Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 103 – Maj 1994 – side 7

Nordkorea

USA truer igen

Peter Iversen

I Koreakrigen kæmpede amerikanske soldater på slagmarken mod Nordkorea. I dag, mere end 40 år efter, fører USA stadigvæk stormagtspolitik på den koreanske halvø.

Der lyder atter krigstrusler på den koreanske halvø. USA, der i forvejen har tropper udstationeret i Sydkorea, fører sig frem med planer for omfattende militærøvelser og opstiller moderne våben som de fra golfkrigen berømte patriot-missiler.

Atomkontrol

Den aktuelle årsag til konflikten er, at Nordkorea ikke har givet fuld adgang til en international kontrolkommission. Det Internationale Atomenergiagentur (IAEA), der er et redskab for de atomare stormagter, kontrollerer atomanlæg verden over. Meningen er at sikre ikke-spredning af atomvåben, således at mindre lande ikke også skal kunne komme til at beherske våben fra den farligste af alle våbentyper.

Alligevel er en lang række lande mistænkt for uofficielt at have udviklet atomvåben. Deriblandt hører Indien, Pakistan, Israel, Sydafrika og altså Nordkorea.

Mistanken mod Nordkorea er årsagen til, at IAEA vil have adgang til alle de nordkoreanske atomanlæg. I første omgang nægtede nordkoreanerne IAEA adgang, men efter internationalt pres, hvor FNs sikkerhedsråd truede med sanktioner, bøjede Nordkorea sig og gav en inspektørgruppe adgang.

Men inspektørgruppen fik ikke frie hænder til at komme overalt og tage de prøver, de ønskede. Derfor har USA genoptaget sit hårde pres mod styret i Nordkorea.

Koreakrigen

På begge sider af demarkationslinjen langs den 38. breddegrad, der deler den koreanske halvø i nord og syd, er hærenhederne bragt i forhøjet kampberedskab. Det pres, der nu lægges på Nordkorea, kan føre til krig, men gør det næppe.

Den blodige Koreakrig fra 1950-53, hvor amerikanerne massivt måtte støtte sydkoreanerne på slagmarken, opfordrer ikke til gentagelse, selv om det internationale billede er forandret meget siden da.

Dengang kunne Nordkorea holde amerikanerne stangen, men kun takket være hjælp fra Sovjetunionen og Kina.

Kinesiske tropper blev i slutfasen sat ind for at trænge amerikanerne tilbage.

Nye interesser

Sovjetunionen eksisterer ikke mere, og Nordkorea kan ikke forvente støtte fra Jeltsins Rusland. Kinas rolle som regional stormagt er mere uforudsigelig.

Denne gang har den mest været mæglerens, hvor de har forsøgt at finde et kompromis mellem Nordkorea og USA.

I baggrunden spøger Japan, der også magtpolitisk optræder med en stadig større selvtillid i regionen. Korea var en gammel japansk koloni indtil nederlaget i 2. verdenskrig.

Sydkorea, der især i 80’erne oplevede en kolossal industriel og økonomisk vækst, er af oplagt interesse for japansk kapital.Med de løbende tendenser til handelskrig mellem USA og Japan, kan Korea også blive en brik, hvor amerikanerne og japanerne begge vil følge egne politiske mål.

Utroværdigt

Amerikanernes pres for at få kontrolleret nordkoreanernes atomanlæg er utroværdigt.

Hvorfor bliver Israel  ikke tvunget til at lade sine anlæg kontrollere? Det er jo alligevel i høj grad USA, der står bag den israelske militære oprustning.

Og hvad med USAs egne atomvåben? Udgør de ikke også en trussel mod denne klodes overlevelse? Det amerikanske atom-arsenal er så stort, at det er i stand til at ødelægge alt liv på jorden indtil flere gange.

Derfor må USAs pressioner mod Nordkorea ses somudtryk for almindelig stormagtspolitik og ikke et reelt udtryk for at ville begrænse atomvåbenes trusler.

Billedtekst:
US Navy-skibe med patriot-missiler eskorteret af sydkoreanske patruljebåde.

Benhårdt diktatur

Nordkoreas styre har intet med socialisme at gøre.

Nok kalder det nordkoreanske styre sig selv for socialistisk, nok smykker det sig med at tale om marxisme og leninisme, men det er rent bedrag.

Det er ikke arbejderklassen, der har magten i Nordkorea. I hovedstaden Pyongyang er der indrettet kørebaner markeret med gule striber, hvor kun lederne og deres udenlandske gæster må køre.

Der er opbygget en personkult af overjordiske dimensioner omkring landets 82-årige præsident Kim Il-Sung.

Allerede for mange år siden har Kim Il-Sung udpeget sin søn Kim Jong-Il som sin efterfølger.

Som om der i et socialistisk land kan være tale om arvefølge! Omkring sønnen er der indført en næsten lige så stor persondyrkelse som faderens.

Partikongresserne i kommunistpartiet, der hedder Koreas Arbejder Parti, afholdes kun med store mellemrum – ca. 10 år. Al kritik og opposition slås ned med hård hånd. Også i partiet er der blevet foretaget udrensninger. Der har været forlydender om strejker, uro, attentater og masseinterneringer i forbindelse med, at Kim Jong-Il blev gjort til sin fars kronprins. Efter en gammel aftale er der endnu i dag i Sibirien nordkoreanske fangelejre, hvor fanger under de usleste vilkår må trælle.

Afgudsdyrkelse

Det trækker i mundvigene, når man læser nordkoreanske propagandaskrifter. Alle fremskridt tillægges Den Store Højtelskede Leder, kammerat Kim Il-Sung.

Han kaldes også for Menneskehedens Sol eller Den Største Revolutionære Tænker i Historien. Kim Il-Sungs billede hænger overalt. På byernes centrale pladser står der statuer af ham.

Når nordkoreanerne viser sig offentligt, bærer de et Kim-Il-Sung-emblem på venstre bryst, nær ved hjertet, undtagen naturligvis under udførelsen af beskidt arbejde.

Priviligeret klike

Overalt hvor Kim Il-Sung har besøgt en virksomhed, en børnehave, et boligkompleks osv. opsættes der en mindeplade for besøget.

Børnehavebørn takker ham personligt før de spiser.  Hans fødehjem i Mangyongdae er lavet om til et valfartssted, hvor hans jordiske ejendele ærbødigst fremvises.

Nordkorea er således ikke et socialistisk land, hvor det er arbejderne, der regerer. Det er i stedet et benhårdt diktatur, hvor en lille klike lever højt på privilegier. Det store flertal lever under forhold, der er langt fra den luksus, lederne har.

Nordkorea er et klassesamfund, hvor arbejderne – ligesom de flere gange har forsøgt i Sydkorea – må rejse sig og vælte undertrykkerne.

Statskapitalisme eller socialisme fra neden

Et af Internationale Socialisters slagord er: Socialisme fra neden!

Det betyder, at socialisme ikke er noget, der skal påduttes fra oven af et eller andet elitært parti.

Tværtimod – der kan ikke være tale om ægte socialisme, uden at den brede befolkning selv tager magten og gennem revolution skaber et direkte demokrati. Socialisme fra neden betyder, at det store flertal får reel indflydelse på beslutningsprocesserne gennem dannelse af arbejderråd.

Internationale Socialister betegnede de gamle regimer i Østeuropa, der blev styrtet efter murens fald i 1989, som bureaukratiske og statskapitalistiske.

De havde ikke noget med ægte socialisme at gøre. Statskapitalisme er bare en anden form for den kapitalisme, vi kender fra den vestlige verden, deriblandt Danmark.

Også i det tidligere Sovjetunionen og de andre statskapitalistiske lande blev arbejderklassen udbyttet af et lille privilegeret lag.

Forskellen er den, at hvor virksomhederne herhjemme er privatejede, så var det i østlandene staten, der ejede virksomhederne. Det blev arbejderne dog imidlertid ikke på nogen måde friere af.

Nordkorea er – sammen med Cuba – et af de få statskapitalistiske lande, der stadigvæk holder stand.

På en og samme tid er det socialisters opgave at modsætte sig amerikansk imperialismes trusler mod disse lande, og  samtidig støtte arbejderne, når de protesterer og gør oprør mod undertrykkelsen i landene selv.

Flere artikler fra nr. 103

Flere numre fra 1994

Se flere artikler om emnet:
Nordkorea

Se flere artikler af forfatter:
Peter Iversen

Siden er vist 1463 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside