Socialistisk Arbejderavis
Nr. 100 – Februar 1994 – side 12
OL i Lillehammer
Coca-Cola er sikker vinder
Ole Mølholm Jensen
Fra den 12. til den 27. februar vil TV-kanaler og aviser i 14 dage være spækket med nyheder fra Vinter OL i Lillehammer. Verdenseliten vil kæmpe om berømmelse og deraf følgende muligheder for at score penge.
De store aktører er dog ikke sportsfolkene, men de store firmaer, der sponsorerer OL, og de mange virksomheder der satser hårdt på at tjene en god pose penge på OL.
Priserne i Lillehammerområdet er eksploderet. Et glas fadøl koster mellem 50 og 70 kr. De fleste restauranter kører med betalt forudbestilling af middagsretter til liebhaverpriser, og mange husejere øjner chancen for at udleje til tårnhøje huslejer.
Priserne har udviklet sig så vildt, at den norske turistforening advarer mod norsk grådighed i forbindelse med OL. Hvis priserne er så vanvittig høje, kommer turisterne ikke tilbage til Norge.
Hovedsponsoren Coca-Cola og de andre mindre sponsorer som Kodak, Visa og IBM vil udkæmpe en sand kamp om erobring af markedsandele verden over, via tv-transmissioner fra OL. Det er blandt disse, at den egentlige OL-mester kåres. Den store reklameinteresse skyldes, at det har en kæmpe reklameværdi at få et produkt sat i forbindelse med sportsfolkenes kraftpræstationer. Unge sunde og stærke sportsfolk i færd med at udføre nærmest overmenneskelige ting, er god markedsføring. Uanset om det er ret usundt at drikke Coca-Cola.
En anden sikker vinder er den internationale OL-komité. Når de ankommer til OL-byen står luksus-suiterne klar. De får kæmpe diæter og frynsegoder. De forkæles af de store sponsorer, så de igen om to år kan indgå som sponsorer ved OL i Atlanta.
Taberne i OL-spillet er de almindelige nordmænd. De kommer til at betale højere priser for næsten alt under OL. De kommer også til at betale de ubetalte regninger for OL-eventyret, når OL-showet pakkes sammen igen. Økonomer forventer et underskud på seks milliarder kroner. Mellem 45 og 48% af nordmændene forventer, at de kommer til at betale OL-gildet. Mange almindelige nordmænd er derfor også skeptiske over for OL-arrangementet.
Så selv om de økonomiske tømmermænd først for alvor meldes sig, når det nationale medaljehysteri har lagt sig efter OL, så er der mange nordmænd, der vil se på de sportslige strabadser med blandede følelser.
Billedtekst:
Coca-Cola har investeret mindst 500 mio. kr i OL. Firmaet måtte dog acceptere, at reklameskilte kun måtte laves i træ
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe