Socialistisk Arbejderavis
Nr. 106 – August 1994 – side 4
Ri-Bus + KTAS
Strejker betaler sig. Sympatistrejker gav sejr
Ole Mølholm Jensen + Hans Erik Madsen
Buschaufførerne i Esbjerg og arbejderne på KTAS har vist, at arbejdere kun bliver taget alvorligt, når de strejker.
af Ole M. Jensen
Mange, der forsker i det danske arbejdsmarked, har gennem de sidste år ofte erklæret, at strejker ikke længere var vejen til at opnå resultater.
En påstand, som store dele af toppen i fagbevægelsen også har været enige i. Men to markante strejker i juni og juli har modsagt disse profetier. Buschaufførernes strejker i Esbjerg og strejken blandt de ansatte ved KTAS viser, at arbejderne kun opnår resultater, når de står sammen og viser ledelsen, at de er parate til at slås for deres krav.
Efter 24 dages strejke i juni måned troede buschaufførerne i Esbjerg, at de havde fået deres ret. Men det nye private selskab, RI-BUS, løb fra alle aftaler. Fra den 19. juli stod Esbjergs bybusser så på ny stille i 10 dage.
RI-BUS ville overhovedet ikke forhandle med hverken chaufførerne eller deres fagforening, om hvordan overenskomsten kunne overholdes. Borgmesteren i Esbjerg kom ind som mellemmand i konflikten uden, at det umiddelbart gav resultat.
Imidlertid blev RI-BUS også denne gang tvunget til forhandlingsbordet og til at acceptere buschaufførernes krav af den nye strejke.
Effektiv strejke
Strejken var effektiv og havde igen stor sympati og opbakning fra byens befolkning og arbejdspladser.
Chaufførerne er langt fra sikre på, om RI-BUS overholder aftalen denne gang. Formanden for Chaufførernes Fagforening, Tony Skaarup, siger meget diplomatisk til Fagbladet: “Det må vi vist hellere lade tiden vise.”
Brug erfaringerne
Busstrejkerne i Esbjerg er endnu et lærestykke i, at strejkevåbnet og solidaritet imellem arbejderne er den eneste garanti imod forringelser af arbejdsforholdene og servicen for brugerne, hvilket er formålet med privatiseringerne.
Det er vigtigt, at de ansatte inden for DSB bruger erfaringerne fra Esbjerg. Kun strejkevåbnet kan forhindre, at de truende privatiseringer af DSB forringer arbejdsforholdene og servicen for brugerne.
Billedtekst:
Buschaufførerne måtte strejke yderligere 10 dage, før deres krav blev indfriet.
Sympatistrejker gav sejr
af Hans Erik Madsen
150 ansatte i KTAS kundeservice gik i juli måned ud i 12 dages strejke
Strejken startede, da KTAS-ledelsen beordrede de ansatte på dagvagter til at udføre aftenarbejde. De strejkende krævede få ansat flere medarbejdere på kundeservice og ekstra tillæg for aftenarbejde.
I starten var KTAS-ledelsen totalt afvisende over for de strejkendes krav. De skulle bare gå i arbejde igen og følge ledelses ordre. Men de strejkende havde andre planer. De ville først gå i arbejde, når kravene var opfyldt.
Første strejke
Lisbeth, der var talskvinde for de strejkende, udtalte: “Nu har jeg været ansat i KTAS i over 20 år. Vi har aldrig strejket. I stedet har vi forsøgt at opfylde ledelsens krav. Vi vil jo også gerne have en god arbejdsplads. Men nu er de gået for langt. Vi fandt hurtigt ud af, at vi intet fik ud af at forhandle. Det eneste, ledelsen har respekt for, er, når vi strejker.”
Krav indfriet
Strejken betød en sejr for de ansatte. Fra 1. september bliver der ansat 14 nye til aftenvagterne. Og de får et tillæg på 3.050 kr. Indtil da bliver aftenarbejdet udført gennem frivilligt overarbejde.
Det var også afgørende for sejren, at de øvrige ansatte i KTAS gik i sympatistrejke. Således blev 20 ud af selskabets 25 servicebutikker ramt af strejker, ligesom de interne bude og næsten samtlige teknikere nedlagde arbejdet.
Telefunktionærernes fagforening regner med, at omkring 4-500 medarbejdere har været i konflikt i løbet af de 12 dage, KTAS var strejkeramt.
Strejken lammede til sidst de fleste funktioner indenfor KTAS, således at ledelsen var nødt til at gå til forhandlingsbordet og indfri de strejkendes krav.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe