Socialistisk Arbejderavis
Nr. 106 – August 1994 – side 2
Skråplanet
Den enes død ...
Anders Schou
“Mr Gandhi, hvad mener De om vestlig civilisation?”
“Jeg synes, det ville være en god idé.”
Gandhis elegante svar til en vestlig journalist fik ny aktualitet midt i sommervarmen. Medierne fejrede, at Vesten for 25 år siden sendte tre mand til månen. Men den samme vestlige civilisation kunne ikke forhindre, at hundredtusinder af mennesker i Rwanda døde, fordi de ikke fik mad, rent drikkevand og lægehjælp.
Alle vidste, at katastrofen ville indtræffe i Goma og de andre grænsebyer. Nødhjælpsarbejdere forudså en koleraepidemi, hvis man ikke skaffede rent drikkevand fra en nærliggende sø. Det ville kræve tankvogne i pendulfart eller midlertidige pumpestationer og vandledninger.
Næppe en uoverkommelig opgave for de vestlige magthavere og deres håndlangere, som organiserede de gigantiske militære operationer under golfkrigen.
Og herhjemme kunne Berlingske Tidende på samme forside fortælle om sulten i Goma, og de danske kornlagres uheldige tendens til at bugne.
Hjælpen kom for sent og var for lille – hvis den overhovedet kom. De vestlige ledere valgte at lade flere hundrede tusinde mennesker dø under grusomme lidelser, som kunne være undgået og smed nødtvunget det mindst mulige beløb. For ikke at tabe alt for meget ansigt overfor de forfærdede befolkninger.
Og når almindelige mennesker hiver pungen frem forstår en del firmaer at tjene en pæn skilling på elendigheden.
Scorer kassen
KTAS er ikke kun nærig overfor sine ansatte. Telefonselskabet tager 15 kr. i gebyr af Røde Kors, hver gang folk ringer støttebeløb ind. Girobank tager de sædvanlige seks kr. pr. indbetaling, og bankerne scorer op til 10 kr. i gebyr.
Til sammenligning koster det tre kroner pr. dag at sikre et barn i Rwanda overlevelse. I Norge har Giro-bank trods alt så megen anstændighed, at de ikke hiver maden ud af munden på døende småbørn.
Også Oxford Biscuit Fabrik i Hjørring scorer kassen. Hele fabrikkens lager på 30 tons nødhjælpskiks er solgt, og Jyllandspostens erhvervstillæg berettede begejstret om den travlhed, der ventede de ansatte efter sommerferien.
Mange vil måske sige, at nogen jo skal tjene på at producere nødhjælpen. Og sådan vil det da også oftest være, sålænge drivkraften i vores samfund er jagten på profit. Men den pointe leverer blot endnu et argument for et mere menneskevenligt samfundssystem.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed