Opgør mellem supermagter

Rivaliseringen efter 1945 mellem de to supermagter USA og Sovjet blev dominerende for den økonomiske og politiske udvikling i hele verden.

Den kolde krig er betegnelsen på den højspændte situation, der opstod mellem USA og Sovjetunionen umiddelbart efter 2. verdenskrig.

Allerede under krigen blev det klart, at Tyskland, Italien og Japan ikke kunne vinde. Det blev også klart, at Sovjetunionen ikke bare kunne modstå Tysklands angreb, men også ville komme styrket ud af krigen.

Det bekom ikke USA særligt godt, fordi USAs plan med at gå ind i krigen i Europa var at åbne de europæiske markeder og markederne i de europæiske landes kolonier for den amerikanske industris produkter.

Krigsproduktion

USA producerede i 1943 næsten halvdelen af verdens samlede produktion og var langt den vigtigste handelsnation. Men op mod halvdelen var krigsproduktion, hvoraf det meste ville være overflødigt, når krigen stoppede. Det var derfor afgørende for USA at opbygge en international efterspørgsel efter amerikanske produkter.

Sovjets indflydelse i Østeuropa var således en torn i øjet på det amerikanske forsøg på at åbne markederne på verdensplan. Den amerikanske præsident, Truman, nægtede derfor at anerkende Sovjets indflydelse i Østeuropa. Det var på trods af, at den var blevet stadfæstet på flere konferencer mellem 2. verdenskrigs sejrherrer.

USAs hensigter fremgår af et hemmeligt dokument fra USAs nationale sikkerhedsråd, NSC 68: Dokumentet krævede en “omgående og fortsat opbygning af den politiske, økonomiske og militære styrke i den frie verden ... [fordi] regeringen, det amerikanske folk og alle frie mennesker må indse, at den kolde krig faktisk er en virkelig krig, hvor den frie verdens overlevelse er i fare.”

Ifølge dokumentet burde USA “tage afgørende skridt til at mindske Kremls indflydelse og magt både i Sovjet og i de lande, som er under Sovjets kontrol.” Målet var i sidste ende, at “fremskynde det sovjetiske systems fald.”

USAs problem

En amerikansk talsmand beskrev USAs problem således:

“Hvis Vesteuropa faldt [til Sovjet], ville Sovjet vinde 300 millioner mennesker inklusive størstedelen af faglært arbejdskraft i verden. Dens stålproduktion ville stige med 55 millioner tons til 94 millioner tons – meget tæt vores egen produktion.”

Sovjets modsvar var at foranstalte kommunistpartiernes magtovertagelse i de østeuropæiske lande, og at true med at inddrage større dele af Europa.

Frygt for modparten

Frygten for modparten startede et gigantisk våbenkapløb mellem Sovjet og USA. Mens USA mellem 1. og 2. verdenskrig i gennemsnit brugte knap 1% af bruttonationalproduktet til militære formål, så steg militærbudgetternes andel voldsomt efter 2. verdenskrig. I 1948 gik 9,8% af USAs økonomi til militæret, og i 1952 21,1%. Det var den største oprustning i fredstid, og der opstod det, der senere er blevet kaldt en permanent våbenøkonomi.

Den kolde krig indebar også en meget vigtig gevinst for de herskende klasser, nemlig en ideologi der splittede arbejderklassen i Vesten.

Den herskende klasse i det statskapitalistiske Sovjet kaldte stadigt Sovjet for socialistisk. Takket være det kunne de herskende klasser retfærdiggøre den kolde krig som en modsætning mellem kommunismen og den frie verden.

I Frankrig og Italien blev kommunistpartierne smidt ud af regeringerne i 1947. I Tyskland blev kommunistpartiet forbudt. Og i USA indledte man McCarthy-processerne, som var en klapjagt på alle venstreorienterede.

Kommunistpartierne i Vesteuropa og USA så sig selv som forsvarere af Stalins Sovjet. I et kommuniké fra stiftelsen af Kominform, som var en international sammenslutning af kommunistpartier fra både øst og vest, hedder det:

“Der er således opstået to lejre, dels en imperialistisk og antidemokratisk lejr, hvis hovedformål er at oprette et verdensherredømme for den amerikanske imperialisme og at sønderslå demokratiet, dels en antiimperialistisk og demokratisk lejr, hvis hovedmål er at undergrave imperialismen, befæste demokratiet og likvidere fascismens rester.”

Forsvaret for “fredens og socialismens lejr”, altså Sovjet, blev det vigtigste spørgsmål for datidens kommunistpartier, hvorunder alle andre spørgsmål skulle underordnes. Det betød i praksis, at et enhedsarbejde mellem kommunistiske og socialdemokratiske arbejdere var umuligt, selv i forsvaret af arbejderklassens levevilkår.

Ungarn 1956

I 1956, da sovjetiske tanks rullede ind i Ungarn for at smadre et oprør i arbejderklassen, steg koldkrigstemningen til hysteriske højder. I forbindelse med de massestrejker, der i Danmark fulgte med sammenbruddet i overenskomstforhandlingerne i 1956, kunne den daværende socialdemokratiske arbejdsminister, Jens Otto Krag, skrive:

“Uden modgiften, den kommunistiske brutalitet mod Ungarn, havde ophøjelsen til lov af de af arbejderne forkastede mæglingsforslag fra marts 1956, kostet dyrere.” Kommunistpartiets holdning var derfor med til at splitte arbejderklassen.

Men ungarnskrisen i 1956 viste også noget andet. Borgerskabet i Vesten brugte ganske vist Sovjets invasion i Ungarn ideologisk over deres egen arbejderklasse. Men Vesten forsøgte ikke at bruge det til at svække Sovjets greb om Østeuropa, hverken militært eller handelsmæssigt. USA havde i praksis anerkendt Sovjets ret til at undertrykke arbejderklassen i Østeuropa.

Forklaringen var, at kampen om nye markeder ikke længere var så afgørende, fordi økonomien boomede både i Øst og Vest. Det var ikke længere et problem at afsætte sine varer. Så på trods af de grænser, der var for de to supermagter satte for hinandens indflydelse, var de i stand til at fastholde høje vækstrater. Den kolde krig blev derfor afløst af en periode med “fredelig sameksistens” og ikke mindst samhandel.

Under perioden med “fredelig sameksistens” faldt militærets andel af nationalregnskabet igennem hele perioden.

Den fredelige sameksistens varede lige indtil slutningen af 70’erne. Fra 1977 begyndte militærudgifterne igen at stige. Baggrunden var, at både USA og Sovjets økonomier var begyndt at skrante.

USA blev overhalet af Japan, som verdens førende eksportnation. USAs præsidenter, Carter og især Reagan, begyndte igen at slå på koldkrigstrommerne. Reagan kaldte bla. Sovjet for “ondskabens imperium”.

Ny kold krig

Den nye kolde krig skulle forbedre USAs konkurrenceevne på tre måder. For det første gjorde de skærpede modsætninger det sværere for USAs konkurrenter i Europa og Japan at handle med Østblokken.

For det andet forsøgte USA at lægge pres på de selvsamme konkurrenter for at placere flere af udgifterne og byrderne ved oprustningen hos de andre NATO-lande. USA fik bl.a. NATOs tilslutning til at opstille 572 kortrækkende atomraketter i Europa.

For det tredje lagde den genoptagede militære oprustning et massivt pres på den sovjetiske økonomi, som siden midten af 60’erne havde oplevet faldende vækstrater.

Presset på Sovjets økonomi blev så stort, at 40% af bruttonationalproduktet i perioder gik til militæret. Det kunne økonomien naturligvis ikke holde til, og Sovjet blev fra midten af 80’erne, i Gorbatjov-æraen, presset ud i nye afspændingsaftaler.

Men selv det var ikke nok. Systemerne i øst brød sammen, Berlinmuren faldt og Sovjetunionen blev opløst. Nu var der kun en militær supermagt tilbage, som kunne gøre sine interesser gældende på verdensplan – nemlig USA.

Ny verdensorden

USA var ikke sen til at udnytte situationen. Præsident Bush erklærede den nye verdensorden, som blev demonstreret i Golf-krigen i begyndelsen af 1991. Her lykkedes det USA, at få stort set alle  herskerne i Europa og den arabiske verden inklusive Rusland, til at bakke op om USAs krigsførsel mod Sovjets gamle allierede i Irak, Saddam Hussein.

Golfkrigen stadfæstede tilsyneladende USAs globale overherredømme. Så det var derfor noget af en overraskelse, da Rusland for nylig erobrede det diplomatiske initiativ i Bosnien, med aftalen om serbernes tilbagetrækning fra Sarajevo.

Hverken Washington eller Moskva

Internationale Socialister  tilhører en socialistisk tradition som under den kolde krig nægtede at tage stilling for enten USA eller Sovjetunionen, fordi vi mener, at Sovjet var statskapitalistisk og ikke socialistisk.

I Sovjet og alle mulige andre steder fra Korea til Cuba, som også har kaldt sig socialistiske, er arbejderklassen blevet undertrykt. Her som i Vesten må arbejderklassen afskaffe det bestående system og indføre et ægte socialistisk samfund.