Optimismen er stor efter at GATT-aftalen kom i hus. Pengemænd, multinationale selskaber og regeringsledere  jubler.

De ånder lettet op. Ødelæggende handelskrige blev nok engang udskudt. Samtidig med at deres greb om verdensmarkedet og råvarerne er blevet fastholdt.

Men ligesom GATT-aftalen har vindere, er der også tabere. Jublen er til at overskue blandt bønder og landarbejdere i Indien, Japan, Mexico eller Afrika.

Sorteper går til de fattige

Nestlè, Unilever og andre giganter er de sikre vindere i GATT-aftalen. Prisen betales af de fattige i både u- og i-lande.

For første gang i GATTs historie er landbrugsvarer blevet inddraget i forhandlingerne. Toldsatserne indenfor netop landbrugsområdet er eksploderet: i 1965 lå toldsatserne på 21 procent, men er siden steget til 40 procent.

Protektionisme og tekniske handelshindringer er blomstret. Statsstøtten til landmænd og eksportsubsidier er vokset enormt. Samtidig hermed er landbrugets betydning for de rige landes økonomi faldet, ligesom antal beskæftigede såvel i landbrug som følgeindustri er faldet markant.

Statslig støtte

Hovedaktøerne i forhandlingerne har været USA og EU – eller mere præcist Frankrig. I begge handelsblokke er bønderne meget afhængige af den statsstøtte, som det er et af GATTs formål at afskaffe. I USA er støtten i gennemsnit på 20.000 dollars pr. landmand, i EU på 8.000 dollars. For begge parter er det en udgift, som i stigende grad tynger statskassen samtidig med, at krisen og arbejdsløsheden i øvrigt giver større udgifter.

Den økonomiske krise har derfor tvunget USA og EU til en enighed om, at der skal skæres ned på statsstøtten.

For at modvirke tendensen til at et hav af landmænd går på røven, når statsstøtten bliver reduceret, forsøger både USA og EU at skaffe landmændene flere indtægter via større eksport.

Problemet er, at det er de samme markeder, de vil sælge til.

Udgangen på landbrugsforhandlingerne blev, at EU over seks år skal reducere eksportstøtten med 21 procent. Samtidig med, at EFs egen landbrugsreform fra maj 1992 betyder, at 15 procent af landbrugsjorden skal lægges brak.

Men samtidig har de franske bønder fået garantier mod yderligere braklægninger og løfter om EU-kompensation. Dette kompromis har foreløbig lukket munden på de franske landmænd.

Alt det får over de næste år som konsekvens, at Europas landskab gradvist ændres, når små heltidslandbrug forsvinder. Officielle tal fra Frankrig siger, at omkring halvdelen af de 800.000 landbrugs-familier er væk inden udgangen af år 2000.

Tyske og irske landmænd, som også får store subsidier, bliver også ramt af den skærpede konkurrence.

GATT-aftalens konsekvenser på landbrugsområdet bliver på længere sigt, at fødevarer vil blive produceret, hvor det er mest rationelt i stordrift, som f.eks. i Australien, USA, Brasilien og Argentina. Akkurat som tilfældet er inden for andre produktionsområder.

GATT-aftalen forstærker tendensen til, at de rige lande bliver rigere og de fattige fattigere (se figuren).

Kurven viser, at siden 1982 har overførslen af bistand, lån og investeringer til u-landene været mindre end u-landenes gældsydelser. Fra 1980-87 blev der overført i alt 206 milliarder dollars fra Syd til Nord.

Situationen er håbløs for mange lande i den tredje verden. De er nu så dybt forgældede, at alle deres nye lån udelukkende går til at betale renter og afdrag på de gamle.

Gælden er et effektivt våben til at tvinge de fattige lande til at danse efter de riges vilje. F.eks sikrer de sig adgang til deres råstoffer på de billigst tænkelige betingelser.

Afrika er vel nok den verdensdel som mest af alle sidder tilbage med sorteper efter GATT-forliget mellem USA og EU.

Verdens fattigste kontinent tegner sig i dag for kun 2,6% af verdenshandlen. Denne beskedne andel vil ifølge Verdensbanken blive mere end 4% mindre når de nye handels- og toldregler træder i kraft. Grunden er, at værdien af de traditionelle afrikanske eksportvarer vil falde, mens importen bliver dyrere.

De fattigste lande er storimportør af fødevarer, fordi deres egen produktion ikke følger med befolkningsvæksten.

Gian Nath, GATT-ambassadør fra Mauritius siger, at afrikanerne er tvunget til at underskrive handelsaftalen, selv om den efter hans mening er uretfærdig.

“Det forventes af os, at vi lægger hovedet på blokken. Det vil vi gøre med værdighed, men vi smiler ikke til bøddelen,” siger Gian Nath til det franske nyhedsbureau AFP.

Han tilføjer, at aftalen bringer minder frem om kolonitiden, fordi de lande udviser “den samme ligegyldighed overfor Afrika. Den eneste forskel fra tidligere er, at denne gang bliver de udhungrede masser inviteret med til festen som tilskuere for at overvære, hvordan udplyndringen af deres lande bliver planlagt.”

Ny GATT

Den nye GATT-aftale giver intet håb for de ca. 500 millioner mennesker, som sulter, eller for børnene i u-landene, hvor hvert fjerde barn ikke oplever sin fem års fødselsdag, og hvor der hver dag året rundt dør 40.000 børn af sult.

Men den fattige verden betaler også på en anden måde prisen for EU og USAs landbrugspolitik. Vesten sælger mange steder sine landbrugsvarer til dumpingpriser pga. de store statssubsidier. F.eks har både USA og EF solgt hvede til Mali og Burkini Faso i Afrika til kun 1/3 af prisen for lokalt produceret korn som sorghum og hirse. Det undergraver mulighederne for en selvstændig økonomi og produktion, og gør landene afhængige af USA og EU. Og afhængigheden har været stigende op gennem 80'erne.

Det er en bevidst politisk beslutning hos magthaverne, at det skal gå sådan. Da de nu afsluttede GATT-forhandlinger startede op i 1986, sagde USAs landbrugsminister John Bloch det lige så klart som kynisk:

“Ideen om, at udviklingslandene skal føde sig selv, er en anakronisme. De vil sikre deres madvareforsyning bedre gennem madvarer fra USA, som i mange tilfælde er tilgængelig til lavere priser.”

Hindrer udvikling

En anden side af samme mønt er, at netop toldrestriktioner fra EF og indenfor GATT-systemet hindrer u-landene i at udvikle deres produkter.

Et eksempel er, at Malaysia godt kan sælge ubehandlet, uraffineret palmeolie til EF næsten uden told (under 2 procent), men hvis palmeolien er blevet forarbejdet til f.eks.margarine, vil tolden være på 25 procent. Det samme gælder for andre råvarer som bomuld, kaffe, kakao osv.

Resultatet er, at Nestlé, Unilever og andre giganter i Vestens fødevareindustri kan købe billige råvarer efter det klassiske koloni-mønster, mens den spæde fødevareindustri i den tredje verden kvæles i fødslen. Derfor er det endnu i dag også kun 5 procent af vestens kaffeimport, der er forarbejdet, ligesom 2/3 af de råvarer, der importeres fra lande syd for sahara stadig er uforarbejdede.