Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 101 – Marts 1994 – side 3

IS mener

Hykleri om menneskeliv

En granat eksploderer på en markedsplads i Sarajevo. Mere end 50 mennesker bliver dræbt. En forfærdelig konsekvens af krigen i ex-Jugoslavien.

To uger efter dræbes over 50 mennesker, mens de er til morgenbøn i en moské i Hebron. En forfærdelig konsekvens af undertrykkelsen af palæstineserne i Israel.

Omverdenens reaktion på de to blodige massedrab er vidt forskellig. Drabene i Sarajevo medfører en voldsom reaktion fra alle de vestlige landes ledere: Nu må serberne stoppes – nu skal deres stillinger omkring Sarajevo bombes – nu er målet fuldt, lød det som i et kor hele raden rundt. Det er endnu ikke fastslået, at granaten kom fra en serbisk artilleristilling, alligevel har raseriet mod serberne ikke taget af i styrke.

Massakren i Hebron

En ganske anden afdæmpet reaktion fandt de vestlige ledere frem efter det meningsløse massedrab i Hebron, hvor ikke bare over 50 personer blev dræbt af en israelsk bosætter, men hvor det israelske militær bagefter nedskød flere end 20 palæstinensere, da de demonstrerede mod drabene.

Vestens ledere talte her om, at nu måtte palæstinenserne vise tilbageholdenhed, og om at nu var fredsprocessen måske i fare. Ingen massiv fordømmelse af den israelske stat. Ingen trusler om bombninger af de jødiske bosættelser, eller krav om afvæbning af de militante bosættere.

Baggrunden for den store forskel i reaktionerne på massedrabene, er stormagternes forskellige  politiske interesser i de to konflikter.

I ex-Jugoslavien har den interne krig mellem rivaliserende grupper fra den gamle herskende klasse i dag udviklet sig til en imperialistisk røverkrig. En krig, hvor især Rusland og USA forsøger at få indflydelse på fremtidens grænsedragninger og styrkepositioner. EU, som i lang tid har været igang med at gennemtvinge en løsning, er i dag skubbet tilside af de to store supermagter.

Nye modsætninger

USA forsøgte at bruge drabene i Sarajevo til at presse serberne, og omvendt brugte Rusland begivenhederne til for alvor at komme ind som part i konflikten. Ruslands aftale med de bosniske serbere om overtagelse af deres poster rundt om Sarajevo, har sat Rusland i en central position i kommende forhandlinger om deling af ex-jugoslavien.

Det er derfor heller ikke overraskende, at modsætningerne mellem USA og Rusland er blomstret op igen. Ikke fordi de er ideologisk uenige, men fordi det handler om magt og indflydelse. Dagen efter at den russisk-serbiske aftale om serbisk tilbagetrækning blev indgået kunne USA tilfældigvis afsløre en amerikansk dobbeltagent, der i en årrække har arbejdet for Rusland.

Krigen i ex-Jugoslavien og den øgede stormagtsinblanding gør verden endnu mere usikker. Jo dybere ind i konflikten stormagterne, NATO og FN kommer, jo større er risikoen for en spredning af konflikten, og jo mindre er chancen for, at almindelige mennesker i ex-Jugoslavien kan skabe fred ved at gøre op med deres lokale krigsførende herskere.

Uden konsekvenser

I Israel er situationen en anden. Hverken EU eller USA er interesserede i en stærk palæstinensisk stat. Israel er USA's vagthund i mellemøsten, og en svækkelse af Israel vil betyde en svækkelse af USA’s indflydelse i området. Derfor får israelerne lov til at myrde løs på palæstinenserne uden afgørende konsekvenser.

Socialister må vende sig mod kynismen og hykleriet. Vi skal fordømme drabene i både Sarajevo og Hebron.

 

Flere artikler i serien Leder

Flere artikler fra nr. 101

Flere numre fra 1994

Siden er vist 1852 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside