Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 102 – April 1994 – side 4

“Jugoslaverloven”

Fængsel på ubestemt tid

Helle Schøler Kjær

“Jugoslaverloven” har medført umenneskelige forhold for de ex-jugoslaviske flygtninge.

I 16 måneder har han levet under forhold, der er værre end at være i fængsel. I 16 måneder har han alene haft ret til at spise, sove, skide og trække vejret. Men han må ikke arbejde eller gå i skole eller foretage sig noget som helst, der kan give livet mening. Han må ikke gøre andet end at overleve.

Hans forbrydelse er, at han er flygtning fra krigen i Bosnien.

Dragan Milinkovic er en af de flygtninge fra det tidligere Jugoslavien, der har fået opholdstilladelse i Danmark efter den såkaldte “jugoslaver-lov”, en særlovgivning, der blev indført med flygtningestrømmen fra krigen på Balkan.

Tvungen passivitet

Det særlige er, at flygtningene får lov til at opholde sig i danske flygtningelejre, men de har ingen mulighed for at søge asyl, så længe særlovgivningen gælder. Ideen er, at de skal hjem igen, og derfor skal de ikke lære dansk, derfor skal de ikke i arbejde eller uddannelse. De må  ikke integreres i det danske samfund. De må i det hele taget ikke foretage sig andet end sidde stille og vente på at krigen er slut.

“Jeg bor på et værelse på under 10 m2 sammen med 2 andre. Der er knap nok plads til vores ting, og der er slet ikke noget privatliv,” siger Dragan Milinkovic til Socialistisk Arbejderavis.

“Og man bliver frygtelig deprimeret af at være sammen med de samme mennesker hele tiden, når der ikke sker noget i ens liv. Alt, hvad vi kan fortælle hinanden, fortalte vi for et år siden. Der er konflikter og skænderier mellem unge og gamle, mellem voksne og børn og mellem folk af forskellig nationalitet. Og samtidig forsøger alle at have så lidt kontakt med hinanden som muligt, for det er ikke til at holde ud.”

Mange flygter

“Jeg har vendt op og ned på nat og dag – sover om dagen og er vågen om natten, for så behøver jeg ikke at snakke med nogen. Så kan jeg bare sidde i fred og ro og se MTV eller tale med de danskere, der er ansat i lejren.”

3000 af de flygtninge, der er kommet hertil, har forladt Danmark, fordi de ikke kunne holde forholdene ud. Mange er taget til andre europæiske lande, hvor de har familie, og søger så asyl der. Dragan overvejer også at komme afsted.

“Men jeg har ikke familie i de andre lande. Jeg aner ikke, hvor jeg så skulle tage hen. Men hvis det bliver ved, så tager jeg bare afsted.

Da vi kom til Danmark, var der mange, der gerne ville se landet og lære danskerne at kende. Men nu går de fleste rundt og er depressive og apatiske.

Hvorfor kan vi ikke få lov til at leve? Hvorfor kan nogle af de penge, der bliver brugt i Røde Kors ikke blive brugt til, at vi kan lære noget?”

Dragan fortæller om et grotesk eksempel på, hvad pengene i stedet bliver brugt til:

“Sidst vi var på tur med lejren, var vi i Bella Centret i København og se en biludstilling.

Forestil dig det... Flygtninge, der ikke må være en del af samfundet, slæbes til udstilling med moderne, dyre biler!”

Billedtekst:
Jeg bor på et værelse på 10m2 sammen med 2 andre

Flere artikler fra nr. 102

Flere numre fra 1994

Se flere artikler af forfatter:
Helle Schøler Kjær

Siden er vist 2106 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside