Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 102 – April 1994 – side 7

Valget i Sydafrika

Generalstrejke ryster højrefløj

Gitte Petersen

En generalstrejke i Bophuthatswana giver de sydafrikanske ledere problemer.

Den 10. marts besluttede politiet i Bophuthatswana at slutte sig til den generalstrejke, de indtil da havde holdt nede med tåregas og salver af hagl og gummikugler. De strejkende krævede Bophuthatswana tilbage til Sydafrika og ret til at stemme ved valget sidst i april.

“Vi vil ikke længere bruges mod folk, der kræver deres demokratiske ret,” sagde en af politifolkene, efter de havde taget afstand fra deres egen indsats under generalstrejken, og nu var på de strejkendes side.

Forhadt regime

Strejken var en reaktion på det forhadte regime og dets leder, Lucas Mangopes, totale afvisning af Bophuthatswanas deltagelse i det første frie valg i Sydafrika. Da politiet torsdag pludselig midt i kampen nedlagde våbnene og gik over på de strejkendes side, betød det, at kampen var vundet.

Sydafrikas ambassadør i det selvstændige “hjemland” overtog administrationen. Mangope forlod landet for sin egen sikkerheds skyld.

Men i døgnet før sejren endeligt var hjemme og valgdeltagelsen sikret, var der lagt op til konfrontation med den nationalistiske, sydafrikanske højrefløj. Natten til fredag kørte konvojer af højreekstremister ind i Bophuthatswana. Efter sabotageaktioner og trusler om væbnet modstand, var de blevet mobiliseret over højrefløjens radio. De så nu oprørstilstanden som en chance for et væbnet opgør om Sydafrikas fremtid.

Formålet var at “genoprette ro og orden”, eller med andre ord at hjælpe Mangope tilbage til magten, nedkæmpe oprøret og forhindre Bophuthatswanas valgdeltagelse. Dette ville sabotere valget i Sydafrika i det hele taget, og dermed falde fint i tråd med højrefløjens forsøg på at forhindre en overgang til mere demokratiske forhold.

Stabiliteten, de selv hævdede at ville skabe, var imidlertid svær at få øje på. Hvide, skydegale afrikaanere kørte rundt i byen og skød på må og få. Adskillige sorte blev skudt og flere udenlandske journalister gennembanket af disse “fredsskabere”.

Hvide ekstremister

Men ideen om, at hvide ekstremister – fx det nynazistiske AWB – den mere moderate højrefløj og Mangopes hær tilsammen skulle nedkæmpe oprøret, faldt fuldstændig sammen fredag eftermiddag. Først bad den moderate højrefløj nynazisterne om at forsvinde fra flyvebasen, hvor de havde samlet sig. På vej væk derfra stødte de ind i en stor gruppe ANC-tilhængere, som soldater fra Mangopes hær forsøgte at holde i ro.

Teoretisk set var AWB og Mangopes hær på samme side mod ANC. Men da AWB begyndte at skyde på demonstranterne, blev det for meget for de sorte soldater, der svarede igen med at åbne ild mod AWB. Billedet af den sorte soldat, der henretter tre hårdt sårede hvide højrefløjsfolk gik verden rundt. Et eksempel på, at den hvide højrefløjs alliance med de sorte konservative ledere ikke fungerede i praksis

Bophuthatswana er igen indlemmet i Sydafrika og valg er tilladt officielt efter aftale mellem Mangope og præsident de Klerk. Sidstnævnte har “forpligtiget” sig til at sende 1500 mand ind for at “rydde op i kaos”.

Ønsker stabile forhold

Hverken de Klerks regering eller ANC er interesseret i, at oprøret udvikler sig til en situation, hvor magtbalancen forrykkes grundlæggende. Begge ønsker stabile forhold op til valget.

Eksplosiv situation

Der er store forventninger til, at valget i Sydafrika vil føre til forbedringer for det sorte flertal. Det gør situationen spændt.

Apartheid-systemet har længe været et problem for Sydafrika, fordi det har medført internationale handelsblokader. Men det er også en tikkende bombe under hele den kapitalistiske stat. Tryk avler modtryk, og truslen om et oprør fra neden med deraf følgende økonomiske omvæltninger er kun alt for reel for magthaverne. Det kan ganske enkelt bedre betale sig for de store kapitalejere at opbygge en demokratisk stat, der kan forsvare den private ejendomsret og kapitalens interesser.

Men selvom de store kapitalister i længden er bedst tjent med en demokratisk stat efter vestlig model, er der stadig en ret stor gruppe i Sydafrika, der har glæde af det undertrykkende regime. De mange bureaukrater i apartheidstaten, folk i det enorme sikkerheds- og militærapparat, hvide arbejdere der er sikret en langt højere løn end deres sorte kolleger, for slet ikke at nævne folk som Buthelezi og andre priviligerede bestyrere af “hjemlandene”.

Systemet holdes intakt

Sat overfor disse realiteter er det ikke så underligt, at de Klerk kan blive enig med Mandela om, at den bedste løsning er en koalitionsregering, hvor det kapitalistiske system med hele dets apparat er intakt, og stemmeretten bliver brugt til at holde folk på plads og i ro.

Hvis det lykkes at få et demokratisk valg gennemført og få ANC i en overgangsregering med Nationalistpartiet, er det et skridt i den retning.

Store forventninger

ANC vil afskaffe apartheid, ikke det kapitalistiske system. Ifølge alle meningsmålinger vinder ANC valget, og når de gør det, vil den sorte arbejderklasse have store forventninger, som det bliver svært for ANC at indfri, uden at angribe kapitalen og de priviligerede lag under apartheid.

Samtidig er det gamle statsapparat fuldstændig intakt, og har gang på gang bevist dets reaktionære karakter. Sidst hvor det er blevet afsløret, at højtstående medlemmer indenfor sikkerhedspolitiet har stået for leveringen af våben til Inkhatabevægelsen.

Dette er gjort for at destabilisere landet og forsøge at forhindre ANC i at komme til magten.

Alt dette til sammen giver en højst eksplosiv cocktail, og man kan sagtens forestille sig meget værre kampe end den i Bophuthatswana.

Men Bophuthatswana er et eksempel på, at det kan lade sig gøre at vinde ved kamp. Et stærkt folkeligt oprør kan udvikle sig til en revolutionær bevægelse, hvor selv så reaktionære kræfter som politi og hær ender med at tilslutte sig oprørernes rækker.

Men det er også sådan, at hvis folk ikke slås, får de ingenting. De økonomiske uligheder vil fortsætte. Kapitalismens krise giver ikke plads til de store reformer, ligegyldigt om det er de Klerk eller Mandela, der er præsident. ANCs valgsejr vil ikke frigøre det Sydafrikanske samfund fra racismen.

Det er grundlæggende sociale forhold, der er knyttet til raceadskillelsen, og koalitionen med de Klerks regering vil forhindre radikale samfundsøkonomiske reformer. Det, ANC gør, er egentlig at trække en grænse mellem den sorte elite og det sorte flertal. Vælger folk at slås bliver det på tværs af ANC og Mandela, der opfordrer til ro og hårdt arbejde.

Hvis presset fra neden bliver for stort, og ANC giver efter for arbejderpresset, kan det provokere statsapparatet. Den situation er ANC ikke forberedt på, fordi de fungerer på systemets præmisser.

ANCs strategi

Det sydafrikanske kommunistparti, SACP, er bundet til ANCs strategi. De mener, man skal afskaffe apartheid først og derefter kapitalismen, men det er at udsætte kampen for arbejdermagt og socialisme til en fjern fremtid.

Apartheid er kapitalismens særlige udtryksform i Sydafrika. Kampen mod Apartheid er også kampen mod den kapitalisme, der skabte den. Derfor er der brug for en organisation, der kan lede kampen for forbedringer og som tror på, at forandringer skal kæmpes igennem nedefra.

Billedtekst:
De så frygtede sydafrikanske nazister gjorde en ynkelig figur i Bophuthatswana.

Flere artikler fra nr. 102

Flere numre fra 1994

Se flere artikler om emnet:
Sydafrika

Se flere artikler af forfatter:
Gitte Petersen

Siden er vist 1285 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside