Socialistisk Arbejderavis
Nr. 103 – Maj 1994 – side 6
Rwanda
Vestlig udbytning årsag til vold
Ole Mølholm Jensen
Myrderierne i Rwanda er resultat af den mangeårige imperialistiske udbytning af befolkningen.
Titusinder af mennesker er blevet dræbt under voldsomme kampe i løbet af de seneste uger i den afrikanske stat Rwanda. Kampene og myrderierne fortsætter. Det er en brutal etnisk krig, som blev igangsat af Rwandas sikkerhedsstyrker, efter at landets præsident, General Habyarimana, blev dræbt i et flystyrt. Øjensynligt var det oppositionen, der skød flyet ned. Sammen med Rwandas præsident omkom også præsidenten fra Burundi.
De vestlige medier fremstiller kampene i Rwanda som mordlystne grupper af sorte, der bare dræber i flæng. Sorte mennesker, der bare går amok i blodrus, og som ikke er i stand til at styre hverken sig selv eller landet. Men baggrunden for den nuværende konflikt er årtiers kolonistyre og den forarmelse, kolonimagternes udnyttelse af Rwanda har påført den sorte befolkningen.
Modsætninger
Delingen af Burundi og Rwanda i de to store etniske befolkningsgrupper, hutuer og tutsier, stammer helt tilbage fra 1500-tallet. Delingen betød dog ikke konstant konflikt og myrderier mellem de to etniske grupper. Tværtimod levede de to grupper fredeligt med hinanden i århundrede. Det var først med kolonimagternes indtog i Afrika, at de etniske modsætninger blev vendt til voldsomme voldelige konfrontationer.
Tyskland erobrede Rwanda og Burundi i 1890’erne og regerede området med stor brutalitet frem til første verdenskrigs afslutning, hvor områderne blev givet til Belgien, som en del af krigsudbyttet. For at splitte oppositionen mod det belgiske koloniherredømme, udviklede den belgiske regering bevist modsætningerne mellem tutsierne og hutuerne. Tutsi-lederne fik privilegier, og medvirkede ved undertrykkelsen af hutuerne, som er det store befolkningsflertal i Rwanda.
Opdeling
I 1959 medførte et landarbejderoprør, at den belgiske kolonimagt måtte trække sig ud. Rwanda-Burundi blev delt i to lande. Der blev afholdt et almindeligt, frit valg i Rwanda, hvor hutuerne vandt stort. Hutu-lederne tog nu en grusom hævn over tutsiernes samarbejde med den belgiske kolonimagt. Over 20.000 tutsier blev dræbt. På trods heraf fastholdt tutsierne store dele af den økonomiske magt i Rwanda.
I 1973 gennemførte den nu myrdede præsident Habyarimana et militærkup, og holdt Rwande i et undertrykkende jerngreb, godt støttet af Belgien og de øvrige vestlige ledere. Habyarimana fik økonomisk støtte af USA, Frankrig og Japan. Han indførte nemlig fri markedskapitalisme, som gav fornyet adgang for vestlige firmaer til udbytning af den sorte befolkning.
Spændinger
Undertrykkelsen har betydet, at halvdelen af befolkningen i dag er analfabeter og den gennemsnitlige ugeløn er på under 30,-kr. Habyarimana gjorde intet for at mindske de spændinger, der voksede i befolkningen mellem hutuer og tutsier på grund af de elendige levevilkår. De fattige tutsier og hutuer blev af de rige tilskyndet til at opfatte deres lige så fattige og desperate naboer som fjender. Det samme billede ser vi også i dag i ex-Jugoslavien hvor kroater, serbere og muslimer efter at have levet fredeligt sammen i årtier, nu er blevet sat op imod hinanden af de forskellige magthavere.
Ny kolonialisme
Myrderierne i Rwanda er derfor mest af alt et resultat af mange års vestlig indblanding, og et eksempel på, hvilke blodsudgydelser, der følger i kølvandet på den rå kapitalistiske udbytning af en befolkning. Derfor er der også meget vrede mod de europæere der er i Rwanda, og især mod belgierne, der har stået for undertrykkelsen i årtier.
Ironisk nok er det belgiske tropper, der optræder i Rwanda med FNs blå baretter. Disse tropper kan kun opfattes som kolonitropper, der igen vil forsøge at bestemme udviklingen i Rwanda. Derfor er flere af de belgiske FN-soldater da også blevet myrdet i Rwanda.
Det eneste, befolkningen i Rwanda ikke har brug for, er mere udenlandsk indblanding. Hutuer og tutsier kan kun igen komme til at leve fredeligt sammen, hvis de udenlandske magter og de lokale herskeres magt bliver brudt. Myrderiere er derfor ikke et resultat af, at afrikanerne ikke kan styre sig selv eller landet, men et resultat af mange års undertrykkelse og udnyttelse.
Billedtekst:
Hutuer og tutsier levede fredeligt med hinanden før kolonimagternes indtog.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed