Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 104 – Juni 1994 – side 16

Københavns Kommune

Skrot de nedskæringer

Jacob Nøhr Schubart

Massive protester mod nedskæringer har presset politikerne. Hvis nedskæringerne skal fjernes helt, må personalet strejke.

Protester fra pædagoger og forældre tvang Københavns Kommune til at aflyse historiens største nedskæringer på 70 mill. kr. på daginstitutionsområdet. Det ville svare til nedlæggelse af 360 fuldtidsstillinger.

Mange protester

Københavns Forældre Organisation, KFO, kom hurtigt på banen og organiserede omfattende aktiviteter imod besparelserne.

I løbet af få dage lykkedes det sammen med personalet at indsamle underskrifter, holde stormøder og skrive protestbreve.

Den foreløbige kulmination på protesterne kom torsdag den 19. maj, hvor omkring 5000 forældre, børn og ansatte var samlet på Rådhuspladsen for at demonstrere imod nedskæringerne.

De massive protester fra forældre, ansatte og de faglige organisationer kom bag på politikerne. Det betød, at Københavns Kommunes socialborgmester Winnie Larsen-Jensen måtte tage nedskæringerne af bordet.

Bjarne Nielsen fra KFO, som organiserer forældre, der har børn i de københavnske daginstitutioner, siger:

“De mange protester fra forældrene har været en vigtig årsag til, at det oprindelige nedskæringsforslag er taget af bordet. Men jeg tror ikke på, at forældrene alene kan trække læsset. Personalet må aktionere og nedlægge arbejdet, hvis nedskæringerne skal helt af bordet.”

Politikerne presset

De mange protester betød, at socialborgmesteren pludselig ikke havde noget politisk flertal for besparelsen i Københavns borgerrepræsentation.

Hårdt presset af de mange protester meldte SF ud og afviste enhver besparelse på området. Få dage efter meddelte socialborgmesteren , at nedskæringsforslaget var skåret ned til 25 mill. kr.

Det var en umiddelbar sejr for alle – ikke mindst forældrene og KFO, som har ført an i kampen mod nedskæringerne.

Besparelser i to omgange

Men det nye udspil er faktisk meget værre, for det betyder, at besparelserne bare kommer af to omgange.

Først vil socialborgmesteren gennemfører en “ren” nedskæring i personalenormeringen på 25 mill. kr. Det svarer til cirka 125 fuldtidsstillinger.

Til efteråret vil socialborgmesteren så lave en såkaldt “åbningstidsreform”, som i virkeligheden dækker over en nedskæring af åbningstiden.

Det vil betyde, at flere stillinger skal skæres bort. Alt i alt vil de to sparerunder blive endnu værre end det første udspil.

SF løb fra løfte

SF skiftede hurtigt standpunkt i forhold til sin tidligere modstand mod nedskæringer. Nu var SF villig til en  forhandlingsrunde om nedskæringer for 25 mill. kr. og en åbnings-tidsreform.

Bjarne Nielsen siger i den forbindelse:

“Hvis personalet havde aktioneret mere aktivt og nedlagt arbejdet, så havde det været muligt at presse SF til at sige nej til de nye nedskæringer på 25 mill. kr.”

Bjarne Nielsen mener, at nedskæringerne kun kan fjernes helt, hvis personalet organiserer mere omfattende aktiviteter. Han siger:

“Forældre og personale må arbejde sammen for at fjerne nedskæringerne helt. Hvis personalet beslutter sig for at strejke, har KFO på to stormøder besluttet at bakke 100% op bag personalet. Vi forældre vil være parat til at organisere fælles børnepasning og bruge en eventuel arbejdsnedlæggelse til at aktionere. Feks. ved at tage børnene med ind på Rådhuset.”

Fagforeninger holder igen

De faglige organisationer har været meget tilbageholdenede med at sætte aktiviteter igang imod nedskæringerne. Der har i flere omgange været forhandlinger mellem organisationerne og kommunen. Dertil siger Bjarne Nielsen:

“Fagforeningerne går galt i byen, når de siger, at de ansatte skal spare på krudtet. Den tilbageholdende linie har betydet, at de har forspildt den gode mulighed for at sige nej til nedskæringer og ja til forbedringer.”

Forhandling skader kampen

“Fagforeningernes tro på, at det er muligt at forhandle med politikerne, så nedskæringerne ikke bliver så slemme, er en nederlagslinie. Den for-handlingslinie, som de faglige organisationer  fører, gavner ikke kampen mod nedskæringer.

Grunden til, at der endnu ikke er blevet strejket er dels, at fagforeningerne har opfordret til tilbageholdenhed. Og dels, at troen på egne kræfter blandt personalet ikke er særlig stor.”

Billedtekst:
Omkring 5.000 demonstrerede   mod nedskæringer på Rådhuspladsen  den 19. maj.

IS mener:

Nedlæg arbejdet

Københavns kommune har bebudet omfattende nedskæringer på skoler og daginstitutioner. Samfundet har ikke råd til at give børn ordentlige forhold. Til gengæld har samfundet “råd” til at bruge 20 mia. kr på Øresundsbroen, og til at bruge  700 mill. kr. til missiler.

Nedskæringerne er blevet mødt med store protester. Men kampen mod forringelser af både daginstitutioner og skoler kan kun vindes, hvis ansatte og forældre sammen kæmper aktivt imod nedskæringerne.

Personalet må strejke

Hvis nedskæringerne skal afvises, må personalet på de københavnske daginstitutioner og skoler bruge deres bedste våben: Strejkevåbnet.

Stejker og arbejdsnedlæggelser er de klareste politiske signaler om situa-tionens alvor. De ansatte må aktionere, ikke bare for at protestere, men for at tvinge kommunen til at tage alle nedskæringer af bordet.

Forældre bakker op om strejke

Forældreprotester alene kan ikke fjerne besparelserne. Københavns Forældre Organisation, KFO, har flere gange opfordret personalet til at gå i aktion. Personalet bliver lovet fuld opbakning og støtte, hvis de vælger at nedlægge arbejdet.

Pædagogernes faglige organisationer må presses fra neden til at iværksætte mere vidtgående aktioner og arbejdsnedlæggelser. Ellers må personalet lave et forum udenom organisationerne, der kan organisere kampen mod nedskæringer.

Det er vigtigt at afvise enhver form for budgetansvarlighed. Københavns kommunes dårlige økonomi er et resultat af krisen i kapitalismen – et resultat af kapitalismens vanvid.

Det er positivt at se de massive forældreprotester, fordi de viser, at almindelige mennesker kan tage sagen i egne hænder og forandre verden. Det er det, socialisme handler om.

Næste aktion 9. juni

Vi opfordrer alle til at støtte aktionerne og deltage i aktviteterne. Næste gang der aktioneres er torsdag den 9. juni kl. 16.00 på Københavns Rådhus. Her vil forældrene aflevere protestunderskrifter og årsplaner. Samtidig opfordrer KFO til at forældrebestyrelserne nedlægger sig selv i protest med nedskæringerne.

Flere artikler fra nr. 104

Flere numre fra 1994

Se flere artikler af forfatter:
Jacob Nøhr Schubart

Siden er vist 1651 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside