mellem menige fagforeningsmedlemmer og pamp erne i forbundsledelserne. I hele dette system forsøger toppen at forsvare deres ret til bestemme, hvad og hvordan der skal produceres og hvordan samfundets goder skal fordeles. For at fastholde den ret har de opbygget et overtalelsessystem, der kombinerer pisk og gulerod – kombinerer fyringstrusler med samarbejdsudvalg og forhandlinger, kombinerer bistandshjælp med tvangsaktivering og så videre.

Dette overtalelsessystem fungerer meget af tiden, men det er grundlæggende ustabilt. Det har som forudsætning, at overklassens ret til at bestemme ikke bliver grundlæggende antastet. Men det har også som forudsætning, at der findes en klasse af mennesker, som producerer og får samfundet til at fungere i det daglige. Dermed indeholder det kapitalistiske system en indbygget modsætning mellem de, der bestemmer, og de, der bliver bestemt over. Den modsætning kan kapitalismen ikke løse, og det er den modsætning, som har frembragt storstrejken.

 

 

www.socialister.dk – 21. juni 2024 kl. 12:13