Socialistisk Arbejderavis
Nr. 103 – Maj 1994 – side 13
Peter Høegs forfatterskab
Fornemmelse for det tyvende århundrede
Gitte Dion Pedersen
Peter Høeg er en af tidens mest læste forfattere. Hans univers er nutidens blandede og kaotiske – det tyvende århundrede.
Peter Høeg har lavet fire meget forskellige bøger. Hans debut i 1988 var “Forestilling om det tyvende århundrede”, siden kom en novellesamling – “Fortællinger om natten” i 1990. I 1992 udkom den nok mest omtalte, anerkendte og oversatte, “Frøken Smillas fornemmelse for sne”. Og endelig i slutningen af 1993 blev “De måske egnede” sat på boghylderne.
Blandet fortid
Peter Høeg har en blandet fortid. Han har fægtet, besteget bjerge, danset ballet, spillet teater, han er magister i litteratur og har desuden rejst i mange lande.
Dette bærer hans bøger selvfølgelig også stærkt præg af. Man mærker tydeligt, at han har en hel masse at fortælle og en stor pose erfaringer at dele ud af. Hans historier når verden rundt, fra jernbaneindvielse i Afrika til indlandsisen på Grønland.
I “Forestilling om det tyvende århundrede” følger man fire familier i fire samfundsklasser. I hver familie fødes et barn nytårsnat år 1900. To piger og to drenge, der så mødes og bliver gift. Et barn fra hver af de to familier finder så sammen, og til sidst er det dem og deres børn, man følger. Han giver os indsigt i deres drømme og forestillinger om livet – i det tyvende århundrede.
Noveller
Vi skal også tilbage i tiden i “Fortællinger om natten”, til d. 19. marts 1929. De ni noveller er, som Peter Høeg selv skriver i starten af bogen, “...fælles om en dato og et motiv. De handler alle om kærligheden. Kærligheden og dens betingelser, om natten den 19. marts 1929.”
Fortællingen “Forsøg med kærlighedens varighed” handler om en pige ved navn Charlotte Gabel, der har nogle meget udførlige, videnskabelige teorier om kærligheden. Hele sit liv går hun faktisk og tænker over den og laver forsøg med dens varighed. Hun bliver doktor i fysik, og da hendes rektor er en personlig ven af Niels Bohr, får de arrangeret et møde. Her snakker de to genier om deres forskellige, men alligevel sammenlignelige teorier. Det sjove ved det er, at Peter Høeg lader Niels Bohr deltage i sin novelle, næsten som om han havde kendt ham selv. Det virker lidt “frækt” at placere historiske personer i sin fortælling på den måde, men han er sluppet utroligt godt fra det.
Desværre fik jeg ikke alt det ud af disse fortællinger, som jeg gerne ville. De er nemlig skrevet i et for mig utilgængeligt sprog. Med en hel del svære ord og vendinger og meget filosofiske spørgsmål. Alligevel er alene hans måde at skildre personer på så fascinerende, at de gør bogen værd at læse.
Frøken Smilla
“Frøken Smillas fornemmelse for sne” er klart min favorit. 435 spændende og yderst læseværdige sider, hvor han fører læseren igennem Smilla Jaspersens verden. Hendes far er dansk og læge, hendes mor er grønlandsk fanger. Smilla selv er splittet mellem de to kulturer.
Vi følger hendes stædige forsøg på at opklare mordet på en lille grønlandsk dreng, der boede i samme opgang som Smilla sammen med sin fordrukne mor. Hendes jagt går gennem spillecasinoer, Kryolitselskabet, Sydhavnen og et utal af personer. Som den naturligste ting i verden klarer hun alt dette.
Og hendes møde med kærligheden, som hun ikke er vant til at omgås. I bogens sidste del tager hun med på et skib til Grønland, sammen med de folk, hun mistænker for mordet. En rejse der ikke er helt udramatisk. Oven i alt dette er Smilla ekspert i glacial morfologi, hvilket betyder, at hun ved alt om sne og is. Hvad der også er skrevet meget udførligt om i bogen.
Imponeret
Jeg er meget imponeret over alle de informationer, Peter Høeg har fået med, uden at gøre bogen til faglitteratur. Han har fået det til at indgå som en del, man ikke ville kunne undvære. Og som en måde at skildre personerne, især Smilla, på.
Lige så heldig vil jeg ikke påstå, at han har været med “De måske egnede”. Han fortæller om skolesystemet i starten af 70’erne og om de måske egnedes overlevelse. Tre børns møde på den fiktive “Biehls privatskole”, deres forsøg på at gennemskue planen bag lærernes og skolens indoktrinering af tider, skemaer og disciplin. Det lyder jo i og for sig godt nok, men det er gjort alt for sort/hvidt. De onde lærere, der stjæler elevernes frihed og de gode, men ødelagte børn.
Peter Høeg er selv hovedpersonen, men hans historie er ikke helt autentisk. I bogen er han nemlig forældreløs og bliver til sidst adopteret af dem, der i virkeligheden er hans rigtige forældre. Han har heller ikke gået på en skole som “Biehls”, men har samlet oplysningerne fra forskellige andre skoler, han har været i kontakt med.
Jeg tvivler ikke på, at hændelserne er rigtige, men de er bare så komprimerede, at de skaber et extremt og forvrænget billede. Det er kaldt hans mest selvbiografiske værk indtil nu. Men jeg tror mest, at det er hans tanker omkring tiden, hvad den er, og hvad den gør ved os mennesker, der er selvbiografiske. Det er til gængæld også bogens stærke side.
Uundværlig
Hvis nogen spurgte mig, hvad jeg synes om Peter Høeg, ville jeg svare, at han er en af mine yndlingsforfattere. Selvom man kan kritisere hans bøger, er de alligevel uundværlige. Det er også den slags bøger, man læser igen og igen. Måske har han fået lidt for meget omtale, er blevet hyldet lidt for meget, nogen vil måske mene at han er overvurderet.
Glem det, og læs bøgerne!
Billedtekst:
Peter Høeg leger med tiden, videnskaben og personerne. Han slipper godt fra det, selv om sproget af og til er svært.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed