Socialistisk Arbejderavis
Nr. 105 – Juli 1994 – side 5
Ri-Bus: Esbjerg ryster arbejdsgiverne
Vi har fået vores ret
Hans Erik Madsen
Efter 23 dages strejke kører bybusserne igen i Esbjerg. Blokader og støtte fra andre arbejdere sikrede, at arbejdsgiveren bøjede sig
- Vi har fået vores ret, siger Carl Erik Petersen til Socialistisk Arbejderavis.
Carl Erik Petersen er tillidsmand for de 80 buschauffører i Esbjerg, som i juni strejkede 23 dage for ordentlige arbejdsforhold.
Balladen om busdriften i Esbjerg startede den 1. juni. De tidligere kommunale bybusser blev overtaget af det private selskab Ri-Bus A/S.
De nye ejere benyttede lejligheden til at skille sig af med 11 chauffører. Som direktøren for Ri-bus, Kurt Christensen, sagde: "Kemien passede ikke sammen".
De 11 fyrede chauffører blokerede bussernes garageanlæg, og de øvrige chauffører nægtede at køre ud under politibeskyttelse.
Næste morgen gik alle chauffører i strejke.
Deres vigtigste krav var at få de 11 mand genansat. Men herudover krævede de ordentlige køreplaner, så der f.eks. var tid til toiletbesøg, og til at de ikke var tvunget til at overskride fartgrænserne.
Arbejdsretten
En af konfliktens retsmæssige knaster blev, om privatiseringen af busserne var en virksomhedsovertagelse eller en virksomhedslukning.
Reglerne siger nemlig, at ved en virksomhedsovertagelse har chaufførerne krav på genansættelse og på at beholde deres gamle løn og arbejdsforhold i resten af overenstkomstperioden.
Striden havnede i Arbejdsretten. Og som fagforeningsformanden for chaufførerne Tony Skaarup udtalte:
- For os er det her en prøvesag. Vi ved, at der ligger privatiseringer af bybusserne og venter for eksempel i Kolding, Vejle, Aalborg og i HT området. Vi får brug for Esbjerg-sagen som rambuk ved de andre privatiseringer (Ekstra-bladet 15. juni).
Privatisering
Og det har han ret i. De borgerlige partier med Venstre i spidsen kører en kampagne for at privatisere. Deres formål er klart at angribe velfærden og styrke egoismen. Privatisering betyder i praksis, at løn- og arbejdsforholdene forringes for de ansatte samtidig med at servicen for forbrugerne bliver dårligere.
Den 17. juni besluttede Arbejdsretten, at Ri-Bus skulle rette sig efter loven om virksomhedsovertagelse. Desuden blev chaufførerne frikendt for bod de første 11 dage af strejken.
Dommen var på mange måder usædvanlig. Langt de fleste domme i arbejdsretten falder ud til arbejdsgivernes fordel ud fra den simple kendsgerning, at det faglige system på arbejdsmarkedet bygger på arbejdsgivernes ret til at lede og fordele arbejdet. Til gengæld har arbejderne pligt til ikke at strejke, men afvente forhandlinger og arbejdsrettens domme.
Arbejdsretten
Det betyder, at arbejdere i 99% af tilfældene bliver idømt bod i arbejdsretten, hvis de går i strejke. Det gælder også, selvom arbejderne får medhold i arbejdsretten. Det er langt ud over det sædvanlige, at arbejderne slipper for at betale bod, som det er tilfældet for Esbjerg-chaufførerne. Det viser, at chaufførerne virkelig havde fat i den lange ende.
Chaufførernes trumf var at, de lammede bustrafikken totalt i Esbjerg samtidig med, at deres strejke fik stor sympati og opbakning på byens arbejdspladser. Selv om direktøren for Ri-Bus forsøgte at sætte hårdt mod hårdt, så turde arbejdsretten ikke gå imod chaufførerne.
En kendelse imod de strejkende kunne meget let have ført til en langvarig konflikt, og en konflikt som blev optrappet og udvidet til andre arbejdspladser.
Den risiko turde arbejdsretten ikke tage. Så hellere give Ri-Bus en over snuden og få stoppet konflikten.
Stor opbakning
- Vi har fået en fantastisk opbakning fra befolkningen i byen. Det var især af meget stor betydning, at vi fik støtte fra andre arbejdspladser. Bl.a. var det en stor opmuntring, at de ansatte indenfor kommunen nedlagde arbejdet i en halv dag, fortæller Carl Erik Petersen.
Selve organiseringen af strejken var lige fra starten eksemplarisk. Buschaufførerne etablerede fysiske blokader døgnet rundt – otte vagthold bemandede på skift blokaden ved garageanlægget.
Vigtig strejke
Andre strejkende var med i den såkaldte papkassegruppe, som satte gang i en landsdækkende støtteindsamling på landets arbejdspladser.
Busstrejken i Esbjerg trak et klart skel mellem dem, der støttede strejken, og dem, der var imod. Et skel mellem to forskellige opfattelser af, hvordan samfundet skal se ud. Den ene tager udgangspunkt i, at mennesker skal behandles ordentligt – den anden ser kun på pengepungen.
Strejken viser, at arbejderklassen har retten og flertallet på sin side, hvis den står sammen.
Billedtekst:
Esbjerg-chaufførernes strejke blev effektiv, fordi de var i stand til at blokere buskørslen
Esbjerg ryster arbejdsgiverne
Busstrejken i Esbjerg var ved at udvikle sig til en generalstrejke i hele byen. Byen har tradition for sammenhold mod arbejdsgiverne.
Buschaufførerne i Esbjerg er en arbejdergruppe, som ikke har været i strejke i mange år. Når det alligevel lykkedes dem at organisere strejken fantastisk godt, så er det fordi, der er et godt sammenhold og nogle stærke faglige traditioner mellem de forskellige arbejdspladser og tillidsfolk i Esbjerg.
Arbejdsgiverne taber
Indenfor de sidste par år har Esbjerg ubetinget været den by, hvor arbejderne mest slagkraftigt har svaret igen på arbejdsgiveres smalle lønrammer. I løbet af 1993 blev en række lønstrejker i Esbjerg vundet – på Vestfrost, BLIKA, Colorlux og Vestkraft. I flere af konflikterne blev blokadevåbnet brugt med succes. Politiet turde ikke bryde blokaderne af frygt for, at det ville udløses sympatistrejker på andre arbejdspladser.
Dansk Arbejdsgiverforening udtrykte også meget klart, at de ikke bryder sig om arbejderne i Esbjerg: "Konflikternes antal i Esbjerg får os til at studse. Men de ulovlige aktioner har desuden en karakter, der nu for alvor ryster organisationen. Det vækker således bekymring, at aktioner og blokader præges af fysisk hårdhed med ondsindede islæt" (Børsen. 07.09.93)
Det ondsindene består i, at arbejdsgiverne tabte!
Under busstrejken blev dette sammenhold også demonstreret med succes – umiddelbart efter at politiet på brutal vis brød chaufførernes blokade. Politiaktionen endte med at flere blev bidt af politihundene, og en blokadevagt blev slået bevidstløs og endte på sygehuset.
Samme eftermiddag mødtes ca. 150 tillidsfolk fra byens arbejdspladser, og de vedtog en udtalelse som utvetydigt sagde, at hvis politiet igen brød blokaden, imødeså tillidsfolkene "øjeblikkelige arbejdsnedlæggelser i hele Esbjerg".
Stemningen på et møde tre dage senere, hvor 200 tillidsfolk, som repræsenterede 10.000 ansatte, var heller ikke til at tage fejl af: Esbjerg ville blive ramt af generalstrejke, hvis politiet gik i aktion igen.
Busstrejken er slut. Den har indføjet sig i rækken af arbejdskampe i Esbjerg, hvor arbejderne har vist, at de ved at bruge strejke og blokadevåbnet kan gennemtrumfe deres krav. Samtidig har busstrejken understreget, hvor vigtigt det er, at der på tværs af arbejdspladserne er opbygget et sammenhold, som kan bruges i situationer, hvor det for alvor brænder på.
Erfaringer guld værd
Erfaringer fra busstrejken i Esbjerg skal spredes ud over det ganske land. De erfaringer kan blive guld værd i den fortsatte kamp mod privatiseringer, mod fyringer, mod smalle lønrammer.
Billedtekst:
Buschaufførernes strejke i Esbjerg havde stor opbakning
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed