Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 101 – Marts 1994 – side 16

Hebron

Stop Israels terror

Margit Johansen

Massakren på palæstinenserne i Hebron, var ikke en enkelt mands værk, men et resultat af en årelang undertrykkelse af palæstinenserne i Israel.

Fredag den 26. februar blev endnu en blodig dag i palæstinensernes historie. En stille morgenbøn i moskeen i Hebron udviklede sig til en blodig massakre, da israelske bosættere og senere israelske soldater med maskingeværsalver dræbte omkring 60 palæstinensere og sårede flere hundrede.

Massakren lagde først et stilhedens chok over de palæstinensiske områder, men så brød vreden løs i gaderne i flygtningelejrene og byerne på Vestbredden og i Gaza.

Også i flere palæstinensiske byer i Israel var der uroligheder, hvilket ikke er set i det omfang siden Intifadaens start for 5 år siden. Sammenstød mellem israelsk militær og demonstrerende, stenkastende palæstinensere har siden massakren kostet mere end 20 dræbte og mange sårede.

Massakren fremstilles mange steder som en enkelt gal mands værk, en ekstremistisk bosætter, der ønsker at sabotere aftalen mellem Israel og PLO.

Men selv den israelske regering har indset, at den version ikke helt holder og har derfor nedsat en undersøgelses kommission.

Israelske soldater kontrollerer indgangen til moskeområdet. Hvordan kunne “den gale bosætter” Baruch Goldstein så få lov at slippe forbi? Hvordan kunne han nå at lade maskingeværet flere gange inden israelske soldater kom til stede? Vidner til massakren siger, der blev skudt flere steder fra. I den efterfølgende tumult i moskeen skød israelske soldater mindst 17 palæstinensere!

Massemorder og martyr

De stærkt højreorienterede bosættere ser da heller ikke en gal mand i Goldstein, de opfatter ham faktisk som martyr. De højreorienterede partier i det israelske parlament Knesset har ikke taget afstand fra massakren, det gælder også mange ledende medlemmer af Likud, det tidligere regeringsparti.

Den israelske regering har taget afstand fra massakren, men i praksis har de med al ønsket tydelighed bevist, at de ikke har reel vilje til at sikre palæstinenserne i de besatte områder og gribe ind overfor bosætterne.

Afvæbn bosætterne

PLO krævede en afvæbning af alle bosættere. Som det er nu har bosætterne ret til at bære våben, selv børn i 10-12 års alderen har et maskingevær hængende over skulderen, når de færdes udenfor bosættelserne. Den israelske regering har svaret, at de ville afvæbne 100-120 ledende, rabiate bosættere og arrestere 5-6 stykker af dem.

Det kan umiddelbart tolkes som udtryk for en positiv vilje til at gribe ind overfor volden, men ikke til en nærmere vurdering. I et område med 120.000 bevæbnede fundamentalistiske bosættere er afvæbning af et par procent en tom gestus. Den lovede arrestation af 5-6 bosættere, mislykkedes. De nåede at forsvinde, inden militæret nåede frem.

Den israelske regering har også afvist andre krav fra PLO. Det er krav om stop for nye bosættelser og udbygning af eksisterende samt nedlæggelse af nogle af dem.

FN – ingen løsning

Der er også krav om at FN-styrker sættes ind for at sikre ro og orden i de besatte områder i stedet for israelske soldater. Krav, som resten af ledelsen i PLO har tvunget Arafat til at rejse, som betingelse for fortsatte fredsforhandlinger.

Arafat reagerede umiddelbart med et “ja tak”, da Clinton kort efter massakren inviterede Arafat og Rabin til fortsatte fredsforhandlinger i Washington. Et tilsagn, Arafat siden har trukket tilbage.

Arafat svækket

Massakren har yderligere svækket Arafats position og opbakningen til aftalen mellem PLO og Israel, da aftalen jo åbenlyst ikke garanterer palæstinensernes sikkerhed. Blandt palæstinenserne er opbakningen til aftalen nede på mindre end 40 % mens Hamas (de islamiske fundamentalister) og den palæstinensiske venstrefløj, der også har afvist aftalen, bliver styrket.

De andre arabiske lande har midlertidigt suspenderet deres deltagelse i forhandlingerne, men understreget, at det kun er midlertidigt. For de arabiske lande og Israel er en fredsaftale omkring Palæstinakonflikten ikke et spørgsmål om palæstinenserne, men om at få  de belastende militærbudgetter bragt ned, at få forbedret forholdet til den del af verden, der er modpartens alliancepartnere. For Israels vedkommende drejer det sig om at få åbnet for markeder i de alliancefri lande, Kina og de arabiske lande. For de arabiske lande gælder det om at få forbedret forholdet til USA og Vesten, samt fjernet det interne konfliktpunkt, Israel altid har været.

Billedtekst:
Palæstinenserne  tror idag med rette endnu mindre på staten Israels løfter om fred.

Flere artikler fra nr. 101

Flere numre fra 1994

Se flere artikler om emnet:
Palæstina

Se flere artikler af forfatter:
Margit Johansen

Siden er vist 1611 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside