Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 104 – Juni 1994 – side 12

Udstilling

Lille sorte Sambo på Nationalmuseum

Jørgen Lund

Negerkys, Haribos Zuluer og Brugsens Cirkel-kaffe er nutidige danske eksempler på en side af racismen, de såkaldte stereotyper, dvs. fordomme, som gentages på skrift og i billeder.

Og netop stereotyper er emnet for Nationalmuseets udstilling “Hvidt på sort – illustrerede fordomme”.

Det er en hollandsk samling af billeder af sorte i de hvides verdensbillede. Der er udstillet over 2.000 billeder,  plakater og genstande, suppleret med 70 danske.

Udstillingen viser i store træk udviklingen gennem 200 år i europæiske og nordamerikanske fordomme om afrikanere og om selve Afrika.

Der er også de "omvendte" billeder, der skildrer de sortes positive udvikling. Det kan være fremstillingen af den lydige Onkel Tom vendt mod slaveriet, eller kubismens opfattelse af naturfolks kunst. Den viser, hvordan selv anti-apartheid billederne af sorte også er stereotyper.

En del af udstillingen kommer tættere på nutidens billeder og handler om sortes seksualitet, sorte i sport, skuespil og reklamer for typisk mørke og eksotiske produkter, som kaffe, lakrids og chokolade.

Forrige århundredes holdning til kolonialisme, opdagelsesrejsende, missionærer mv. som “den hvide mands byrde” – hvor det var den sorte, der bar – er kun hvad man kan forvente på en sådan udstilling. Mere bid og eftertanke er der i nutidens hverdagsbilleder. Og rigtig politisk snert ville udstillingen have fået med nogle klarere, nutidige paralleller, fx om danskeres billeder af indvandrere.

Samtidig med udstillingen har Mellemfolkeligt Samvirke udgivet en bog på 259 sider med masser af billeder, skrevet af Jan Nederveen Pieterse. (Indbunden, 248 kr.) Den er skrevet som en forskningsrapport om de billeder og genstande, der også er på udstillingen, sat ind i logiske rammer: Først historisk gennemgang, så en række temaer, og til sidst om “Magt og billede”.

Men bogen er lavet i en grim typografi og skrevet i et sprog, hvor analysen af de konkrete trykte billeder er til at forstå, men hvor sammenhæng og ideer bag bog og udstilling drukner i universitetssprog og modevidenskabelige floskler. Det, man kan forstå, er da meget sympatisk, og som en pæn gavebog er der mange eftertænksomme timer.

Udstillingens katalog koster 30 kr. Og sammenfatter på 26 sider i illustreret, læselig layout og tekst udstillingens baggrund og idé. Det kan anbefales kraftigt – sammen med programmet for de film, der er adgang til på billetten, bl.a. er chancen her for at (gen)se “Malcolm X” (26.6., kl. 13).

Udstillingen er åben til den 3. juli daglig kl. 10-17, onsdag til kl. 22. Mandag lukket. Entre: voksne 30 kr., u. 16 gratis, 20 kr. for studerende og grupper.

Billedtekst:
Nationalmuseets udstilling “Hvidt på sort” om de hvides syn på sorte gennem de sidste 200 år

Flere artikler fra nr. 104

Flere numre fra 1994

Se flere artikler af forfatter:
Jørgen Lund

Siden er vist 1867 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside