Socialistisk Arbejderavis
Nr. 105 – Juli 1994 – side 10
Arbejderklassen eksisterer stadig
Tom Christiansen
Selvom det er over 100 år siden, at Marx karakteriserede kapitalismen som et klassesamfund, gælder hans opfattelse også i dag.
Danmark er stadig et klassesamfund. Afstanden mellem rig og fattig bliver stadigt større. Arbejderklassen ikke blot eksisterer, den har aldrig været større, og den sidste måned har vi set, at en lang række arbejdspladser har valgt at strejke for at løse problemerne med deres arbejdsgivere.
Det strider ellers mod de talrige påstande om, at klassesamfundet ikke længere findes, at de sociale uligheder er udjævnet, og at arbejderne ikke længere vil slås, og strejker derfor er forældede.
Der er ingen tvivl om, at samfundet har udviklet sig kolossalt siden Karl Marx i midten af forrige århundrede beskrev det kapitalistiske samfund.
Arbejderklassen ser ikke længere ud som dengang. Først og fremmest er arbejderklassen vokset i antal. Der var færre arbejdere i hele verden på Marx’ tid, end der er alene i Sydkorea i dag.
Spørgsmålet er så, om det stadig giver mening at snakke om klasser?
Til det er der to svar. For det første er det selvfølgelig rigtigt, at arbejderklassen har haft en voksende levestandard gennem de sidste hundredehalvtres år. Men det har på ingen måde udjævnet klasseforskellene – heller ikke i Danmark. Her ejer 20% af befolkningen 94% af den samlede formue.
Selv den nuværende socialdemokratisk ledede regering er med til at øge klasseforskellene. Ugebrevet Mandag Morgen kunne i april afsløre, at regeringens skattereform først og fremmest har tilgodeset de rige.
Mens de rige får skattelettelser, er købekraften for en gennemsnitlig arbejderfamilie med to børn og ejerbolig faldet med 20% i løbet af de sidste 10 år.
Knap halvdelen af alle danske husstande har en indtægt, der ligger under niveauet for den højeste dagpengesats pr. voksen i husstanden.
De rige bliver rigere og de fattige bliver fattigere.
For det andet handlede Marx’ analyse af klassesamfundet ikke om folks indtægt, men derimod om folks forhold til produktionsmidlerne. Det kapitalistiske samfund er groft sagt delt op i to hovedklasser: et borgerskab, der ejer produktionsapparatet og som betaler andre for at arbejde med det; og en arbejderklasse som ikke ejer produktionsmidler, og som derfor er tvunget til at sælge sin arbejdskraft for at få penge til at leve for.
Eftersom det er borgerskabet, der ejer produktionsmidlerne, er det også dem, der ejer de færdigproducerede varer og kan beholde overskuddet, når varerne bliver solgt.
De to klasser har derfor modstridende interesser. Borgerskabet ønsker at presse arbejdernes lønninger så langt ned som muligt for at øge sit overskud. Mens arbejderne har interesse i at øge lønningerne, nedsætte arbejdstiden og arbejdstempoet, men i det hele taget også i at få afskaffet det system, som tvinger dem til at arbejde under borgerskabets kommando.
Det er grundlæggende derfor kapitalismen er et klassesamfund, hvor de to hovedklassers interesser ikke kan forenes.
I virkelighedens verden kan det måske være sværere at se denne opdeling. For det første er ejendomsforholdet meget kompliceret. De færreste fabrikker ejes af en enkelt person, men af et vidt forgrenet net af aktie- og holdingselskaber.
Ikke desto mindre er det et mindretal af befolkningen, der har magten over produktionen, og som kan leve godt og fedt af virksomhedernes overskud. Selvom de deler det med en flok af advokater, revisorer og direktører, der til daglig administrerer virksomhederne.
På den anden side består arbejderklassen heller ikke kun af dem, der arbejder på fabrikkerne. For det første er der en stor gruppe af servicearbejdere, der har manuelt arbejde. De står i den samme situation, og har nøjagtig de samme interesser som dem i produktionen. Det er f.eks. skraldemænd, rengøringsfolk, buschauffører, kassedamer osv.
For det andet er antallet af kontorfolk, skolelærere, pædagoger, social- og sundhedsarbejdere, arbejdere i finanssektoren osv. vokset nærmest eksplosivt siden slutningen af 2. verdenskrig.
Det har betydet, at der er sket en klassedeling inden for de områder. På den ene side er der flertallet, som udfører rutinearbejde til en lavere løn, og som har en minimal indflydelse på deres arbejde og ringe mulighed for avancement.
På den anden side er der de få, som har ledende, højtlønnede stillinger med gode muligheder for avancement såsom kommunaldirektører, kontorchefer, skoleinspektører osv.
Det er dem, der ansætter og fyrer folk, og som dikterer arbejdsbetingelserne for de mange.
Set ud fra deres arbejdssituation tilhører flertallet af de offentligt ansatte derfor arbejderklassen. Men det giver jo kun mening, hvis de også handler som arbejdere.
Også i den forstand er de arbejdere. De organiserer sig f.eks. i fagforeninger. HK har siden 1988 været Danmarks største fagforbund, og det er jo her mange af dem er organiseret.
Nogle vil måske påstå, at arbejdere kun organiserer sig for at stå i en arbejdsløshedskasse. Det kan imidlertid ikke forklare, at mange arbejdere indenfor finanssektoren, som i forvejen var medlemmer af deres fagforening, først meldte sig i a-kasse, da fyringerne begyndte at rulle.
Også inden for LO-sektoren mener medlemmerne, at det er rigtigt at stå i fagforening. I en undersøgelse af holdningerne hos 3.390 medlemmer af LO fremgik det, at 87% af de adspurgte var helt eller delvist enige i, at fagforeningerne er nødvendige for varetagelsen af lønmodtagernes interesser.
De offentligt ansatte nøjes dog ikke med at organisere sig i fagforeninger. De har også i stigende grad anvendt et af arbejderklassens allervigtigste våben: strejken.
I forbindelse med overenskomstforhandlingerne i 1985 kom det til de største strejker i Danmark siden 2. verdenskrig. Her strejkede og demonstrerede private og offentligt ansatte side om side.
Også på det seneste har de offentligt ansatte været i kamp. 500 skolelærere i København nedlagde i maj arbejdet i protest mod nedskæringer. Det samme gjorde 5.000 hospitalsarbejdere i Frederiksborg amt i midten af juni.
Og i forbindelse med busstrejken i Esbjerg, som er behandlet et andet sted i denne avis, var de kommunalt ansatte parate til at gå i sympatikonflikt.
Arbejderklassen skrumper derfor ikke ind, som nogen påstår. Tværtimod tilhører mellem 75 og 80% af befolkningen i Danmark arbejderklassen.
At arbejderklassen i 80’erne ikke gik til aktiv modværge mod Schlüterregeringen er ikke noget bevis på, at den ikke længere spiller en central rolle. Dens evne til at kæmpe imod afhænger af den kollektive stemning i arbejderklassen.
Stemningen i firserne var dels præget af den voksende arbejdsløshed. Folk blev bange for at protestere, fordi der udenfor fabriksporten var mange arbejdsløse, der kunne overtage jobbene. Dels var den præget af en række nederlag i de fleste strejkekampe i slutningen af 70’erne.
Men stemningen kan skifte. På et tidspunkt har folk fået nok. De tror ikke længere på, at forringelse af lønnen, forøgelse af arbejdstempoet og fyringerne er i alles interesse. Og så vil arbejderklassen slås for sine egne interesser igen.
Billedtekst:
Offentligt ansatte, som de strejkende sygeplejersker på Hillerød sygehus, er en del af arbejderklassen. De har de samme arbejdsvilkår og organiserer sig og kæmper som andre arbejdere.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed