Socialistisk Arbejderavis
Nr. 101 – Marts 1994 – side 9
Marxisme i hverdagen
Er fagforeningerne egoistiske?
Martin B. Johansen
Da de århusianske skraldemænd for nogle måneder siden foreslog, at folk i arbejde delte arbejdsløsheden med de ledige, blev det afvist af mange fagforeninger.
For nylig har fagforeningerne i f.eks. DSB afvist ledelsens forslag om at ansætte 200 langtidsledige. En lang række fagforeninger for offentligt ansatte vender sig imod den såkaldte “lokalløn”, selv om det ofte er den eneste mulighed for lønforhøjelse for ansatte i stat og kommuner.
Eksempler som disse har fået mange til at konkludere, at fagforeningerne er egoistiske. At de kun tænker på deres egen faggruppe, og at de i bund og grund er usolidariske overfor de arbejdsløse. At fagforeningerne med alle deres faggrænser, overenskomster, arbejdstidsregler og eksklusivaftaler er dinosaurer, som tiden er løbet fra.
Forståelig kritik
Kritikken er forståelig og i mange tilfælde rigtig. Men selv om fagbevægelsen kan kritiseres for alt muligt, så berettiger det ikke til at afskrive ideen om, at arbejderne skal organisere sig overfor arbejdsgiverne. Det er der et par grunde til.
For det første er det helt centralt, at vi lever i et klassedelt samfund, hvor der på den ene side står den store masse af almindelige lønarbejdere, som har meget begrænset indflydelse på deres eget arbejde og på samfundet. På den anden side er der arbejdsgiverne og deres repræsentanter i Folketinget, som tager alle de vigtige beslutninger.
Den klassedeling går igen på hver eneste arbejdsplads. Enhver arbejder ved, at man intet får forærende af arbejdsgiverne, men at man skal slås for hver eneste tiøre. Der er derfor intet egoistisk i, at arbejdere og fagforeninger forsvarer deres løn- og arbejdsforhold og f.eks. nægter at gå ned i løn, selvom arbejdsgiverne påstår at lavere løn kunne bringe flere i arbejde.
Dels står fagforeningernes “egoisme” altid overfor en anden slags egoisme, nemlig arbejdsgivernes. Dels er det endnu ikke set, at en højtlønnet faggruppes tilbageholdenhed med lønkrav har ført til bedre lønninger for lavtlønnede eller flere i arbejde.
For det andet skal man altid have et vågent øje til, hvor kritikken kommer fra. Arbejdsgiverne og de borgerlige partier har en meget jordnær økonomisk interesse i at gøre fagforeningerne upopulære. Deres interesse er, at arbejdskraften er så billig og fleksibel som mulig.
Arbejdsgiveres kritik
Arbejdsgiverne er imod arbejdstidsregler, fordi det tvinger dem til at betale ekstra for overarbejde. De kritiserer faggrænserne, fordi de forhindrer arbejdsgiverne i at ansætte billige ufaglærte til at udføre de dyrere faglærtes jobs.
De kritiserer understøttelsens størrelse, fordi mange jobs er så elendige og dårligt betalte, at arbejdsløshed ofte er et økonomisk bedre alternativ. Der er en anden kritik, der er langt mere seriøs. Det er den kritik, der kommer fra fagforeningernes medlemmer.
Meget af den kritik af fagforeningerne, der kommer “indefra”, bunder i, at fagforeningerne for de fleste medlemmer er et dyrt bekendtskab samtidig med, at de fleste fagforeninger ikke har været i stand til at beskytte medlemmerne mod arbejdsløshed og nedgang i realløn.
Derfor er det meget forståeligt, at mange almindelige arbejdere (og arbejdsløse) spørger sig selv om, hvad vi overhovedet skal med fagforeningerne. Men sagen er, at uanset hvor passive fagforeningerne er, så er de med deres blotte eksistens med til at forhindre den værste skalten og valten fra arbejdsgivernes side. Alene det forhold, at der foreligger en overenskomst, gør det besværligt for arbejdsgiverne at sænke lønnen eller udvide arbejdstiden.
Det er naturligvis berettiget at kritisere fagbevægelsen for at være topstyret, udemokratisk og for ikke at lytte til medlemmerne. Det er også meget kritisabelt, at fagbevægelsen standser kritikken af regeringen, bare fordi den ene Poul skiftes ud med den anden Poul. Men at beskylde fagforeningerne for at være skyld i arbejdsløsheden og den økonomiske krise svarer nogenlunde til at beskylde de dræbte i Sarajevo for at være skyld i krigen.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed