Håbet om et bedre liv

De gamle kommunister vinder frem i Østeuropa. Den fri markedsøkonomi har ikke indfriet forventningerne om et bedre liv

Det nyligt afholdte valg i Ungarn var en sejr for det gamle kommunistparti, der nu hedder Ungarns Socialistiske Parti. Den tidligere udenrigsminister under det gamle regime, Gyula Horn, er blevet Ungarns nye ministerpræsident.

I Ukraine er Vitalij Masol netop blevet udnævnt til ny statsminister. Masol sad på posten som Ukraines regeringsleder fra 1987 til 1990, hvor han var en svoren tilhænger af det gamle sovjetsystem.

I Litauen og  Polen er der dannet regeringer med de gamle kommunistiske ledere i spidsen, og ved EU-valget i det gamle Østtyskland fik de gamle kommunister en opbakning, der overraskede mange.

Diktaturer

For at forstå, hvorfor flere af de gamle østeuropæiske ledere vinder fornyet opbakning, må vi kigge lidt tilbage i tiden. De omvæltninger, der fandt sted i de fleste østeuropæiske lande og fejede de gamle kommunistiske diktaturer til side, skete på baggrund af flere ting.

Først og fremmest var omvæltningerne udtryk for, at befolkningen havde et stærkt ønske om frihed og et ordentligt liv. Årtiers stalinistisk diktatur med undertrykkelse af fundamentale menneskerettigheder som retten til at ytre sig, organisere sig og bevæge sig frit, havde skabt et enormt ønske om forandringer.

Befolkningerne havde flere gange i de forløbne årtier forsøgt at kæmpe sig til et ordentligt liv gennem strejker og oprør mod de herskende systemer. I Østtyskland i 1953, Ungarn 1956, Tjekkoslovakiet 1968 og Polen 1981 rejste folk sig mod deres undertrykkere. Men alle oprørene blev slået blodigt ned og undertrykkelsen fortsatte.

Ønske om frihed

Det lykkedes dog ikke at knuse ønsket om frihed, som igen fik form af strejker og demonstrationer i slutningen af firserne i en lang række af de østeuropæiske lande. Denne gang blev oprørene ikke slået ned. Årsagen var, at de herskende klasser var splittede indbyrdes.

De østeuropæiske økonomier var alle hårdt ramt af den økonomiske krise, og den økonomiske vækst begyndte at stagnere kraftigt fra midten af 1970'erne. De kommunistiske ledere blev klare over, at der skulle ske forandringer, før den økonomiske krise rev tæppet væk under systemerne.

Reformer

Men de var uenige om, hvilke forandringer, der skulle ske. De traditionelle beton-stalinister foretrak at bruge pisken. Den løsning havde de brugt tidligere ved at skærpe undertrykkelsen og få arbejderklassen til at betale for krisen gennem løntilbagegang og forøget arbejdstempo.

Den anden fløj, reformkommunisterne, foretrak guleroden fremfor pisken. De argumenterede for en omstilling i økonomien, der skulle udrense de urentable virksomheder og generelt forøge produktiviteten gennem akkordlønssystemer og større fleksibilitet. De vidste, at denne omstilling ville have store sociale konsekvenser i form af stigende arbejdsløshed og indeholdt dermed faren for social uro. Derfor blev den økonomiske omstilling koblet sammen med nogle indrømmelser, der slækkede lidt på undertrykkelsen.

Oprør i 1989

I Sovjet kaldte de den nye åbenhed for glasnost. Glasnost tillod til en vis grad en friere diskussion, bedre muligheder for at organisere sig o.s.v. Glasnost var tænkt som guleroden, der skulle bane vejen for den økonomiske omstilling uden for megen social uro.

Det gik imidlertid ikke, som de gamle magthavere havde forudset. Glasnost åbnede låget på klem til mange års opsparet utilfredshed. Resultatet blev, at befolkningerne i en lang række af de østeuropæiske lande åbnede låget helt. De begyndte at sætte magt bag kravet om forandringer. Efteråret og vinteren i 1989 var præget af demonstrationer med hundredtusinder deltagere, strejker og studenteroprør fra Prag til Kiev og fra Berlin til Bukarest.

Resultatet blev, at den ene regering efter den anden måtte gå af. Der blev dannet nye stater, skrevet nye forfatninger efter vesteuropæisk forbillede, og der blev udskrevet parlamentsvalg, hvor andre partier end kommunistpartierne for første gang i mere end fyrre år kunne kæmpe om vælgernes gunst.

Indførelsen af et borgerligt demokratisk system, som vi kender det i Vesteuropa som afløsning for de gamle ét-partidiktaturer, var medvirkende til, at befolkningernes forventninger til fremtiden steg, og protesterne og oprørene døde bort.

Men forventningerne om et bedre liv er ikke blevet indfriet. De regeringer, der afløste de gamle ét-partidiktaturer, bragte nok frihedsrettighederne til folk. Men de økonomiske omvæltninger, der skulle erstatte statskapitalismen med markedsøkonomi, fik radikale konsekvenser for de fleste mennesker.

Privatisering

Medicinen mod den økonomiske krise blev den rendyrkede liberalisme efter devisen "lad falde, hvad ikke kan stå". Omfattende privatiseringer af de statsejede virksomheder blev sat igang, og mange virksomheder måtte bukke under for markedskræfternes frie spil. Det fik arbejdsløsheden til at stige eksplosivt.

I dag er arbejdsløsheden på 16% i Polen, som ellers bliver betegnet som mirakeløkonomien i Østeuropa. I Ungarn er arbejdsløsheden på 19%.

Sammen med bølgen af privatiseringer og udrensningen af urentable virksomheder, blev statsstøtten fjernet på en række varer og serviceydelser, dagligvarer, boliger og sociale ydelser.

Konsekvensen var dramatiske prisstigninger på de fleste forbrugsvarer. Og det blev kun forstærket af en galopperende inflation. Reallønnen faldt drastisk. I Polen blev reallønnen forringet med 57% i 1990 og 15 % i 1991! Tilsvarende tal kan de andre østeuropæiske lande fremvise.

Den sociale forarmelse har ikke ramt alle. I alle de østeuropæiske lande er der hurtigt udviklet et lag af ny-rige, der gennem spekulation og hurtige handler har formået at rage betragtelige formuer til sig.

Resultatet af de seneste års omvæltninger har været øget fattigdom for langt de fleste, mens en lille klike lever endnu mere fedt end før. Det er i reaktion mod dette, at flere og flere bakker op bag de politikere, de væltede for få år siden.

De gamle kommunister går ikke til valg på at genindføre tidligere tiders stalinistisk diktatur. De har været igennem et hamskifte og har transformeret deres gamle kommunistpartier til socialdemokratiske partier.

Sociale problemer

Guyla Horns socialistparti i Ungarn ønsker ikke at stoppe de økonomiske reformer, der har skabt så store sociale problemer i landet. De er gået til valg på løfterne om større social sikkerhed. Det er dette løfte, der har vundet vælgernes gunst. Problemet er bare, om løfterne vil blive indfriet. Det er vanskelligt at forestille sig, at Gyuala Horn kan indfrie sine løfter om social sikkerhed, når han samtidig ønsker at løse den økonomiske krise med markedsøkonomiens midler.

I Polen har den nye regering da også fortsat den politiske og økonomiske kurs, den liberale regering førte tidligere, og valgt at ignorere valgløfterne om sociale forbedringer.

Ideologisk plat

Det er selvfølgeligt svært at sige præcist, hvad fremtiden vil byde for befolkningerne i Østeuropa. Det er rent ideologisk plat, når Uffe Ellemanns fremmaner en skrækversion om en tilbagevenden til stalinismens diktaturer. Det skal kun tjene som formål at holde liv i løgnen om markedsøkonomiens overlegenhed.

Befolkningerne skal ikke have forventninger om, at de gamle ledere kan sikre den sociale velfærd, for de ønsker at fortsætte en markedsorienteret udvikling. Gyula Horns regering i Ungarn bejler som den tidligere regering om optagelse i EU. De herskende lag er uanset deres partifarver enige om en fortsat kapitalistisk udvikling.

Hvis befolkningerne skal opnå sociale forbedringer, må de fortsat kæmpe for dem.

De arbejdere og studenter, der gennem kamp var i stand til at fjerne stalinismens diktaturer, må igen kigge på deres egne kræfter, når de skal finde veje ud af den elendighed, markedsøkonomien har skabt i Østeuropa.

Ikke kommunisme, men statskapitalisme

Samfundene i Østeuropa var hverken kommunistiske eller socialistiske. De var statskapitalistiske.

Efter revolutionen i Rusland i 1917 begyndte den russiske arbejderklasse at opbygge et ægte socialistisk samfund. Det betød, at alle blev inddraget i diskussioner og beslutninger om, hvordan samfundet skulle udvikle sig.

Men socialismen blev ikke udbredt til andre lande og kunne ikke overleve i det tilbagestående Rusland.

Efter Stalins magtovertagelse i midten af 1920'erne blev socialismen erstattet af et statskapitalistisk diktatur. Det eneste, der var tilbage af socialismen, var navnet.