Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 101 – Marts 1994 – side 12

Film: Claude Berri/Emile Zola: “Germinal”

Det spirer i arbejderklassen

Jan Hoby

Germinal betyder spiring. Germinal er også den førte forårsmåned i den franske revolutions kalender. Filmen Germinal er en episk hyldst til den europæiske arbejderklasse og den revolutionære tradition.

Det er efterhånden ikke så almindeligt, at man laver  biograffilm om ganske almindelige mennesker.

Men med filmatiseringen af Zola’s berømte roman fra 1885 Germinal er socialrealismen igen kommet til live, i sin mest hudflettende og naturalistiske form.

Germinal er en historie om den europæiske arbejderbevægelses heroiske rødder og indre modsætninger, skildret gennem en bitter strejke i minebyen Montsou.

Vi møder den militante arbejder, Lantier, som kommer til byen og deler minearbejdernes usle tilværelse en tid. Han hjælper dem med at sætte ord og handling bag deres utilfredshed over de utilstrækkelige løn- og arbejdsforhold.

Gennem familien Mahou ser vi, hvorledes livet, kærligheden og dagens dont former sig for minearbejderne. Det er også gennem familien Mahou vi ser, hvordan vreden over arbejdsgivernes griskhed vokser over i organisering og kamp.

Lantier bliver den drivende kraft i oprettelsen af en strejkekasse, som vinder opbakning fra alle minearbejderne.

Direktøren, som er de ukendte aktionærers marionetdukke, strammer grebet om minesamfundet, da rygterne vil vide, at arbejderne organiserer sig. Som modtræk udformer Lantier en strategi for strejken. Men flere holdninger giver sig til kende overfor Lantiers revolutionære strategi. Værtshusejeren, med sin reformistiske og afventende holdning, ønsker, at alle arbejderne først skal være organiseret under den første arbejderinternationale, før en industriel aktion skal tages.

Men den militante linie vinder ubetinget og strejken tager form. I Montsou er strejken total, men i nabominen Jean-Bart, hvor Toussaint Mahous datter arbejder sammen med sin kæreste Chaval, forsætter arbejdet.

På et strejkemøde kræver de strejkende, at nabominen går med i strejken for at øge presset på firmaet. Opportunismen i arbejderbevægelsen bliver på glimrende vis levendegjort i minearbejderen Chaval, der under pres fra de strejkende stiller sig op og agiterer for strejke i Jean-Bart minen.

Da borgerskabet mærker ånden i nakken tilkaldes gendarmerne, der med krudt og kugler står overfor den kollektive kraft af strejkende mænd, kvinder og børn. Men det er en ulige kamp. Hæren stiller sig på samme side som strejkebryderne, direktøren og de ukendte aktionærer. Hermed viser Berri, at staten ikke er andet end en hær af bevæbnede mænd sat til at forsvare privatejendomsretten.

Med statens direkte indgriben brydes strejken og vejen for strejkebryderne er banet. Arbejdet genoptages. Men de arbejdere, som måtte lade livet, har ikke gjort det forgæves. Og selvom Lantier kort tid efter må forlade minebyen, er det ikke som en slagen mand. De afgørende principper, som danner rygraden i den europæiske arbejderklasse,  var blevet knæsat.

Det der gør Berris film så afgørende anderledes er, at det ikke er gennem individet, at filmens dynamik skildres, men derimod gennem vores stærkeste våbe: strejken. Strejken er den absolutte og altdominerende hovedperson. Det er strejkens undfangelse, opblomstring og død, dens polarisering og sammensmeltning af de mennesker den involverer, vi følger.

Berri viser med stor overbevisning, at kun gennem den kollektive handling, med strejken som våben, kan vores mål nås.

Dermed bliver Germinal en hyldest til den revolutionære tradition. Med Berris egne ord “der er større grund end nogensinde til at tænke marxistisk”.

I et Europa mellem krise og oprør, med over 20 millioner arbejdsløse, er denne film en brandaktuel kommentar, som enhver, der ser den, burde drage den nødvendige konklusion af: Bliv aktiv socialist.

“Germinal”. Instruktion Claude Berri efter Emile Zolas roman

Billedtekst:
“Der er mere end nogen sinde brug for en film om socialt sammenhold og arbejderklasse-bevidsthed,” siger Gerard Depardieu, der spiller hovedrollen i Germinal.

Flere artikler fra nr. 101

Flere numre fra 1994

Se flere artikler af forfatter:
Jan Hoby

Siden er vist 3606 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside