Socialistisk Arbejderavis
Nr. 105 – Juli 1994 – side 2
Skråplanet
Når politiet får Amnesty
Anders Schou
Så længe, jeg kan huske, har Amnesty International haft en urørlig position i Danmark. Alle politikere, meningsmagere og journalister har uden forbehold accepteret organisations vurderinger af forskellige regimers manglende evne til at overholde menneskerettighederne.
Danske politikeres kritik har dog især været rettet mod NATOs daværende modstandere i Østeuropa og andre dele af verdensmarkedet, hvor de danske kræmmere ikke lige kunne afsætte en ladning feta-ost eller en cement-fabrik.
Men nu har Amnesty mistet sin troværdighed hos det etablerede Danmark. I løbet af de sidste år har Amnesty nemlig modtaget så mange indberetninger fra danskere, at organisationen har lavet en særrapport om Danmark. Det betyder, at vores lille land er strøget lige ind i politibrutalitetens første division.
Fuldt fortjent. Politiet og retssystemet har gjort en stor indsats for at banke Danmark helt til tops. De 113 skud, benlåsen, som blev brugt, da en ung mand, Benjamin, blev forvandlet til grøntsag og terroriseringen af Christiania og omegn, er højdepunkter på vejen til nationens nye status.
Jeg havde faktisk forventet, at politikere og politi ville erklære, “at det var da frygteligt”, måske fyre et par syndebukke, ændre et par retningslinier og så ride stormen af. Det ville være det smarteste. Men hverken politikere, politi eller presse accepterede umiddelbart Amnestys dom. “Det kunne ikke passe”, “måtte undersøges nærmere” osv. Selvom der ikke er meget nyt i rapporten. Bortset fra, at overgrebene bliver karakteriseret som overgreb. Københavns politimester, Poul Eefsen, argumenterede med, at domstolene jo havde sagt god for politiets metoder. Hvilket strålende argument for den danske retsstat!
Flere politifolk har ganske åbent erklæret, at de ikke kan undvære retten til at lemlæste og skyde på borgerne, når de finder det nødvendigt.
Forløbet viser politikorpsets særlige rolle i samfundet. Magthaverne har brug for politiledelsens loyalitet og for et veludrustet voldsmonopol, som om nødvendigt kan forsvare deres position i samfundet. Derfor undersøger politiet klager over sig selv, undersøgelsen af pinlige sager trækkes i langdrag og syltes, og domstolene og de ansvarlige politikere bakker ordensmagten op. Mens selv pæne, humanitære organisationer pludselig er utroværdige, når de letter på syltekrukkernes låg.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed